Først en lille quiz: Hvem stammer det følgende citat fra: ”Børnene er ikke forældrenes, de er samfundets”?
Kontrasts læsere får seks muligheder: 1) Den amerikanske præsident Joe Biden; 2) den nazistiske fører Adolf Hitler; 3) den sovjetiske revolutionære leder Vladimir Iljitj Uljanov, bedre kendt som Lenin; 4) skoleinspektør Hansen, Hobro; 5) Mette Frederiksen, statsminister og børnenes minister i Danmark; 6) Benito Mussolini, italiensk fascistisk diktator.
Lad det være sagt med det samme: Det er naturligvis en provokation, et billigt trick, at stille det op på den måde. For antydes det, at Biden så er nazist? At Mette Frederiksen er skabsleninist? At vores danske velfærdsstat (nødvendigvis) er totalitær?
Nej, så langt rækker sammenligningen mellem synene hos disse seks mere eller mindre fremtrædende personager på forholdet mellem stat, børn og forældre selvsagt ikke. Men der er mening med galskaben, som man kan læse meget mere om nedenfor. For en hvilken som helst statsdannelse og ideologi bærer kimen til det autoritære i sig, også når det er de pæne borgerlige og/eller de bløde humanistiske, demokratiske socialister herhjemme, der regerer. For det, vi får til gengæld for beskyttelse, tilhørsforhold og nogenlunde orden i sagerne i et struktureret, hierarkisk fællesskab, er altid en større eller mindre indskrænkning af vores rettigheder og muligheder som individer.
Det kan være et godt bytte, for vi kan og skal ikke bare leve for os selv som individer eller familieenheder. Vi må med Løgstrup erkende, at vi holder noget af andre menneskers liv i hånden. Det forpligter. Og det rene anarki, hvor smukt det end kan se ud på papiret og i drømmene, er ret belastende at være i for de fleste.
Selv undertegnede, der tilhører en sjælden og truet art af uforbederlige konservative anarkister (”hvor er jeres parade” og ”hvordan bærer I jer egentlig ad med at eksistere”, spørger læseren måske?), kan i et svagt øjeblik tænke, at måske regelstaten med hovedfilialerne på Christiansborg og i Bruxelles er til at leve med, selv med dens retarderede forsøg på at regulere bankospil og anden løssluppen galskab. Hvis bare vi andre slipper for selv at slukke vores brande og bygge vores skoler.
Men selvfølgelig er det ikke enten/eller, selvfølgelig kan man være tilhænger af en statsdannelse med et tilstrækkeligt sikkerheds- og serviceniveau, uden at man behøver at acceptere en dystopi à la Machiavelli eller Thomas Hobbes’ Leviathan. Eller hvad det nu lige er, at regelstaten og risikosamfundet er ved at udvikle sig til. Selvfølgelig kan man og skal man også insistere på, at en hvilken som helst indskrænkning af individets rettigheder eller basal ændring af deres levevilkår, livsstil og muligheder for personlig udfoldelse granskes nøje, hvor fordele og ulemper på kort og langt sigt vurderes i åben debat, før indskrænkningen eventuelt godtages.
Hvad enten den indskrænkning eller ændring er lovmæssig, administrativ eller så at sige kommer ind ad bagvejen, via det, man blandt halvstuderede røvere kalder diskursen, den socialt konstruerede ramme for, hvad man kan eller må tænke, tale og skrive om diverse emner.
Retten til familielivet. For børn og forældre
Her kommer vi så tilbage til citatet fra indledningen. Og til spørgsmålet om, hvem der ejer børnene. I jagten på at identificere problemet, som det ser ud lige nu og her, før vi vender os mod problemets historiske rødder. For hvor miljøet og Ukraine udpræget er kamppladser i vore dage – den ene noget mindre metaforisk end den anden – er børnene det i lige så høj grad. Vi kan se det overalt, hvis bare vi åbner øjnene, dog allermest i den vestlige verden. Også her i Danmark, hvor diskussionen om ”Barnets Lov”, som regeringen vil indføre i år, er blusset op. Ikke mindst fordi loven vil give myndighederne ret til at tvinge ”uegnede” forældre til at bortadoptere deres barn. Før barnet er født.
Det er så dystopisk et forslag – som altid stillet i den bedste hensigt, hvilket vejen til helvede som bekendt er brolagt med – at Institut for Menneskerettigheder advarer mod konsekvenserne, da ”lovgivningen sætter tærsklen for lavt for tvangsadoption af børn” og ”Danmark risikerer at bryde børn og forældres ret til familieliv”.
Det centrale her er bruddet på børnene og deres forældres ret til et familieliv. Sammen. Det er, eller burde være, så hellig og ukrænkelig en ret, at der skal være rigtig gode grunde til undtagelsesvist at ophæve den. For som udgangspunkt er ingen som forældrene biologisk og socialt disponeret for at give deres egne børn den rette kærlighed, omsorg og opdragelse. Og ingen steder er børnene som udgangspunkt så trygge og glade som i familiens skød, ingen steder udvikler de sig så godt og sikkert. Men som alle ved kan nogle forældre være så dårlige, at der ikke er anden udvej end at den nære familie, private initiativer, kommunen eller staten tager over, midlertidigt eller permanent. Misrøgt, psykisk terror eller seksuelt misbrug af børn er ikke noget at spøge med, og der må barnets ret til beskyttelse samt kropslig og sjælelig integritet veje tungere end forældrenes ret til familieliv og værgeret over børnene.
Men staten eller kommunen ejer ikke børnene, det gør børnene selv. Siden de ikke kan tage vare på sig selv det meste af tiden, indtil de er myndige (og stadig har det med at komme anstigende med vasketøj omkring spisetid i årene derefter), er det som udgangspunkt forældrene først, derefter resten af familien, som er suverænt bedst egnede til at tage vare på dem. Det skulle man tro var en selvfølge, men det er det ikke i vore dage, med de stadige angreb fra toneangivende ”normkritiske”, ”woke” stemmer, der eksplicit vil nedbryde traditioner og strukturer, herunder den ”heteronormative” familiestruktur. Og med idéen om forældrene som dem, der bedst ved, hvad der er godt for deres børn.
Det ville være til at grine af, hvis ikke det var en diskurs, der har støtte fra alt fra Sundhedsstyrelsen, der kalder vores drenge og pigers køn for noget, der er tildelt ved fødslen (og altså ikke en objektivt observerbar kendsgerning), og til statsministeren, der til en pride-parade ikke lige har tid eller lyst til at svare på, hvor mange køn der findes. Og altså desuden vil gøre det endnu nemmere at fjerne børn fra deres forældre.
Advarsler fra historien (som ingen lytter til)
Det er ellers ikke fordi der er mangel på advarsler fra historien mod at tage børnene fysisk og/eller mentalt fra deres forældre, enkeltvis eller, hvad værre er, som generel politik. Mod at opløse den traditionelle familiestruktur. Mod at insistere på, at det er statens, partiet, ideologien, der hegemonisk bestemmer over barnet og barndommens land, over hvad der skal læres i skolen og i hjemmet, over hvilket livssyn, hvilke værdier, der skal herske uindskrænket. Eller i hvert fald uden for megen åben opposition. Hvorfor? Fordi det ikke bare er en kliché, når man siger, at ”børn er vores vigtigste råstof”.
De skal forarbejdes, for alle ledere af statsdannelser har som mål en i det mindste nogenlunde homogen klasse af børn og unge. Det med multikultur og meningsmangfoldighed er som regel bare noget, de siger. Børn og unge, der er formet i et særligt ønsket billede, er nemmere at regere, de bliver nemmere lydige vælgere eller undersåtter, de passer bedre ind i samfundsmaskineriet.
