Debat

05.05.22

Nyfeminismens kvindeopfattelse er og bliver ødelæggende

Anne-Marie Vestergaard: Nyfeminismens kvindeopfattelse er og bliver ødelæggende og forvrængende. Velfærdssamfundets døtre sparker åbne døre ind, og i praksis ligner det mere og mere en magtovertagelse.
Foto: Tom Hilton / Creative Commons
Foto: Tom Hilton / Creative Commons

”Alt at vinde - stem på en kvinde.” Sådan lyder et kendt slogan fra tidens stadig mere højtråbende ideologiske feminister. Filosofien er at hvis man som kvinde er i tvivl om hvem man skal stemme på ved et demokratisk valg, vil det alt andet lige være bedst at stemme på en kvindelig kandidat. Forleden var der som bekendt præsidentvalg i Frankrig, hvor den siddende præsident Emmanuel Macron endte med at vinde over modkandidaten Marine le Pen fra den indvandrerkritiske højrefløj, som ellers havde truet hans position betydeligt. Hvad siger feministerne til sådan et forløb? Her var der en stærk kvindelig kandidat der åbenlyst ikke passede ind i feministernes kategorisering af kvindelige kandidater over for mandlige. Man kan ikke tåle dissens.

Jeg kommer til at tænke på den konservative Margaret Thatchers regeringstid i Storbritannien fra 1979 til 1990, hende kunne datidens feminister heller ikke goutere. ”Er hun egentlig en kvinde?” spurgte en studiekammerat mig engang retorisk. Også krigen i Ukraine har fået feminister på banen, således Julie Rokkjær, leder af Museet Køn. I en klumme i Jyllands-Posten argumenterer hun for at krigen bekræfter kønsstereotyper, og at kvinder qua deres køn vil have et helt andet perspektiv på konflikten. MeToo-bevægelsen har siden begyndelsen i 2017 haft som motto Believe all women. En kvinde der føler sig krænket, har ret – alene qua sit køn.

Vor tids pågående, ideologiske feminisme viderefører et kvindesyn som man troede hørte til rødstrømpernes første idealistiske, venstreorienterede periode, deres meritter ufortalt. Bag dagens højtråbende og allestedsnærværende feministers kamp mod ”patriarkatet”, en kamp der ellers kan virke aggressiv nok i sig selv, ligger der et essentialistisk kvindesyn med lange tråde tilbage i historien. Ifølge dette er kvinden født god og omsorgsfuld, hun er fysisk svagere end manden, men så meget desto stærkere mentalt fordi hun kan give liv. Hendes livgivende evner gør hende mere blid og empatisk, i modsætning til manden, hvis maskulinitet defineres som destruktiv, ”toksisk”. 

Derfor er kvinden også moralsk overlegen og qua sin instinktive respekt for liv – og sans for rummelighed og det sociale – bedre skikket til at lede og regere. The future is female, som et andet af tidens slogans lyder. Med flere kvinder ved roret vil samfundet helt af sig selv blive meget bedre. Og klimakrisen kan løses, så Moder Jord bliver reddet. Kvindekønnet har en indebyrd af fairness, et utopistisk potentiale, så det er bare et spørgsmål om tid …

Jeg har fulgt og indimellem deltaget i debatten gennem flere år, og ligesom med anden identitetspolitik ser man en tydelig idéimport fra USA og andre angelsaksiske lande. Især Marianne Stidsen har i sine indsigtsfulde bøger beskrevet denne udvikling, dens blinde pletter og totalitære tendenser. Jeg har længe haft kvalme over nyfeminismens selvretfærdighed og kolportering af et engleagtigt billede af kvinden som menneskeligt væsen, og en modsvarende dæmonisering af manden. Derfor genlæser jeg den franske forfatter og redaktør Valérie Toranians lille men tætte debatbog Pour en finir avec la femme (For at blive færdig med kvinden) fra 2004. Den er lige så god som jeg husker den.

