Lars Løkke begrunder i B.T. sin udmeldelse af Venstre og optegner et billede af de nye skillelinjer i dansk politik. Analysen er på mange måder rigtig, men han mangler den afgørende skillelinje og det afgørende opgør. Nemlig opgøret med velfærdsstaten. Uden et fælles borgerligt og fællesskabsorienteret alternativ til den socialdemokratiske velfærdsstat opnår vi aldrig hverken at vinde værdikampen eller regeringsmagten på den borgerlige fløj.
Lars Løkke definerer meget rigtigt i B.T., hvordan skillelinjerne i dansk politik handler om stilstand mod forandring, men han mangler at koble det sammen med et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. For det er i virkeligheden dem, der så inderligt tror på velfærdsstaten, der er de allermest konservative og forandringsfjendske, og dem, der ønsker et opgør med velfærdsstaten, der er de progressive. Hver gang der foreslås de mindste besparelser, konkurrenceudsættelser eller privatiseringer, får man at vide fra venstrefløjen, at man endelig ikke må ændre noget, fordi det nødvendigvis må føre til en 'udhuling af velfærden'. Udfordringen bliver for os borgerlige, ja ud over først at finde enighed om netop velfærdsstaten, at kode vores forandringslyst og modstand mod den socialdemokratiske velfærdsstat sammen med tryghed og fællesskab. For det nytter ikke noget, at vi overlader fællesskabsfortællingen til venstrefløjen. På venstrefløjen taler man meget om fællesskab og velfærdsstat. Ja, næsten som om de to ting var det samme. Med velfærdsstaten kommer alt godt, må vi forstå. Tillid, mindre social ulighed og ja, fællesskab.
Problemet er bare, at velfærdsstaten ikke virker. Den giver også faktisk ikke mindre social ulighed. I en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden ses det, at den store stat ikke gør de mest udsattes liv bedre. De har samme risiko for at ende i en fængselscelle eller blive indlagt på sygehuset, som de mest udsatte har i New Zealand, hvor skatten og staten er meget mindre. Jeg mener, at det er på tide med et opgør med vores store velfærdsstat, der opkræver høje skatter fra alle og omfordeler dem til middelklassen.
Alt for længe har vi taget velfærdsstaten for givet. Ikke stillet de nødvendige spørgsmål, hver gang den har fejlet. Når Else ikke får den nødvendige omsorg – på trods af at hun er omringet af plejepersonale. Når børnene ikke oplever den nødvendige omsorg i daginstitutionerne, og når kvaliteten halter, som den gør i uddannelsesinstitutionerne. Det er tid til at stille andre slags spørgsmål. Vi skal ikke længere spørge, hvor mange ekstra milliarder af skattekroner, vi skal opkræve fra borgerne og bruge på velfærden. I stedet skal vi turde tænke nyt. Se mulighederne i konkurrence i velfærden.
På markedet mister dårlige velfærdsinstitutioner kunder og bliver derfor straffet økonomisk. I velfærdsstaten lever de videre og får endnu flere penge. På markedet har man fokus på den enkelte, fordi friheden og ansvaret hersker. I velfærdsstaten er fokus på den gennemsnitlige borger, som ingen af os rigtigt er.
Lars Løkke har ret, når han definerer en afgørende skillelinje som skellet mellem forandring og stilstand, men han glemmer at nævne, at vi som borgerlig blok nødvendigvis må insistere på et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Lad os tage et opgør med velfærdsstaten og i stedet sætte vores lid til markedet og de frivillige fællesskaber. Men lad os gøre det, samtidig med at vi skaber et reelt alternativ bygget på tryghed og fællesskab. Ellers vinder vi hverken værdikamp eller regeringsmagt.