Det virker alt sammen nogenlunde problemfrit, når de børn, der fjernes fra forældrene, vitterligt vil få det bedre andetsteds. Når det, de lærer i folkeskolen, er relativt ukontroversielt. Brøkregning, grammatik, at være søde og tolerante over for hinanden i klassen uanset diverse forskelle og den slags. Og når samfundet, med de herskende normer og regler, som børnene socialiseres ind i, er rimelig rationelt og godartet. Så får vi tit noget godt i bytte mod indskrænkningen i vores rettigheder som individer, børn og forældre. Men når vi når til, at børnene skal undervises i Maos Lille Røde, Lysenkos tossede pseudovidenskabelige idéer i Sovjetunionen, Hitlers racelære eller (uden sammenligning i øvrigt, men alvorligt nok endda), at kønnet og biologien er sociale konstruktioner, som man kan og skal frigøre sig fra. Og eventuelt lige i den forbindelse få kappet bryster eller testikler af hen ad vejen. Så har vi et problem.
De fleste i dag ser dog ikke problemet, for nyt er jo godt, og staten, Sundhedsstyrelsen, dem på pædagogseminarierne og universiteterne ved bedst og vil os bare det bedste. Så derfor må det, der sker – aktiv dødshjælp, kønsideologi osv. – være godt. ”Progressivt”, som det misvisende hedder. Eller som det forlyder i dette typiske indlæg, ”når samfundet blander sig i opdragelsen, sker det af hensynet til barnet”.
Det er sandt i det givne tilfælde, der gælder afskaffelsen af revselsesretten. Og det er sandt, at Mor Mette eller nogen af dem fra Centre for Gender, Power and Diversity på RUC, der så hjertens gerne vil storme normerne og overtage opdragelsen, ikke er onde, bare vildførte. Men argumentet hviler på en ahistorisk tankegang, en præmis om, at folk i gamle dage var dummere/ondere/mere uvidende, mens vi i dag er på udviklingens højdepunkt. Hvordan kan man ellers have en tyrkertro på, at samfundet som sådan bare vil børnene det bedste? Eller at nye love med mere af det samme vil virke, hvor de gamle ikke gjorde det?
Den præmis er altså falsk. For 2, 20, 30, 50 eller 100 år siden troede vi også, at vi gjorde det bedste for vores børn, for vores utilpassede og syge, og for samfundet som helhed, da vi herhjemme steriliserede og tvangsfjernede børn og voksne, gav dem thalidomid eller fjernede deres raske ben på hospitalet.
Vi fik endda vores klogeste intellektuelle, mest fremsynede politikere og bedste bureaukrater, der troede, de havde regnet den ud i modsætning til deres forgængere og forfædre, til at udtænke og effektuere projekterne, som med pigerne på Sprogø. Det er ikke en fjern fortid, det er ”nulevende kvinder, der har oplevet det allermest forfærdelige”.
Om 2, 20, 30, 50 og 100 år vil de sige noget lignende om, hvad vi gør ved vores børn og samfund lige nu. Som historiker har jeg en udpræget aversion mod spådomme, men det tør jeg godt spå om. For vi lærer ikke af historien. Snarere er historien et mareridt, vi forsøger at vågne fra, for nu at parafrasere James Joyce. Nå ja, faktisk forsøger vi ikke engang at vågne, i stedet for at rive dynen af trykker vi på snooze-knappen, for vi skal lige have ti minutter mere.
”Allerede de gamle grækere …”
Ikke desto mindre kommer her en lille historisk oversigt af det problematiske forhold mellem staten, ideologierne, børnene og forældrene. Nok mest ”for the record”, som man siger på nudansk. Problemet er identificeret, nu skal vi til rødderne. Vægten bliver lagt på det 20. og 21, århundrede, som jeg kalder Barnets Århundreder. Men vi skal da lige have lidt af forhistorien, de dybe rødder, med, for visse ting ændrer sig aldrig. Tag spartanerne i antikkens Grækenland, for eksempel, kendt fra filmen 300.
Her, i århundrederne omkring 500 f.Kr., blev drengebørn, hvis de blev vurderet sunde og levedygtige, taget fra forældrene og opdraget af statens militær. Børnene var altså basalt set bystatens ejendom. Ifølge den græsk-romerske historiker Plutarch blev alle nyfødte ligefrem ført frem for et råd, der inspicerede børnene og kasserede dem, der havde fysiske fødselsdefekter. Helt bogstaveligt ved at kaste dem i en dyb kløft ved foden af Taygetus-bjerget.
Plutarch har tendens til at hente sine kilder blandt myterne, så om dette er sandt, eller om børnene snarere blev efterladt på bjergsiden, diskuteres stadig. Det virker nu også mindre relevant, nøjagtig hvordan de blev myrdet, børnene. Det afgørende i denne forbindelse er, at det var statsmagten, der havde ejerskabet over børnene, det var statsmagten, der bestemte over liv og død, over hvem der havde plads i samfundet – hvilket altså i første omgang afgjordes af deres fysiske fremtoning. Men også i årene efter den ”racehygiejniske udskillelse” af spædbørnene var det staten, der tog sig af børnene. For Sparta var som bekendt en krigerstat, hvor drengebørnene ikke bare skulle være fysisk klar til soldatertjeneste fra fødslen.
Kulturen i samfundet var sådan, at det var udbredt at hærde børnene, både drenge og piger, fra de var helt små, for eksempel ved at ignorere dem, hvis de græd, og de blev opdraget til at gå imod deres instinkter ved ikke at frygte mørket eller ensomheden. Plutarch skriver, at spartanske kvinder af samme årsag blev eftertragtet viden om som børnepassere og sygeplejersker. Drengene blev, fra de var 7 år, taget fra familien og overført til grupper ledet af en 20-årig. Det var den alder, hvor mandlige spartanere ved at gennemføre diverse ritualer trådte ind i de voksnes rækker.
Alt dette og meget mere er statens værk i Sparta. Staten – kongen og et råd – ejer børnene og de unge og sørger for opdragelsen. Opdragelsen er kollektiv, også ind i voksenlivet, hvor mændene bor sammen, spiser og sover sammen i deres delinger. Samfundet er på det nærmeste som en lejr i felten, et samfund i konstant undtagelsestilstand. Alt sammen som altid i den bedste mening. Hvad forældrene og børnene tænker om det hele, om de er opslugte af ideologien eller har tanker og følelser, der går derudover, ved vi ikke meget om.
Barnets århundrede
Der er en syndflod af andre historiske eksempler på sådanne ekstreme samfund, hvor den herskende elite bestemmer over barndommen og tager ejerskabet over børnene. Børnene har altid været vigtige i sig selv (nej, for eksempel moderkærlighed er ikke en ny ”opfindelse”, som det ellers var populært at hævde engang i universitetsmarxistiske sfærer). Men også for slægtens, troens og traditionernes overlevelse, for at forældrene kan have nogen til at forsørge sig i alderdommen, som kommende arbejdere og soldater og alt det der.
Det forholdsvis nye og anderledes, der sker nogenlunde samtidig med fremkomsten af den moderne epoke i årtierne omkring år 1900, er den måde, hvorpå vores børn begynder at komme i centrum for voksenlivet og for samfundets love, regler, ideologier, institutioner og kulturelle produkter. H.C. Andersen er tidligt ude, vi ser det også med barneikoner fra litteraturen som Peter Pan og Alice i Eventyrland, der er for både børn og voksne. På godt og ondt er det der, ved det forrige århundredeskifte, hvor den tendens begynder at tage fart her i den vestlige verden.
Den præcise dato kan ikke fastsættes, for alt i menneskets verden er betinget af noget, der kom før. Men jeg vover pelsen alligevel, gør det umulige og sætter året til netop 1900, nærmere bestemt den dag, da bogen Barnets Århundrede udkom. Og på kort tid blev oversat til en masse sprog, solgte vidt og bredt og blev et yndet samtaleemne i dannede kredse og blandt beslutningstagere i Vesten. Bogen blev skrevet af den svenske lærerinde Ellen Key. Om hende kan der siges en del interessant og vigtigt – antifeministisk kvindesagsforkæmper, individualistisk socialist og meget andet er hun.
