En ny musicalforestilling baseret på Matador er på vej. For os Matador-elskere er det jo ganske enkelt strålende. I serien, der udspiller sig i perioden 1929-1947 i den fiktive sjællandske by Korsbæk, møder vi købmand Mads Skjern, der med sin handelsglæde forsøger at erobre byens hjerte og skabe sin egen succes. Matador har haft som formål at skildre Danmark særligt i 30’erne og at give os indblik i klasseskel, traditioner, kønsroller, den økonomiske situation og de politiske, polariserede konflikter.
Imidlertid er der i den nye teateropsætning lagt et andet formål ned over serien. Et, som ikke handler om historieformidling, men om repræsentationsdebatten. Om minoriteter. Hvor Mads Skjern skal spilles af en overvægtig mand, og hustruen Ingeborg Skjern skal spilles af en farvet kvinde. Også selvom det på ingen måde forholdt sig sådan i de sjællandske 30’ere.
Lad det være sagt med det samme: Jeg mener, at skuespillere må spille, hvem de vil. Jeg mener også, at instruktører må opsætte deres forestillinger, som de vil. Jeg er forbløffende ligeglad. En mand må spille kvinde, en kvinde må spille handicappet, en handicappet må være sort. Hvis produktet bliver godt, og folk gider at se på, hvad der produceres, er jeg indifferent. Jeg tror ikke, at vores samfund er i forfald af den grund. Jeg tror ikke, at vi bliver historieløse, eller at USA’s helt store identitetsbølge skyller ind over os, eller at verden er af lave. Der har altid været aktivistiske minoriteter. Det skal der være.
Der mangler en proportionalitet
Jeg synes også, at det er fint, vi har de debatter. At vi snakker om, hvordan vi omtaler hinanden. Om overvægt skal normaliseres i en kropspositivistisk kamp, om Pyrus’ dansende flødeboller skal cancels, og om Onkel Reje er pædofil. At vi forholder os til trans-operationer af mindreårige, snakker om, hvorvidt abortgrænsen skal rykkes, i takt med at samfundets forståelse ændres, og om der skal kunne tales grønlandsk og færøsk i det danske parlament. Det er kun godt, at vi diskuterer respekt, fremtoning og udvikling. At vi udfordrer opfattelser og til tider også den herskende etikette. Hvorfor vi gør, som vi gør, er sundt at reflektere over.
Jeg er ikke woke, bevares, men jeg er heller ikke reaktionær og mener, alt var bedre i Matador-dagene. Jeg forsøger at være nuanceret i de her debatter. Men jeg har sat mig for, at jeg vil se på argumenterne og kommunikationen, og ikke forfalde til de nemme automatreaktioner. Men. For der er et men – også selvom jeg muligvis bliver slagtet for dét men.
Jeg synes, set fra et kommunikationsperspektiv, at der mangler noget proportionalitet. Der er noget, man ikke må sige højt. For rummeligheden går som regel kun den ene vej. Se blot mod, at hvide mennesker ikke må klæde sig ud som Barack Obama, mexicaner eller en dansende flødebolle. Hvorimod mørke gerne må spille Ingeborg Skjern i 1930’erne, hvor der altså ikke – minoritetssnak og repræsentation og gode hensigter eller ej – var mørke i byens gader.
Ingeborg Skjern var hvert fald ikke. Og det kan da sagtens ske, at det ikke er hensynet til minoriteter, der har spillet ind i valget af skuespillere til Mads og Ingeborg Skjerns roller. Måske har de reelt været de dygtigste til at udtrykke de pågældende personligheder. Men ikke desto mindre afspejler det hverken serien eller 30’erne.
Tendensen vinder frem
Jo jo, så kan man indvende, at Matador heller ej afspejler virkeligheden 1:1, den rummer flere faktuelle fejl – såsom at Doktor Hansen både er radikal og modstandsmand, og at Korsbæk, ja, er fiktiv – det er jo i bund og grund bare fiktion det hele, men tvivlen kommer instruktørerne lige lovlig meget til gode, hvis der ikke er en dagsorden med valget af skuespillere til Matador Musical.
For det handler om, at når hvide ikke må spille mørke, så må mørke altså heller ikke spille hvide. Sådan må det være.
Ikke desto mindre bliver det mere og mere tydeligt, at politisk korrekthed og identitetspolitik vinder større effekt på samfundet. Intentionen bag at give marginaliserede grupper større synlighed og repræsentation er vigtig, men det ekstreme fokus på identitetsbaseret casting og forestillinger om kulturel appropriation skaber en usund dynamik. Og når vi bliver bange for at tale om det, bliver dynamikken kun mere usund.
Vi skal turde reflektere over proportionaliteten i vores handlinger og beslutninger. Mens vi stræber efter at give marginaliserede grupper en stemme og synlighed, skal vi også bevare en sund og afbalanceret tilgang. Så nogle gange skal vi også bare kalde en spade for en spade og lade Matador være Matador. Uden minoritetskvoter og andre politiske statements.