På eksistentialistisk vis vil Toranian frisætte kvinden, for det at tage udgangspunkt i biologien og et essentialistisk kvindesyn udgør en fælde for samtidens kvinder der skal kæmpe med dobbeltarbejde og kronisk dårlig samvittighed over for børnene. Mest interessant ud fra en nutidig dansk vinkel er hendes livtag med den udbredte forestilling om kvindens større grad af empati og humanitet. Med udgangspunkt i den tids sag om den amerikanske soldat Lynndie England, der under Irak-krigen er med til at ydmyge og torturere fanger, oplister hun eksempler på overlagt voldelige og morderiske kvinder fra andre konflikter: Folkemordet i Rwanda, Israel-Palæstina-konflikten, Hitlers udryddelse af jøderne med flere.

Det gælder om at bryde tabuet om kvinders reelle og potentielle ondskab. Hvis man hører om kvinder der har begået onde handlinger, søger man gerne efter en psykologisk forklaring der undskylder den, hvorimod mændenes ondskab ofte fremstår uforklaret. Kvindens status som svag, som offer, som ”god” er for Toranian en spændetrøje. Kvinden kan ikke træde i eksistens som et frit handlende og ansvarligt væsen hvis hun determineres af dels sin biologi, dels samfundets opfattelse af hende. 

I en dansk optik betragter jeg pointeringen af kvinders potentiale for magtudøvelse, ondskab og misbrug som befriende, men mærkeligt nok opfattes det af mange (både mænd og kvinder) som kontroversielt. Har vi her et tabu med en større baggrund end nyfeminismens hærgen? Lever vi i en kvindekultur der undertrykker drenge og mænd, som allerede påpeget af nyligt afdøde antropolog og forfatter Anne Knudsen i debatbogen Her går det godt, send flere penge tilbage i 1996? Har vi internaliserede normer for kvindelighed (og udgrænsning af det mandlige) som er blevet fremmet af  den stadig mere omsiggribende moder velfærdsstat?

Velfærdssamfundets døtre, de unge kvinder som er født ind i et ligestillet samfund, sparker da åbne døre ind når de råber til kamp mod patriarkatet. Deres modstander er lagt i graven for længe siden. Til gengæld bliver der i fiktionens verden prikket hul på kvindekulturens tabuer, tænk på modtagelsen af danske film som Dronningen og En frygtelig kvinde, der netop afstår fra psykologiske forklaringer på kvinders magtudøvelse, misbrug og manipulation. I fiktionen kan man møde og bearbejde det som man ikke vil eller tør tale om i virkeligheden. 

Tilbage til Valérie Toranians bog: Forfatteren vier et langt kapitel til en diskussion af det muslimske tørklæde og det seksualiserede kvindesyn som det repræsenterer, med en perspektivering til kvinders udsatte position i de fattige forstæder. Nogle kvinder organiserer sig for at bekæmpe vold og overgreb. Fortalerne for tørklædet er både muslimske kvinder der påberåber sig en muslimsk form for feminisme og gammelfranske feminister der ser neokolonialistisk undertrykkelse i kritikken. Sidstnævnte vil respektere kulturelle forskelle (det blev netop i 2004 ulovligt at bære tørklæde i skolerne, trods den manglende støtte fra disse kredse).

De gammelfranske feminister glemmer at islamismen er i vækst, hvilket fremmer uforsonlige parallelsamfund i det Frankrig der ellers har en lang fortid med overvejende succesrig integration. Så der hvor man med rette kan tale om lommer af patriarkalsk styreform, er de venstreorienterede feminister stumme. Lyder det bekendt? Både i Frankrig og i Danmark er problemerne med parallelsamfund bare vokset i de mellemliggende år.

Nyfeminismens kvindeopfattelse er og bliver ødelæggende og forvrængende. I praksis ligner det mere og mere en magtovertagelse. For en kvinde er først og fremmest et menneske, og som sådan uperfekt, med potentiale for at gøre det bedste og det værste. Med dette ydmyge udgangspunkt vil det blive meget nemmere for mænd og kvinder i fællesskab at få øje på de konkrete, presserende problemer i et samfund – og udtænke løsninger i et berigende samarbejde.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter