Spørgsmålet om religionssatire og religionskritik kører igen i den offentlige debat, i øjeblikket antændt af Høje Taastrups viceborgmester, Esat Sentürk fra Radikale Venstre, der har et lidt anstrengt forhold til ytringsfriheden, når det gælder Rasmus Paludan, og som i Berlingske argumenterer for lovens beskyttelse af ”hellige” bøger og en genindførsel af blasfemilovgivningen.
Sentürk har generelt høstet kritik for sine holdninger. Men der er et aspekt af hele debatten om satire, magt og religion, som mangler lidt fokus.
Fronterne i den danske debat om islam og satire er jo efterhånden oldgamle, og forsvaret for satiren peger på den kristne religionshistorie, og hvordan vi selv fik tilkæmpet os den personlige frihed gennem blandt andet religionskritikken.
På den anden side står de, der vil forbyde eller udskamme Muhammedtegninger og Rasmus Paludan og andet i den dur, og som peger på, at den kristne historie ikke kan anvendes, fordi muslimerne er en minoritet i vores samfund og derfor i en undertrykt position. Det argument er dog analytisk ganske mangelfuldt og afslører en mærkelig dobbeltstandard, når det kommer til synet på individer af forskellig baggrund:
Der er en underlig forskel på, hvordan vi opfatter forholdet mellem børn og forældre, når vi kigger på etnisk danske børn og så danske børn af indvandrere med muslimsk baggrund. Det er min klare opfattelse, at flertallet af danskere opfatter etnisk danske børn i individualiseringens lys: Vi forventer, at de ikke bindes af deres forældres religion eller politiske standpunkter.
Vi forventer tværtimod, at de danner sig deres egne præferencer og erfaringer, og at de gennem ungdommen lærer at træffe livsbeslutninger med baggrund i deres egne lyster og præferencer.
Forskel på forventninger
Når det kommer til børn af muslimske forældre, anvendes en anden standard. Tilsyneladende er det almindeligt at opfatte det som naturligt, at disse børn tilhører en gruppe, og der er ikke nogen speciel forventning om, at de bryder med gruppens normer og værdier.
Mange indvandrere fra Mellemøsten og Afrika kommer til Danmark fra noget, vi ville kalde traditionelle samfund, hvor der ikke findes nogen individualisering. Beslutninger om afgørende livsvalg træffes ikke af individet selv i sådanne kulturer; i stedet inddrages familien eller klanen i sådanne beslutninger.
Når man ser på debatten om muslimer i Danmark, så virker det, som om at mange danskere accepterer, at danske muslimske unge ikke bør være omfattet af de samme forventninger om individualisering, som vi tildeler etnisk danske unge.
Hvis en etnisk dansk 13-årig skulle henvise til ”sin religion” i forsøget på at undgå bad i idræt eller bestemte undervisningsemner, så vil det måske blive mødt med medfølelse over, at han har sådan nogle ’fundamentalistiske’ forældre, og måske vil han blive mødt med forsigtige og indirekte tilskyndelser til at bryde ud af de snærende bånd, forældrene har lagt på ham.
Min fornemmelse efter at have fulgt den offentlige debat om islam i mange år er, at vi i højere grad accepterer det som ”naturligt”, hvis det i stedet var en muslimsk dansk 13-årig, der sagde de samme ting.
Satire som første skridt
Hvis vi så vender tilbage til religionssatiren og religionskritikken, så har den ovenstående forskel stor betydning. Hvis vi ikke forventer, at individualiseringen gælder for danske børn af muslimsk afstamning, så har vi heller ikke noget ideal om, at de børn skal kunne bryde med deres forældres religion, hvis de ikke gider at deres liv skal være underlagt religiøse regler.
Dermed mister vi også blikket for, hvordan islam er en stærk magt i det enkelte barns eller unges liv, selv om muslimer jo rigtig nok er en minoritet i det samlede danske samfund. Når man er barn, er forældrene den altoverskyggende magt. Når man bliver lidt større, opdager man måske også, at man lever delvist i et pakistansk eller tyrkisk eller somalisk parallelsamfund, hvor der findes andre magtskikkelser som imamen eller klanoverhovedet eller andre i samme kategori.
Det er lige her i den situation, at en udbredt religionssatire i samfundet kunne hjælpe den muslimske dreng til at bryde med de magter, der omgiver ham, og som pålægger ham kollektivets religion og dermed nægter ham en oplevelse af at være et individ som alle andre danske drenge. Adgangen til satire om islam, at kunne grine af det religiøse, kunne være første skridt hen mod den frigørelse, som gør en til et individ frem for blot en del af et kollektivistisk system.
