Tirsdag 21. december blev ytringsfriheden indskrænket. Det skete, da Folketinget vedtog en ændring i straffelovens såkaldte racismeparagraf, der beskytter bestemte grupper mod forhånelse. Her tilføjer Folketinget nu, at også forhånelse på grund af handicap samt “kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika” skal kunne medføre op til to års fængsel.
Det sidstnævnte er i praksis tænkt som en beskyttelse af transpersoner, der dermed bliver de sidste i rækken af grupper, hvis følelser får en særlig beskyttelse i dansk lovgivning. Forslaget samlede et bredt flertal, da kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod.
I praksis er den stadig mere vidtfavnende racismeparagraf et pragteksempel på salami-metoden, hvor der stykke for stykke skæres små bidder af ytringsfriheden, eftersom paragraffen, der oprindelig var tiltænkt beskyttelse af religiøse mindretal, nu omfatter både religion, hudfarve, handicap, seksualitet, kønsudtryk, kønsidentitet og kønskarakteristiska.
Og mon ikke, der kommer mange andre grupper til fremover, eftersom identitetspolitikkens uendelige VM i offerliggørelse næppe stopper foreløbig.
Men er det ikke OK at putte folk i fængsel eller give dem bøder, hvis de siger grimme ting om bestemte grupper?
Nej. Det er både i modstrid med basale principper for frie samfund og et udtryk for ulighed for loven. Racismeparagraffen siger reelt, at visse gruppers ret til at undgå krænkelse i den offentlige debat er større end alle mulige andres. Er du handicappet, så beskytter loven dine følelser, men det gør den ikke, hvis du lider af sukkersyge, er pædagog, deprimeret, virksomhedsejer, socialist, narkoman eller rødhåret. I så fald må man bare tåle den offentlige debat og snuppe sig en tudekiks. Så vigtige er de gruppers følelser åbenbart ikke.
Men i et frit og åbent samfund skal det naturligvis ikke være domstolene, der behandler udsagn, som medlemmer af hverken den ene eller anden gruppe opfatter som forhånende. Hvis en person i en kronik skriver, at hun opfatter bøsser, kørestolsbrugere eller muslimer som djævlens afkom, degenererede eller whatever, så falder sådanne udsagn ikke alene indlysende tilbage på afsenderen selv, men er også noget, som enhver kan imødegå i den offentlige debat, hvor elendige argumenter og påstande kan udstilles og tilbagevises.
Dertil kommer det indlysende problem, at udsagn, som en person kan opfatte som både sandfærdigt og legitimt kritisk, kan opfattes stærkt krænkende i andres ører. Den engelske forfatter J. K. Rowling er kommet i gevaldige shitstorme, fordi hun har gjort det klart, at transkvinder efter hendes opfattelse ikke er identiske med biologiske kvinder.
Og må man med den nye lovgivning eksempelvis sige, at personer, der er født med en penis, men identificerer sig som kvinder, er en adskilt kategori i forhold til dem, der faktisk er født med æggeledere og livmoder, kvinder – uanset hvor meget i øvrigt man respekterer deres ret til at opfatte sig som kvinder eller alt muligt andet?
Well, det er et godt spørgsmål, og ingen kender svaret, men der er næppe tvivl om, at det er et udsagn, som ihvertfald store dele af Twitters identitetspolitiske vanvidsbrigader vil opfatte som stærkt forhånende. Og hermed er banen kridtet op til, at retssystemet, ikke den offentlige debat, fremover skal være det forum, hvor sådanne uenigheder afgøres. Som direktør for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, forklarer:
”Vi risikerer, at bestemte særgrupper vil bruge udvidelsen til at slå hinanden i hovedet med racismeparagraffen. At transseksuelle vil anklage konservative kristne friskoler for at bruge hadefuldt undervisningsmateriale – mens kristne vil hævde, at deres verdensopfattelse bliver undertrykt [...] Vi skal have en offentlig debat med plads til traditionelle kønsopfattelser, ligesom de selvsamme kristne skal kunne tåle at blive kaldt mørkemænd.”
I Danmark er den reelle ytringsfrihed allerede i praksis indskrænket ganske meget af voldsmandens veto efter Muhammed-tegningerne, hvilket selvsagt ikke er danske parlamentarikeres ansvar. Det er det derimod i allerhøjeste grad at vedtage lovgivning, der både fremmer ulighed for loven og indskrænker ytringsfriheden.
