Debat

22.12.21

Rigsrettens dom – og dommen over rigsretten

Kai Sørlander: Folketinget har ladet Højesteret og juristerne tilrane sig for meget magt, og dette er til skade for en sund demokratisk orden. Konklusionen er, at der grundlæggende er tale om et intellektuelt svigt.
Foto: Tine Harder / Rigsretten.dk
Foto: Tine Harder / Rigsretten.dk

Inger Støjberg blev dømt ved rigsretten til 60 dages ubetinget fængsel. Hun blev dømt som ansvarlig for, at et antal asylpar, hvoraf den ene part var under 18 år, blev adskilt. Det anser retten for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 plus almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Hen over det politiske spektrum er der uenighed om, hvorvidt dommen er retfærdig. Spørgsmålet er derfor, hvorledes vi bør se på dommen, når vi går ud fra selve demokratiets og retsstatens grundprincipper. Jeg vil her forsøge at fremlægge nogle principielle betragtninger, og derfra vil jeg så drage min egen konklusion.

For det første vil jeg se på spørgsmålet, om ”overpolitiske” domstole, som menneskerettighedsdomstolen er et eksempel på, overhovedet er berettigede. Hvorledes forholder sådanne domstole sig rent principielt til det demokratiske ideal?

Det umiddelbare svar er, at deres opgave er at sætte grænser for de demokratisk valgte politikere, således at disse ikke overskrider deres beføjelser og tager politiske beslutninger, som undergraver de rettigheder, som demokratiet selv bygger på. 

Det næste spørgsmål er så, om en juridisk domstol er det rette instrument til at holde demokratiet på plads. For at besvare dette spørgsmål må vi se nærmere på den fundamentale begrundelse for, at demokratiet overhovedet er en ønskværdig politisk orden. For det må primært være fra denne begrundelse selv, at vi også skal udlede, hvad vi bør gøre for at holde demokratiet på en kurs, hvor det er i stand til at opretholde sig selv og sine værdier.

Helt grundlæggende så bygger demokratiet på en etisk fordring om borgernes politiske ligeværdighed. Ingen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger, og alle bør derfor have lige ret – enten denne ret så udøves direkte eller indirekte – gennem valg af repræsentanter. Dette har også konsekvenser for, hvorledes et demokrati bør forholde sig til det problem, at et flertal kan vedtage love, som undergraver rettighederne for et mindretal.

Helt principielt så kan dette problem ikke løses ved at give en domstol magt til at afgøre, om den demokratisk vedtagne lov skal have gyldighed. For så giver man dommerne i en sådan domstol en politisk magt, som er uforenelig med selve demokratiets principielle værdigrundlag: den politiske ligeværdighed. Den eneste mulige konsistente løsning på det problem, at demokratiet kan gå fejl, er at forsøge at forebygge det med et alment uddannelsessystem, som borgerne skal gennemgå, og som (så godt det nu er muligt) skal give dem de nødvendige forudsætninger for, at de kan løfte deres demokratiske ansvar og tage holdbare politiske beslutninger.

En konsistent demokratisk orden er altså kun mulig, hvis det er muligt at opdrage den konkrete befolkning, således at (det store flertal af) de enkelte borgere er i stand til at udfylde deres rolle som ansvarlige deltagere i en sund demokratisk beslutningsproces. Hvis ikke dette er muligt, så må alternativet enten være kaos eller en form for autoritært styre. Men hvorledes dette styre skal udøves, må være et empirisk spørgsmål; og der er ingen speciel grund til, at det bør udøves af jurister.

For det andet må vi se nærmere på selve dommen. Som sagt erklærer den, at Støjberg har handlet i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8, som i stykke 1 siger, at enhver har ret til respekt for sit familieliv, og som i stykke 2 anfører en række forbehold, blandt andet ”for så vidt det sker i overensstemmelse med loven” og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed eller for at beskytte sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed. 