Her skal bare fokuseres på essensen af hendes tanker, der kredser om moderskabet og om barnet som autonomt individ med egen livsverden adskilt fra de voksnes. Og med egne unikke, biologisk bestemte behov og evner, der skal tilgodeses af den kommende fuldt udviklede, nærmest altomfattende velfærdsstat, som hun forestiller sig, komplet med blød socialdarwinistisk racehygiejne. Det er ikke manden og eliten, der længere bør være centrum for samfundet; det er kvinden, barnet og den forædlede masse, dem, der også er hovedforudsætningerne for samfundets nødvendige forandring og forædling.
Keys bog er altså en fremtrædende kulturel markør i et paradigmeskift, hvor barnet ikke skal gemmes væk, ignoreres eller ringeagtes, og på den anden side heller ikke behandles som en voksen og for eksempel smides i et voksenfængsel, men beskyttes, respekteres og hæves op på egne præmisser. Det paradigmeskift medfører også en genopblussen i ny form af det gamle spørgsmål om, hvem der ejer børnene. Forældrene har mest haft dem for sig selv ude på landet, selvom skolerne, slummen inde i byerne og de første fabrikker er begyndt at tage deres.
Men folkeskolen kræver mere og mere, der kommer flere og flere muligheder og tillokkelser for børn og unge væk fra hjemmet og forældrene, der bygges offentlige legepladser og børnehaver, den gryende velfærdsstat begynder så småt at bringe frelse og umyndiggørelse fra centralmagten og ud til borgerne, ofte med initiativer overtaget fra private. Ikke mindst kommer der Børneloven af 1905, en forgænger i lige linje til den foreslåede ‘Barnets Lov’ her i 2023.
1905-loven giver hjemmel til at tage hånd om børn, der efter vurderingen ikke får en ordentlig opvækst hos forældre, plejeforældre eller børnehjem. Altså et institutionaliseret overformynderi med et vidtforgrenet bureaukrati. Børneloven fører til oprettelse af kommunale værgeråd og Overværgerådet. De skal gribe ind, hvis børn mishandles, forsømmes, misrøgtes eller er i fare for at havne i kriminalitet.
Anmeldelser til rådet foretages som regel af politiet, lærere eller læger, hvilket fører til nærmere undersøgelse af familien. Der kan gives advarsel, eller rådet kan på visse betingelser fjerne barnet med godkendelse af Overværgerådet. Børnene, der fjernes (med eller uden tvang) ender hos plejefamilier, på børnehjem eller opdragelsesanstalter, mens forældrene mister myndigheden, der overgår til Overværgerådet.
Fra skoleinspektør Hansen til Hitler
Meget af den ovennævnte udvikling fra omkring år 1900 må enten vurderes som positiv eller bare svær at have en stærk mening om. Det er fint at kunne tvangsfjerne i ekstreme tilfælde, børn skal ikke i fængsel med forhærdede voksne kriminelle, det er godt med legepladser inde i byen, det er okay at kunne få ungerne passet, nu, hvor mødrene også så småt begynder at komme ud på arbejdsmarkedet. Og arven fra den tid og tidsånd, afskaffelsen af revselsesretten, kvindernes og de homoseksuelles ligestilling osv., kan vi være glade og taknemmelige for.
Men, som det burde være bekendt, er ingen udvikling så god, at den ikke også er skidt for noget. Her kommer vi til skoleinspektør Hansen, Hobro. Ham er det, der i 1917 ved et offentligt møde om skolereformer udtaler, at ”børnene er ikke forældrenes, de er samfundets”. I Viborg Stiftstidendes referat fra mødet kan man læse, at den udtalelse ikke falder i god jord hos et ellers velvilligt publikum: ”Og i samme øjeblik bruste der en orkan af mishagsytringer fra forsamlingen op mod taleren.”
