Det skulle have været en ren ekspeditionssag for den russiske hær, men godt en måned inde i krigen er de russiske smil stivnede. Offensiven er kørt fast, og selv dér hvor den har fremgang, må denne bygge på en uhyre brutalitet, der viser svaghed snarere end styrke.
Brutaliteten undergraver de russiske krigsmål. Hvis ukrainere i virkeligheden er russere, som Putin har hævdet, og hvis det er Ruslands opgave at befri disse russere fra nynazister og narkomaner, som Putin også har hævdet, virker det i betænkelig grad som en skidt idé at sønderbombe ukrainske byer. Massegravene i Mariupol fortæller ikke om slavisk broderskab, men tatarisk barbari.
De russiske vanskeligheder er værd at notere sig. Ikke blot af militære, taktiske og strategiske grunde. Den russiske krigsulykke har afsløret svaghederne i systemet og indikeret, at Putins autoritære revanchisme ikke har formået stort andet end at sminke et lig for derefter at lade det dejse om i felten.
Dengang vi troede, Rusland var stærkt
Inden invasionen handlede samtalen om Ruslands umådelige styrke. Her var et land, hed det, der kunne opmarchere 130.000 mand ved Ukraines grænse, uden at der løb så meget som en eneste dråbe sved af Putins ubevægelige stenpande.
Den russiske hær havde vi lært at frygte fra Georgien, der blev rendt over ende i 2008, fra anneksionen af Krim i 2014, og fra den blodige og brutale, men også virkningsfulde fremfærd i den anden tjetjenske krig ved indgangen til årtusindet.
Men først og fremmest var det måske Syrien, vi tænkte på. Var det ikke her, at den russiske intervention havde reddet Assads regime? Og var russerne ikke netop rykket ind og havde vist vilje til magt i en situation, hvor Vesten havde vist sig villige til at lade selvsamme Assad danse over nok så mange røde linjer.
Mens Amerikas og Vestens lektie af de sidste 20 års udenrigspolitiske eventyr havde været, at vi taber, når vi anvender væbnet magt, stod Rusland ved opmarchen til Ukraine med en anden sandhed: Russisk magt virker.
Den hastige vej fra magt til afmagt
Helt banalt står der en anden form for respekt om magt, der virker, end magt, der kun munder ud i afmagt. Rusland var magt. Vesten var afmagt. Fortællingen om Ruslands store sejre, der havde slået verden med forbavselse, blev spundet sammen med andre historier om det moderne Rusland under Putin. Derfor udøvede Putin en sær tiltrækning også i Vesten. Vor tids Mussolini.
Samlet set vævedes i vores hoveder en fortælling om et knækket land, der havde rejst sig; hvor økonomien blomstrede; hvor man nok havde mistet et par demokratiske rettigheder, men hvor man samtidig havde vundet stabilitet; hvor international ydmygelse var blevet vekslet til international respekt. Om end denne respekt blev afregnet i møntfoden frygt.
Men ikke længere.
Det knæk, den russiske hær har fået, stråler smerte hele vejen op gennem regimets knoglestruktur. Hærens nederlag afslører en stat i forfald, et regime, der rådner op indefra.
Det post-nationale imperium
Hvorfor var det magtpåliggende for Rusland at besejre Ukraine i en lynkrig frem for gennem en lang udmattelseskampagne? Kamil Galeev, der er tilknyttet tænketanken Wilson Center, har peget på et russisk kerneproblem: Der mangler simpelthen unge russere, der kan udskrives til hæren.
Rusland befinder sig i en omfattende demografisk recession. Befolkningen står til at falde markant over de næste årtier. Manglen på unge mænd udgør et reelt flaskehalsproblem. Derfor er Rusland ikke interesseret i, ja måske slet ikke i stand til, at føre en krig, som trækker ud.
Og tilbagegangen rammer ikke mindst de europæiske – altså etnisk russiske – dele af Rusland. I dag består den russiske hære alt mere af etniske mindretal og fattige russere fra provinserne. Dertil kommer, at Putins regime har gjort et stort nummer ud af at have tiltrukket muslimske krigere fra Tjetjenien og nu også Syrien.
Dette handler ikke kun om krigen, men om, hvordan krigen afslører, hvad Rusland er på vej til at blive. Sovjetunionens sammenbrud befriede Rusland fra sine imperiale byrder og forvandlede det til noget, der mindede om en nationalstat – nu undergraver sovjetnostalgikerne og revanchisterne den udvikling.
Ligesom krigen har sammentømret en splittet og usikker ukrainsk befolkning til en nation, tvinger krigen Rusland i retning af at blive et postnationalt imperium, en kolos på lerfødder.
Lerfødder med podagra i storetåen. Rusland vil blive et imperium af den slags, der kun holdes sammen af regimets vilje og evne til at tvinge sin stadig mere forskelligartede befolkning sammen. Fremtidens Jugoslavien? Fremtidens Syrien? Hvem ved.
Et autoritært regimes syge logik
Det nye Rusland bliver mindre nationalt og mere autoritært. Derfor må Putin kaste sig ud i en ildevarslende retorik om udrensning af oppositionelle elementer. Det er nødvendigt.
Men nødvendigheden vil yderligere svække Rusland. Allerede nu viser omkostningerne ved et autoritært og repressivt regime sig. Putin troede han havde en bedre hær, end han havde, men virkeligheden er altings prøve.
Den russiske hærs skuffende indsats er, når alt kommer til alt, en følge af den dunkle logik, som råder i et autoritært land. Her erstattes åben politisk drøftelse og sandhed med hofintriger og systematisk kleptokrati.
Det gælder også i hæren, hvis ledelseslag nu består af mænd, som er, hvor de er, i kraft af deres loyalitet snarere end deres evner. Forsvarsministeren Sergei Shoigu, der ligesom mange af sine soldater ikke er etnisk russer, har holdt sig ved magten netop ved at tale magten efter munden.
Det har givet ham personlig succes, men prisen har været en ukampdygtig Potemkin-hær. Symptomatisk for hele affæren har Shoigu rang af general uden at have en fortid i forsvaret.
Hærens fejl skyldes Putin og hans regime, men fordi et autoritært regimes særlige vrangforestilling om autoritet ikke tillader det at indrømme fejl, må det snart udpege syndebukke, forræderne, der vil blive spyttet ud som insekter.
Og således bliver vægten atter lagt på loyalitet frem for evner. Det autoritære regimes logik er syg. Først i det små, men snart ind til marven.
Og her er vi ved den for russerne særdeles triste konklusion. Uanset om Putin vinder eller taber krigen, vil Rusland have tabt, og kun fremtiden vil vise, om den autoritære revanchismes sygdom er en sygdom til døden eller om den en dag – efter en lang og hård feber – vil blive drevet ud af alt det sunde, sande og stærke i det russiske folk.