Når man derfor skal afveje, hvad den givne ret til respekt for familieliv beskytter, så skal man foretage en afvejning, som skal gøres af hensyn til det demokratiske samfunds fortsatte virke, og som derfor i grunden er politisk. Der skal foretages en afvejning mellem hensynet til den abstrakte ret til familieliv og hensynet til den danske ægteskabslov med dens krav om, at man skal være 18 år for at indgå ægteskab, og det skal desuden vurderes, hvad det betyder for trygheden og sædeligheden i Danmark, at man af hensyn til nogle asylansøgere begynder at ignorere denne lov. Den myndighed, der foretager den politiske afvejning, bør i en konsistent demokratisk orden stå til demokratisk ansvar.

For det tredje er der så spørgsmålet om, hvorfor sagen imod Støjberg overhovedet blev rejst. Det gjorde den primært, fordi hun stod fast på sin egen afvejning af forholdet mellem menneskerettighedskonventionens artikel 8 og hensynet til dansk lovgivning og sædelighed, mens flertallet i Folketinget indtog den holdning, at de ubetinget burde bøje sig for juristernes afvejning. Som det fremgår af de foregående to punkter, så bør denne afvejning i en konsistent demokratisk orden foretages politisk – under ansvar over for borgerne. 

Derfor burde sagen været ordnet politisk, ved at det i Folketinget blev afgjort, om der var støtte til Støjbergs politik, eller om hun måtte gå af; således som det er sket med andre ministre, der er blevet anklaget for noget tilsvarende.

Men når sagen ikke endte dér, så var det også, fordi Støjberg ikke lagde sig ned over for Folketingets flertal og indrømmede, at hun tog fejl. Hvis hun havde gjort det, var der næppe blevet rejst nogen rigsretssag. Det betyder imidlertid, at grundlaget for, at sagen i det hele taget blev rejst, strider imod et grundlæggende juridisk princip om, at man dømmes for sin handling, ikke for sin holdning. (Som det kommer til udtryk i, at man ikke kan tvinges til at vidne imod sig selv). Ud fra dette princip er det uretfærdigt, at der blev rejst en sag imod Støjberg, men ikke imod andre ministre, som for eksempel har løjet eller skjult oplysninger for Folketinget, men som kun er blevet irettesat rent politisk.

Nu har vi nogle rent principielle overvejelser som basis for at kunne tage nærmere stilling til rigsrettens dom over Støjberg. For det første, at ”overpolitiske” forfatnings- og menneskerettighedsdomstole er uforenelige med principperne for en konsistent demokratisk orden. For det andet, at afvejningen mellem menneskerettighedskonventionens artikel 8 og hensynet til den danske ægteskabslov og sædeligheden i Danmark i grunden bør foretages politisk. Og for det tredje, at det har været et politisk – og ikke et juridisk – valg at stille Støjberg for en rigsret.

Når man tænker videre fra dette grundlag, så kan man ikke komme uden om at måtte slutte, at dommen over Støjberg er politisk, og det er intellektuelt bedrag at klæde den ud, som om den er juridisk. Principielt har både Folketinget og Højesteret misforstået den rolle, som de burde spille i en konsistent demokratisk orden. Folketinget har (på grund af politisk umodenhed?) ladet Højesteret og juristerne tilrane sig en magt, som de ikke burde have, og som bryder med hensynet til den almindelige demokratiske befolkning. Til skade for en sund demokratisk orden.

Men hvorfor er det kommet så vidt? Helt grundlæggende er der tale om et intellektuelt svigt. Vort demokrati mangler simpelthen den nødvendige forståelse for, hvad en konsistent demokratisk samfundsorden kræver. Og denne forståelse mangler ikke mindst blandt vore politikere og jurister. Ideelt set burde forståelsen hjælpes på vej af den akademiske elite på universiteterne. Men den har foreløbig bidraget mere til forvirringen end til oplysningen. Bliver det ikke bedre, er det et spørgsmål, om demokratiet kan overleve.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter