Hvis sociale medier skal reguleres, så bør det gøres politisk neutralt og uden smagsdommeri med en rent teknisk løsning, der gør det muligt at skifte til et andet socialt medie uden at gå glip af vennernes opdateringer eller festinvitationer. Og modellen bruges faktisk allerede i bankverdenen.
Som studerende var jeg i praktik i Silicon Valley, og jeg har besøgt det og San Francisco flere gange siden. Kulturen er den finurligste blanding af en uudgrundelig teknologisk optimisme repræsenteret af futurister som Ray Kurzweil og Peter Diamandis og arven fra 1960’ernes californiske hippiemiljø. Når “let’s just all chill out and get along” ikke virker i praksis, så er der altid en teknisk løsning med evigt liv og uendelige ressourcer lige om hjørnet. Kombinationen af flower-power og hightech skabte fundamentet for udviklingen af den måske mest åbensindede og optimistiske kultur i verden – i en periode.
For i de senere år har det vist sig, at de angiveligt mest åbensindede i teknologibranchen ikke kan fordrage mennesker, der ikke deler deres uudgrundelige optimisme og udfordrer Sillicon-ismens dogmer. Nogle bliver fyret for at diskutere køn, andre føler de kan tale mere frit i Beijing end i San Francisco, og atter andre flytter væk, fordi de føler sig kvalt i politisk korrekthed.
Men konsekvenserne af Silicon-ismens nye snævertsynethed og nedadsparkende foragt for anderledes tænkende er som bekendt ikke geografisk begrænset til Silicon Valley og San Francisco. Borgerlige og højreorienterede i hele verden, som bruger Youtube, Twitter, Facebook og Google og stikker for langt uden for den californiske left-liberal-konsensus, bliver denamed, deranked, demonetized og deplatformed – mens venstreorienterede medier og magtfulde islamister gerne må opfordre til vold uden at blive sanktioneret.
Derfor er det tillokkende at argumentere for politisk regulering af de sociale mediers ytringspolitikker, der skal sikre en lige adgang for personer af forskellig politisk observans, så længe de ytrer sig inden for lovens rammer. Men borgerlige bør også altid være meget skeptiske over for indgreb fra en centralmagt, der aldrig kan forudse alle et indgrebs konsekvenser i anden eller tredje led.
Vil omkostningerne, som reguleringen pålægger sociale medier, besværliggøre opstarten af nye sociale medier, som kunne udfordre de dominerende? Bliver reguleringen i praksis så firkantet, at opfindelsen af nye typer af medier, som vi endnu ikke kan forestille os, bliver umuliggjort?
Derudover bør det naturligvis løbe enhver borgerlig koldt ned ad ryggen ved tanken om en statsudpeget komité, som skal bestemme, hvad man må eller ikke må sige.
Stil API til rådighed
Dillemmaet er stort, og selv tvivler jeg på, at fordelene opvejer ulemperne. Men hvis de dominerende sociale medier og Sillicon-ismen bliver stadig mere autoritære og intolerante, så kan cost-benefit-analysen komme til at falde anderledes ud i fremtiden, og så bliver spørgsmålet, hvordan reguleringen bør indrettes.
I så fald bør vi droppe idéen om den statsudpegede censurkomité og i stedet sætte ind for at øge konkurrencen mellem sociale medier, så brugerne selv kan vælge, hvilken platforms ytringspolitik de vil abonnere på. Hvordan? Det kan gøres med samme greb, som det er blevet gjort blandt banker.
EU's PSD2-direktiv betyder for banker, at de skal stille et API til rådighed for andre virksomheder, som den enkelte kunde giver myndighed til. Hvad er et API? Det er en funktion, som gør, at to forskellige computerprogrammer – fx et fra hver sin virksomhed – kan udveksle information og reagere på, hvad det andet program gør.
Du kan fx være kunde i Nordea, hvor du har dine penge stående. Men når PSD2 er fuldt implementeret, så kan du bruge en app fra en helt anden virksomhed, fx MobilePay, til at tjekke din saldo og dine transaktioner. Det bliver muligt, fordi Nordea stiller et API til rådighed, som du kan give MobilePay adgang til, og dermed kan MobilePay vise din saldo og transaktioner fra Nordea.
Et lignende krav til sociale medier kan betyde, at Facebook skal stille et API til rådighed, som indeholder alle indlæg og kommentarer fra dit personlige newsfeed. Du kan så give fx MeWe (eller et andet socialt medie) adgang til at læse dit Facebook-newsfeed, og du kan fremover nøjes med at tjekke MeWe og stadig få alle opdateringer fra Facebook. Og der kan gives adgang til, at når du poster på MeWe, så postes der på samme tid på Facebook. Reglerne kan evt. udvides til også at omfatte grupper, events og venner/følgere, der synkroniseres.
Således minimeres de stærke netværkseffekter i sociale medier, og det bliver nemmere for andre at konkurrere med Facebook, Twitter osv. Og du kan selv vælge, hvilken platform og hvilken censurpolitik du vil abonnere på.
Forslaget vil stadig pålægge virksomhederne omkostninger, risikere at blokere for teknologisk innovation og resultere i retssager, hvor virksomheder forsøger at bygge deres platform præcist således, at de netop kan snige sig udenom at blive omfattet af reglerne. Alle de sædvanlige negative konsekvenser ved lovgivning.
Men politisk indblanding i den enkelte platforms debatregler undgås, og derfor er det en mindre dårlig løsning end statsdikterede ytringsregler.