Som man kan se af en del andre samtidige kilder, er det ikke bare en tilfældig udtalelse om et tilfældigt emne. Det er en del af en brandvarm kulturkamp, der lidt kan ligne noget, vi kender, hvor fortalerne for øget kommunal og statslig indgriben og øgede beføjelser på undervisningsområdet (og alle mulige andre områder), som Hansen fra Hobro, står over for dem, der vil bevare status quo eller bare udbede sig lidt betænkningstid, før der laves drastiske samfundsændringer, der griber ind i individets frihed og familiens integritet. Mere vil have mere, det selvbestaltede ”fremskridt”, der uanset hvad altid synes, at opgøret med normer og traditioner går for trægt, står over for mere forsigtige og konservative kræfter, ikke mindst mange forældre, der mener, at deres børn er deres, ikke skolens, statens eller samfundets.
Det er en ærlig sag at have forskellige meninger om det emne, og Hansen er da heller ikke kommunist eller proto-nazist, der går ikke en lige linje fra ham og til Lenin eller Hitler. Afsnittets overskrift er endnu en provokation, Hansen er bare en engageret skoleinspektør. Men tankegangen i den hyggelige, demokratiske velfærdsstat Danmark, der er ved at få rigtigt fodfæste i årtierne efter år 1900, med et voksende renhedsideal og en støt stigende tro på, at staten ved bedst og kan bedst, ikke mindst i forhold til børnene, rummer blandt meget andet også kimen til ekstrem magt- og voldsudøvelse. Det danske samfunds kultur, politiske system og traditioner, med vores relativt frie presse og åbne debat, skærmer os i mellemkrigstiden fra denne tankegangs værste udskejelser. Det gjaldt dengang, og det gælder nu.
Men på nogle centrale områder er vi trods alt ikke så væsensforskellige fra diktaturerne i vores velfærdssamfund. Vi vil være foregangsland, når det gælder ekstreme tiltag som tvangsadoptioner, aktiv dødshjælp og kønsideologi i dag. Dengang i mellemkrigstiden var det den fremtrædende socialdemokratiske politiker K. K. Steinckes idéer om racehygiejne og eugenik, der førte til socialreformer og til verdens første sterilisationslov i 1929, som han var ophavsmand til som socialminister. Steincke skriver bl.a. følgende om ”Raceforbedringens nødvendighed” allerede i 1920:
“I virkeligheden er tanken om raceforbedring meget nærliggende! Enhver dyreopdrætter, enhver gartner, ja selv den læge landbruger går jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt afkom eller en normal afgrøde, når han skyder de slette eksemplarer af racen ud og kun til avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige egenskaber udrustede individer; den praktiske landbruger er meget fortrolig med raceforædlingen og den kunstige udvælgelse (i modsætning til naturens udvælgelse).”
Det bør nok ikke komme som en overraskelse, at denne racehygiejniske velfærdsstatspolitik, sammen med lignende tiltag i særligt Sverige og USA, blev direkte inspiration for nazisterne i Tyskland, der både kunne og ville tage idéerne om så at sige at ”afvikle afvigerne” til den endelige og logiske konklusion: Fuldkommen udryddelse af uønskede, ”degenererede” arveanlæg gennem udryddelse af de mennesker, der bar anlæggene. Et projekt der kulminerede med den såkaldte Aktion T4 eller Gnadentod (”Nådesdød”), der på mange måder foregreb den senere jødeudryddelse.
Stalin, en normstormer
”En sand bolsjevik bør ikke og kan ikke have en familie, fordi han bør give sig fuldt ud til partiet,” sagde Josef Stalin.
