Skidt med at blive anerkendt som profet. Bare man får ret.
Jeg taler af erfaring. Og nej, det handler hverken om det amerikanske præsidentvalg eller den stadigt mere afpelsede danske regering. Nærmest tværtimod. Det handler om noget så uforbeholdent smukt og opbyggeligt og inspirerende som stor klassisk musik, i særdeleshed en koncert nu den 6. december på Musikkonservatoriet i København.
Men først skal vi lige lidt over seks år tilbage. Det var nemlig i efteråret 2014, at DR helt uventet besluttede at lukke det daværende DR Underholdningsorkestret, endda i dets 75-års jubilæumssæson
Ydermere benyttede DR's ledelse sig af nogle helt særlige prokuratorkneb for at komme uden om den daværende public service-aftale, så daværende kulturminister, Marianne Jelved (R), reelt intet kunne stille op, hvis ellers hun havde ønsket det. Netop med henblik på en sådan situation havde hendes konservative forgænger, Per Stig Møller – der tydeligvis ikke var gammel DR-chef for ingenting – ellers udtrykkeligt fået orkestret skrevet ind i den gældende aftale.
Udrydde orkestret som en anden minkfarm ville DR i hvert fald. I den forbindelse skrev jeg en større kommentar i Weekendavisen med den pointe, at der da ikke var noget til hinder for at forestille sig det entreprenante og nytænkende orkester, kendt ikke mindst for at kunne spille både Mozart og musicals, fortsætte som privat organisation helt uden snærende tilknytning til den stadigt mere bedagede statsradiofoni.
Det synspunkt stod jeg dog ret alene med. De fleste andre med en mening om emnet var således ret enige om, at det da nok bare var synd og skam. Nogle pralede endda nærmest af aldrig at have hørt om, endsige hørt orkestret før. Andre var som en selvfølge overbevist om, at det uden for DR særdeles hurtigt ville blive glemt.
Hele Danmarks underholdningsorkester
Og så spoler vi ellers seks år frem til i dag og et let forsinket velkommen til 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel. Den så langt største fejring af mesteren på dansk grund stod det i princippet selvsamme orkester og dets sublime ungarske chefdirigent Adam Fischer nemlig for her i september i form af en minimaratonfestival med samtlige ni symfonier i rap over en weekend.
6. december på Konservatoriet gælder det så i stedet for Beethoven hans læremester Joseph Haydn og oratoriet Skabelsen fra 1700-tallets sidste år. Der er totalt udsolgt, så mere glemt er orkestret åbenbart heller ikke.
Det har bare skiftet ham fra kun at være DR’s Underholdningsorkester til nu at være Danmarks (www.underholdningsorkester.dk) og finansierer i dag sin administration og sine aktiviteter med en blanding af fondsmidler, sponsorater og forskellige slags offentlig – men ikke centralt styret – støtte. Og ude i verden er det tydeligvis heller ikke spor glemt, sådan som det kører den ene fornemme pladepris hjem efter den anden.
Resten af december er det i øvrigt på julekoncertturné med popsangeren Burhan G. Og blandt andre ting næste år har det sågar formået at få verdens måske største nulevende violinist, lettiske Gidon Kremer, til København i maj for at spille Robert Schumanns violinkoncert.
Moralen er ikke, at klassisk musik og anden finkultur af fornemste art per definition kan og skal klare sig uden støtte. Men derimod, at centralt styret støtte ovenfra og ned ikke nødvendigvis er patentløsningen på noget som helst.
Lad der blive lyd
Hvilket fører os til Vesterbrogade i København, hvor kommunen for efterhånden en del år siden rømmede det gamle bymuseums smukke palæbygning og så ellers bare lod den stå tom. Altså indtil en flok driftige folk fra det klassiske musikliv for nylig fik kommunen overtalt til at lade være med at sælge stedet og i stedet gøre det til musikhus.
Igen ikke spor gratis for nogen. Omvendt heller ikke som følge af kulturpolitik fra oven, men takket være lige dele knofedt, idealisme og vedholdende pres nedefra, lidt på samme måde som byorkestre, spillesteder og musikkonservatorier rundt om i landet oprindelig er blevet til.
For så vidt er der endda ikke meget nyt under musiksolen. Tilbage i 1700-tallet var ovennævnte Joseph Haydn i næsten tredive år af sit lange liv kapelmester på feudale vilkår hos en stenrig østrig-ungarsk fyrste, men måtte efter fyrstens død i 1790 og en alt andet end musikinteresseret arvings overtagelse af fyrsteværdigheden finde andre måder at forsørge sig på.
Det gjorde han så som selvstændig komponist frem til sin død i 1809 i en alder af 77 og fik i denne periode blandt andet skrevet de sidste og største af sine mange symfonier og de to oratorier Skabelsen og Årstiderne. Et monumentalt højdepunkt tidligt i Skabelsen indtræffer efter ordene: ”Og Gud sagde: Lad der blive lys”, men det er nu også fristende at forestille sig den aldrende komponist tænke, at mere skal man nok heller ikke forlade sig på højere magter.
