I europæisk sammenhæng er Danmark kommet relativt pænt ud af covid-krisen, både når det gælder økonomi og antallet af smittede og døde. Men i en skandinavisk kontekst er billedet noget mere forstemmende. Her er Danmark ganske solidt placeret som landet, der har håndteret virussen næstdårligst, kun overgået af Sverige, hvis myndigheders tragikomiske (med tryk på begge dele af ordet) håndtering er i en liga helt for sig.
Sådan behøvede det ikke at være. Siden starten af pandemien har det været ganske åbenlyst, hvad opskriften på succesfuld covid-håndtering indebærer, eftersom den har været realiseret i praksis af en række asiatiske lande, primært Taiwan og Sydkorea. Jeg skrev tilbage i slutningen af marts om denne opskrift, på et tidspunkt hvor danske myndigheder stadig mente, at klassisk smittesporing var passé, masker ikke virkede, og at flokimmunitet i øvrigt nok var uundgåeligt.
En helt grundlæggende misforståelse, som har hærget siden epidemiens spæde begyndelse, er, at valget står mellem at redde enten økonomi eller folkesundhed og menneskeliv. En del tyder imidlertid på, at covid ikke fungerer på den måde.
De lande, som har håndteret smitten mest effektivt, er generelt også dem, der kommer bedst ud af det økonomisk. Her er særligt Taiwan og Sydkorea forbilledlige med smitte- og dødstal, der ligger uendeligt langt fra de danske (eksempelvis har Sydkorea i skrivende stund lidt mindre end 600 døde ud af en befolkning på 51 millioner, mens Danmark har mere end 900 ud af en befolkning på knap 6 millioner), samt økonomier, der står til at blive markant mindre hårdt ramt end den danske (som endda ser ud til at klare sig ganske fint i europæisk sammenhæng). Sydkorea står til et projiceret fald i BNP på et stykke under 1 pct., mens det tilsvarende tal for Danmark er mellem 3 og 4 procent.
Det er altså muligt både at holde samfundet relativt åbent, smitten langt nede og komme økonomisk – hvis ikke uskadt så dog mindre hårdt ramt – igennem epidemien.
Den vigtige smitteopsporing
Sydkoreas smittetal er, som tilfældet er i Danmark, stigende for tiden, hvor mellem 600 og 700 bliver konstateret dagligt, men det ændrer ikke ved, at havde Danmark det samme smittetal som Sydkorea, så ville det – justeret for befolkning – være i omegnen af 50-60 smittede i stedet for mere end 3000. Sammenligner man med Taiwan, der har 23 mio. indbyggere, mindre end 10 daglige smittede og ingen coviddødsfald siden maj, bliver kontrasten endnu mere markant.
Hvis man skal vælge den sydkoreanske vej, så kommer den imidlertid heller ikke uden kompromiser, som også borgerlige kan kløjes i. Deres epidemilovgivning giver groft sagt ret til indhentning og samkøring af al data fra smartphones, overvågningskameraer (offentlige og private), offentlig transport kombineret med benhårde systemer for isolation af såvel smittede som eksponerede, hvor overtrædelse straffes hårdt.
Dertil kommer en kontaktsporing af smittede, der mere minder om intens politiefterforskning end den halvhjertede og grundlæggende useriøse indsats, man har set i de fleste vestlige lande, Danmark inklusive, ligesom både temperaturmåling og masker er en integreret del af færden i det offentlige rum.
Desuden offentliggøres færden for smittede (i anonymiseret form, men folk har ofte gættet, hvem der er tale om), så enhver har mulighed for ganske detaljeret at se, om de har været i et område, hvor en smittet har bevæget sig rundt. Samtidig har Sydkorea praktiseret benhård grænsekontrol, hvor ingen er kommet ind uden et karantæneforløb. Sidstnævnte er naturligvis noget lettere at håndtere for en nation, der i praksis er en ø (Sydkoreas eneste grænse er til Nordkorea, og den er af historiske grunde meget, meget lukket), men havde viljen været til stede, ville det naturligvis også have været en mulighed i Danmark, selvom det ville kræve markant kontrol af indrejse i både Sønderjylland, ved Øresund og i landets havne og lufthavne. Og som nævnt synes denne isolation ikke at have haft omkostninger, der ikke er blevet opvejet af den mindre smittespredning og deraf afledte mulighed for at holde samfundet internt mere åbent.
Covid ramte Sydkorea tidligere end Danmark, og her havde man rigelige erfaringer fra MERS og SARS, som Danmark ikke havde. Det kan forklare, at Danmark i marts ikke havde anden mulighed end den hårde nedlukning.
Men der er gået 3/4 år siden nedlukningen, og i Danmark har man ikke formået andet end at opbygge et halvhjertet og uambitiøst program for kontaktsporing, der ikke kortlægger smittekæderne, og hvor ingen aner, om smittede eller eksponerede overholder deres karantæne – og som i øvrigt helt forudsigeligt reelt kollapsede, da smittetallene steg voldsomt.