I hans samfund er såvel forældrene som børnene partiets ejendom, familien er bare en sentimental borgerlig distraktion, der står i vejen for revolutionen. Vi er nu nået til Sovjetunionen såvel som Mussolinis fascistiske Italien og Hitlers Nazityskland, til de venstre- og højreekstreme diktaturer, hvor idéer om racehygiejne og statens, ideologiens, partiets ejerskab over børnene, som vi altså også ser i demokratiske velfærdsstater, realiseres på den mest radikale vis. Vi kunne også tage langt væk fra Europa og finde lignende idéer, som i militærdiktaturet Japan, men det må blive en anden gang.
Det er som bekendt i Rusland, det begynder med revolutionen i 1917, nogenlunde samtidig med at skoleinspektør Hansen, Hobro, udtaler til et skolemøde i Jylland, at børnene tilhører samfundet, ikke forældrene. Der er en tidsånd, kunne man forledes til at tro, der spreder sig over lande- og kulturgrænser og muterer. Lenin, revolutionens leder, er f.eks. kendt for at udtale til en journalist fra New York Times, at han bare skal have børnene i fire år, så kan frøene, som han (og hans propaganda og indoktrinering) har sået ikke rykkes op. Frøene har slået dybe rødder. Han har også udtalt, at han blot skal have en generation af unge, så kan han forandre verden.
Det er børnene og de unge, det i særlig grad handler om i tiden op til Anden Verdenskrig for de radikale diktatorer, der, naturligvis for klassens, nationens, racens eller menneskehedens bedste, vil forandre alt. De voksne generationer kan i nogle tilfælde bruges, det kan ikke være anderledes, men de er trods alt for forstokkede med deres gamle værdier, det er den fremvoksende generation, med ungdommens ildhu, naivitet og kraft, der, som en blank tavle, kan fyldes med ideologiens tros- og læresætninger. Kun sådan kan verden erobres. Børnene må derfor i videst mulige omfang tages fra forældrene, så der er fuld central kontrol med diskursen og narrativet, som det hedder på universitetsjargon.
Det handler om fortællingen, om den nye ideologis politik, idealer og myter, der bedst kan indpodes væk fra hjemmet og familiens skød, i skolerne og ungdomsorganisationerne. Derfor udtaler Mussolini, at han hver eneste time, hver eneste dag ved, hvilken side i hvilken bog skolebørnene i Italien læser. Derfor udtaler Hitler, at ”staten må udnævne barnet som folkets mest dyrebare skat” og ”kun han, der ejer ungdommen, vil besidde fremtiden”. Derfor sørger Baldur von Schirach, lederen af Hitler Jugend, for, at det i 1936 bliver lov for alle Tysklands unge at deltage i organisationen, hvor de fysisk, intellektuelt og moralsk skal undervises i nationalsocialismens ånd, så de kan tjene folket og samfundet.
Der er ingen andres børn
Vi springer lidt i det, tilbage til vore dages versioner af svar på spørgsmålet: Hvem ejer børnene? Det er verdens mægtigste mand, den amerikanske præsident Joe Biden, der udtaler det ovenstående og lignende i 2022 og 2023: ”Nationens børn er alles børn” og ”de er ikke nogen andres børn, de er som var de jeres [lærernes] egne, når de er i klasseværelset”, lyder det også (mere om det her og her).
Det sker i forbindelse med, at diverse oppositionspolitikere og forældreorganisationer i USA vil have bremset den fremstormende kønsideologi og, mere generelt, statens stigende indgriben i forældrenes og familiens rettigheder og sfære. Hvor skoler i mange stater eksplicit kan undlade at meddele forældrene, hvis deres børn i skolen får den idé, at de er et andet køn end det, de blev født som. Og derfor vil ”transitionere”, dvs. ”skifte” eller ”forvandles”, som det hedder med et ret metafysisk begreb, også på Rigshospitalets hjemmeside.
Igen, Biden er ikke Hitler, og USA eller Rigshospitalet er ikke Nazityskland. Men, som vi har set i det forrige, kan også demokratiske samfund forfalde til ekstremistisk teori og praksis, hvor vilde og skøre idéer bliver fremherskende, også (måske særligt?) blandt de veluddannede og magtfulde. Historien bevæger sig ikke fremad mod et stadig større moralsk udviklingsstadium, vi mennesker bliver ikke klogere, det går op og ned med den slags. Vi er med andre ord ikke immune mod skadelige ideologiske, videnskabelige og kulturelle modeluner såsom den moderne kønsideologi.
