Antallet af danskere uden for arbejdsstyrken – børn, tilbagetrukne ældre og ikke-jobparate personer i den arbejdsdygtige alder – er faldet med over 100.000 de seneste ti år. I samme periode er antallet af offentligt ansatte steget med 40.000. Det er til trods for, at tre ud af fire af de offentligt ansatte er beskæftiget med velfærdstilbud som sundhed, undervisning eller social beskyttelse, der primært er målrettet danskere uden for arbejdsstyrken.
Det rejser nogle markante perspektiver. For hvis vi i en tid, hvor der er færre udsatte og mennesker med behov, alligevel har set en eksplosiv stigning i antallet af offentligt ansatte, hvad sker der så, når den demografiske udvikling om få år vender, og der kommer flere børn og flere ældre? Vi ender med enten at dræne den private beskæftigelse fuldstændig eller ikke at kunne rekruttere de mennesker, der virkelig er behov for.
Ikke sjældent bliver det politisk fremført, at man vil tilføre en milliard eller et endnu større beløb til et givent velfærdsområde. Problemet er bare, at det ikke altid er den rette løsning, og særligt ikke når det gælder den store udfordring, som det bliver at imødekomme den demografiske udvikling.
Uden et knivskarpt fokus på effektiv velfærd vil den tilgang betyde, at velfærden på grund af den ændrede demografi hele tiden vil blive dyrere, uden at kvaliteten bliver bedre. Det er ikke kun et finanspolitisk problem, men risikerer også at underminere opbakningen til den solidariske finansiering af velfærden, som vi kender i dag.
Der er derfor behov for initiativer, der sikrer en sammenhæng mellem pris og kvalitet, mellem antal ansatte og kvalitet. Det kan man ikke i dag.
Vi skal sikre, at de penge, vi bruger på velfærden, kommer borgerne til gode og ikke strander i administration og bureaukrati. Vejen fra bevilling til borger skal være kortere og mere effektiv, så flest muligt penge bruges på borgerrettede indsatser.
Den sikkerhed kan kommunerne ikke give i dag, da det i praksis er umuligt at redegøre for de direkte og indirekte kommunale omkostninger, der er forbundet med at drive for eksempel et plejehjem eller levere hjemmepleje. Det skyldes, at de kommunale udgifter fordeler sig på mange forskellige kontonumre i mange forskellige forvaltninger. Det kan for eksempel være inden for administration, bygninger, biler, vedligehold af grønne arealer, vikarer og så videre.
Den manglende sikkerhed er ikke kun et problem for de kommunalpolitikere, der har det endelige ansvar over for borgerne. Det er også et problem i forhold til samarbejdet med mulige private leverandører, der ville kunne levere samme eller højere kvalitet til en måske lavere samlet pris. Det er i dag ikke muligt at sammenligne pris og kvalitet på tværs af offentlige og ikke-offentlige leverandører. Det leder til suboptimale beslutninger i den enkelte kommune – og i sidste ende suboptimal brug af de penge, der politisk afsættes til velfærd.
Af disse grunde er det vigtigt at have fokus på outputtet af velfærden i form af øget kvalitet i velfærden – ikke input i form af flere penge.
Da det offentlige i sagens natur gennem regel-knopskydning og årtiers vokseværk efterhånden er blevet en meget kompleks størrelse, er løsningen på ovenstående udfordring desværre også kompleks. Men vi skal i hvert fald have følgende greb i brug, hvis vi skal sikre en mere effektiv offentlig sektor, og at borgernes penge bliver brugt langt bedre.
Først og fremmest er der behov for større åbenhed i den kommunale velfærdsøkonomi. I dag ved vi ikke hvordan kommunerne bruger pengene. Derfor skal kommunerne bringes i stand til at opgøre, hvilke udgifter de har haft til service, og hvilke udgifter der ligger på rådhuset og ved skrivebordene. Selvfølgelig er der administration forbundet med at drive en kommune, men den debat kan blive meget mere saglig, hvis kommunerne er åbne omkring deres udgifter og forbrug.
Alle driftsenheder – om det er plejehjem og hjemmeplejeleverandører, bosteder eller jobcentre – skal årligt levere årsrapport med nøgletal på enhedsniveau. De skal gøre rede for f.eks. direkte og indirekte drifts- og administrationsomkostninger, samlede borgerrelaterede omkostninger, samlede udgifter til kompetenceudvikling, sygefravær, medarbejderomsætning, beboertilfredshed, normeringer og merbevillinger ud over de budgetterede.
Endelig bør der nedsættes en kommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan den offentlige sektor kan understøtte mest velfærd for pengene i form af øget kvalitet, omkostningseffektiv forvaltning og administration af velfærdskroner og produktivitetsstigninger hos såvel offentlige som private velfærdsleverandører. Dette for at understøtte den overordnede ambition bag lovforslaget, som netop er at kunne imødekomme den demografiske udvikling uden at skulle forringe den kvalitet, som borgerne møder.
Læs notat fra Dansk Erhverv: Ingen sammenhæng mellem udviklingen i antallet af offentligt ansatte og danskere uden for arbejdsstyrken
