Alle bøger er hellige, og det er et angreb mod ytringsfriheden, når man f.eks. afbrænder en bog, fordi “vi får viden og inspiration derfra”, udtaler imamen Naweed Baig til BT. Allerværst er det – altså ifølge ham – når det foregår ved skoler og moskéer, hvor børn, unge og ældre kommer ud og erfarer, hvad koranafbrænderne mener om deres hellige bog. Imamen har lært sine kulturelle koder, og derfor argumenterer han ud fra ytringsfriheden, altså princippet, men i virkeligheden handler det om hans og trosfællernes sarte følelser.
Jeg vil gerne – mens jeg kan – som kristen have lov at fortælle om mine følelser for Koranen og dens følgevirkninger. Det er en bog, der fra første side rummer et afsindigt had til alle, der ikke er muslimer, og jeg synes, den er forfærdelig. Lad mig give et par eksempler fra Ellen Wulffs flotte oversættelse:
“Vantro er de, der siger: »Gud er den tredje af tre.« Der findes kun én Gud. Hvis de ikke ophører med at tale således, vil en pinefuld straf ramme dem, der er vantro.” Således står der i sura 5, v. 73 Vi, der bekender os til den treenige Gud, altså Fader, Søn og Helligånd, er altså vantro, og islams gud har også en opskrift på, hvad der skal ske med sådan nogle som os: “Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver finger!” (sura 8, v. 12).
Kristne er altså vantro, og der venter os en hård straf, for Allah kan ikke altid vente med at pine os i det hinsides, hvorfor nogle af hans tjenere villigt gør hans arbejde her på jorden. Det er ikke tom snak; i Frankrig har kristne menigheder mærket Allahs vrede: Den 85-årige præst Jacques Hamel blev i 2016 tvunget i knæ ved kirkens alter og fik skåret halsen over, medens to nonner og to andre kirkegængere blev såret. I Nice fik en kirketjener og to kirkegængere, fordybet i bøn, i 2020 samme behandling som Hamel.
Tænk, jeg synes, det er meget værre, at mennesker bliver slået ihjel for at holde en gudstjeneste, end at en moskégænger ser en brændende bog, men det lader til, at regeringen prioriterer og vurderer helt anderledes end mig. For én ting er imamens tvetungede tale, noget værre er, at regeringen giver ham ret. Med en utålelig arrogance afskaffede den landets eneste helligdag, der handlede om kristen bod, anger og bøn; regeringens og dens mange udsendinge gjorde nærmest grin med folk, der syntes, den skulle bevares.
Nu fører den sig pludselig frem med fromme miner og kæler for islams gud og hans tilhængere. Regeringen vil derfor ikke bruge krudt på at beskytte koranafbrændere eller kunstnere, hvis de vurderes at dyrke utilbørlig omgang med religiøse genstande, det vil i praksis sige Koranen, for det har erfaringen vist fra dengang, vi havde blasfemiparagraffen. Men hvem vil regeringen så beskytte? Kan vi i landets menigheder fortsat føle os sikre, når vi bekender os og døber børn til den treenige Gud, som islam ikke tåler?
Det er spørgsmål, der må stilles, ellers kan Frankrigs virkelighed snart blive vores.