Det farlige er, at vi tror, vi er det. At vi, som de ”progressive” med ukuelig og hjernedød fremskridtstro vil bilde os ind, tror, at udviklingen nødvendigvis må være gavnlig. Eller i hvert fald bare neutral eller noget, der ikke angår os.
Men, som med idéen om, at køn tildeles ved fødslen, er det en metafysisk overbevisning, og metafysik hører hjemme i kirken, i sjælen og i troen, ikke i analyserne og den institutionelle implementering på universiteterne, seminarierne, skolerne, Sundhedsstyrelsen og Folketinget. For ”udviklingen” er et deskriptivt, ikke normativt fænomen. Det nye, der sker, eksempelvis med kønsideologien, aktiv dødshjælp, tvangsadoptioner osv., må altid vurderes i hvert enkelt tilfælde. Er det som helhed godt eller skidt på kort og lang sigt? Det kan vi aldrig vide på forhånd. Det, historien kan lære os, er, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi tager os tid og tænker os om.
Det kræver hårdt arbejde at nå den indsigt og finde den ro, et arbejde, der aldrig ender. Så derfor er det nemmere at lade være eller bare overlade det til ideologerne og de unge, den revolutionære avantgarde, der sjældent har tålmodigheden, den historiske ballast og omtanken. De har derimod ildhuen til at udføre reformerne, omvæltningerne, normoverskridelserne og indoktrineringen. Og de har i det 21. århundrede, som de havde det i det 20. århundrede, vores børn som hovedmål. Det er derfor, jeg (indrømmet ikke særligt originalt) kalder tiden fra 1900 til nu for ”Børnenes Århundreder” i flertal. På godt og ondt er udviklingen med at sætte barnets egen livsverden og egne livsvilkår i fokus nemlig accelereret i de seneste årtier. Børnene og ungdommen, det barnlige og ungdommelige, dyrkes og ophøjes ligefrem.
Det er udmærket til en vis grænse, børn og teenagere er skønne, de skal elskes, passes på, tales mere med end til, og først og fremmest lyttes til og respekteres i deres egen ret. Men at lytte til dem er ikke det samme som at tage alt, hvad de siger bogstaveligt, de spiser også regnorme, stopper farvekridt i næsen, drikker sprit, til de skal pumpes ud, står i kø i timer efter en fjollet sportsdrik og lader sig overbevise i skolen eller på internettet om, at de kan være født i en forkert krop. Ikke at vi voksne er meget bedre, det er oftest os, der putter de fjollede idéer i de unge menneskers hoveder.
Det har ideologer til alle tider gjort, som vi har set i det foregående. Men vi voksne kan dog sådan statistisk set bedre tage vare på os selv og andre, end børnene og de unge selv kan. Og blandt de voksne er det som nævnt forældrene, ikke lærerne, ideologerne, pædagogerne og politikerne, der som udgangspunkt er de første og bedste til at give den nødvendige kærlighed, opdragelse og omsorg. Med hvad det indebærer af overførelse af værdier og traditioner, der meget vel kan – og ofte skal – være imod den herskende, diskursive ideologi. Alt det har vi forældre både de biologiske og sociale anlæg for.
Ideologerne gør det hele for børnenes skyld, siges det, men det er nu ret ofte igen de voksnes blik, prioriteter og ideologiske projekter, der er i centrum. Dommedagsprofeten her vil bare gentage, ”for the record”: Det er farligt. Vi kommer nok over tidens tosserier og finder på nye, men først skal det altså koste mishandlede eller tvangsfjernede børn, opgivelse af sunde, gennemprøvede videnskabelige principper og døde mennesker på statens regning. Det er ikke spor progressivt.
