Den 6. februar begynder, hvad der overalt i djøffosfæren kendes som uge 6. Og dermed begynder også, hvad der overalt i medie- og NGO-sfæren kendes som Uge Sex.
Uge Sex er et projekt, der styres af den meget lille (under 500 medlemmer ifølge denne artikel), men også meget indflydelsesrige NGO ved navn Sex & Samfund.
I de senere år har Uge Sex ikke handlet om klassisk seksualoplysning. I stedet har man kastet sig over at storme normer om, at der kun er to biologiske køn, og at langt de fleste identificerer sig med dem. Man har kastet sig over det samtykkebegreb, der nu viser sig at svække mænds retsstilling, og i år bliver det en forhøjelse af abortgrænsen fra 12 til 18 uger, der kommer på dagsordenen.
Der er flere ting, der går igen fra den ene Uge Sex til den næste.
For det første er det altid yderligtgående venstreorienterede, kønspolitiske dagsordener, der bliver gjort til tema: At kønnet er en social konstruktion. At ønsket om at dømme flere mænd vejer tungere end hensynet til deres retssikkerhed. At ønsket om at slippe ud af en uønsket graviditet tilsidesætter alle andre, relevante hensyn.
For det andet handler Uge Sex altid om at få enhver form for kritik til at fremstå illegitim. Det er forkasteligt i det hele taget at have et biologisk udgangspunkt for at diskutere køn. Ligesom det er forkasteligt at tilkende normer en positiv og opbyggelig værdi. Det er forkasteligt at tale om retssikkerheden for mænd, når man ændrer lovgivningen om voldtægt. Det er forkasteligt at tale om det etiske i at skille sig af med fostre, der under andre omstændigheder ville kunne leve videre og blive til normale børn. Ligesom det er forkasteligt at bringe lægeløftet på bane: Kan man ikke argumentere for, at det overtrædes, hvis en læge undlader at forsøge at redde et liv, der faktisk kan reddes?
Hvad svarene på disse spørgsmål er, skal jeg ikke kunne fastslå. Men i et samfund præget af ærlige oplysningsidealer, må alle aspekter af den type af vanskelige spørgsmål kunne diskuteres. Uden at man på forhånd udgrænser og udskammer nogle positioner i debatten. Ellers er man ude i et manipulerende ærinde.
Den sidste ting, man skal være opmærksom på, når det gælder Uge Sex, er, at den er en del af NGO-aktivismens årshjul. Det er nemlig sådan, at der findes en lang række venstreorienterede mærkedage og højtider, vi burde tale mere om.
I ugen op til World Economic Forums årsmøde i Davos – der i år lå fra 16. til 20. januar – kommer Oxfam IBIS altid med sine præfabrikerede konklusioner om ulighed: At den aldrig har været værre. At det hele er de riges eller kapitalismens skyld. Og så videre og så videre.
Fordi konklusionerne altid skrives først, og data efterfølgende kurateres til at passe på konklusionen, er der aldrig noget at diskutere eller ændre.
Troligt sælger Oxfam IBIS sine prædefinerede konklusioner ind til medierne, og troligt skriver navnlig den centrumvenstreorienterede del af dem om disse konklusioner. Som om der ikke var tale om en venstreorienteret, aktivistisk højtid, der fejres hvert år.
Nogle uger senere kommer så Uge Sex. Den bygger også på prædefinerede konklusioner om, at den måde, vi i samfundet plejer at forstå køn og seksualitet, skal omstyrtes til fordel for et socialkonstruktivistisk og feministisk tusindårsrige, hvor kvinder altid har ret, og mænd altid er skurke.
Og igen: Medierne skriver om denne tilbagevendende kønsaktivistiske og venstreorienterede højtid, som om den ikke var en kønsaktivistisk og venstreorienteret højtid. Men ægte, politiske dagsordener, som det er legitimt at mene alt muligt om.
Den 8. marts går vi så ind til den største af alle feministiske helligdage: Den internationale sig-noget-dumt-dag, hvor et hvilket som helst outreret (og totalt præfabrikeret) synspunkt om, at kvinder er ofre og mænd nogle lede skurke, kan lanceres uden modsigelse.
Årshjulet ruller videre med blandt andet Earth Overshoot Day, hvor mennesker uden viden om råstoføkonomi giver den gas med deres synspunkter, og medierne lader, som om det ikke er en aktivistisk helligdag for råstoføkonomiske analfabeter, men noget, der faktisk er værd at diskutere.
Og videre til blandt andet den dag i november, hvor kvinder kunne holde op med at arbejde – hvis det ellers var sandt, at kvinder modtager en kvindetarif for deres arbejde, der er 18-20 procent lavere end mandetariffen.
Det er selvfølgelig ikke sandt og er blevet modbevist mange gange. Men igen rapporterer medierne de præfabrikerede konklusioner som om, det ikke var de samme, trætte – og tilbageviste – konklusioner, der blev lanceret sidste år, og året før igen.
Det venstreorienterede årshjul med præfabrikerede konklusioner, der ikke kan rokkes og modbevises, og som i løbet af NGO’ernes årlige manipulationshøjtider lanceres i medierne, som om der var tale om nyheder baseret på ægte forskning, er et fascinerende træk ved den danske medievirkelighed.
Læg mærke til, hvordan det foregår i den kommende uge. Og hvordan det foregår resten af året. Og igen i 2024. Og i 2025.
Det er sådan, man efterhånden får knæsat en hel stribe af røde præmisser i medierne og i den kollektive bevidsthed. Og sådan, man får kvalt enhver form for kvalificeret opposition til disse røde dagsordener.
