Hvis man spørger den amerikanske demograf Eric Kaufman, så er hans svar på spørgsmålet i overskriften et emfatisk ja. De religiøse skal arve jorden, thi de følger de religiøse teksters bud om at forplante sig og blive mange. Religiøse mennesker får flere børn end sekulære, så på den lange bane vil Jorden tilhøre dem. 

I en tid, hvor det er blevet indlysende, at fertiliteten i sekulære samfund er faldet til under erstatningsraten på 2,1 barn pr. kvinde, da kunne vi sætte demografiens fremtidskikkert for det ene øje og se, om vi kan skimte, hvilke religiøse grupper der mon i fremtiden vil befolke jordens egne.

Shakerne er det i al fald ikke. Hvis læseren ikke har hørt om dem, så har det sin naturlige forklaring i, at de var en kristen bevægelse, der svor til cølibatet som levemåden, der skulle sikre dem det evige liv. Adams oprindelige synd var opdagelsen af seksualiteten, hvorfor cølibatet stod centralt for dem. Kønnene var ligestillede og levede i fællesskaber som kyske brødre og søstre.

Shakernes religiøse fællesskaber havde selvfølgelig ingen udsigt til at skulle arve Jorden, medmindre deres forhåbning om Kristus’ anden genkomst var blevet virkelighed. Tværtom var der efter deres storhedstid i USA midt i 1800-tallet snart ingen til at arve deres gårde og religiøse forsamlingshuse. 

Er det så muslimerne, der skal arve Jorden? Mellemøsten synes de for tiden at sidde sikkert på. Ligesom store dele af det muslimske Afrika, særligt lande syd for Sahara som Niger, Sudan og Chad, fortsat har fertilitetsrater mellem 4 og 6. 

Muslimske familier er dog ikke pr. definition børnerige. Tunesiens fertilitetsrate er 2,07, Libyens ligeså, Malaysias 1,94, Bruneis 1,84, Bangladeshs 1,95, Forenede Arabiske Emiraters 1,66, Qatars 1,79, Kuwaits 1,92 og endelig Irans på blot 1,54. Alle disse muslimske lande, store og små, ligger under erstatningsraten på 2,1. Andre muslimske lande ligger fortsat over, men demografers enstemmige forventning er, at de også bevæger sig mod lav fertilitet i en nær fremtid. Holder de fast i den trend, vil de heller ikke have efterkommere til at arve noget som helst på den lange, demografiske bane.

Sekulariseringen slår fertiliteten

Hvad med herhjemme? I Danmark tydede fertilitetsraten i nogen tid på, at ikke-vestlige indvandrere – hvoraf de fleste kommer fra muslimske lande – på sigt skulle arve Danmark, for deres fertilitetskvotient lå på den pæne side af 3. Men siden år 2000 har fertilitetskurven for dem trendet i én retning – nedad. Sidste år var det første år, hvor ikke-vestlige kvinder fik lidt færre børn end kvinder med dansk oprindelse ifølge Dansk Statistik. Forskellen var lille: 1,52 over for 1,61.

Hvorvidt der blot er tale om en tempoeffekt, altså at ikke-vestlige kvinder blot udskyder, hvornår de får børn, eller om det er en permanent forskydning, det vil de kommende år vise. Men meget tyder på, at på fertilitetsområdet er integrationen lykkedes. Både danskere og indvandrere stævner nu sammen mod den store, demografiske glemsel.

Så har Eric Kaufman taget helt og aldeles fejl? Til dels og så måske ikke alligevel. I de enkelte nationer er det som tommelfingerregel de religiøse kvinders fertilitet, der er lidt eller noget højere end deres sekulære søstres. Men i USA er fertilitetskløften ikke så stor – cirka 0,5-0,7 barn pr. kvinde – at den kan opveje, at mange børn fra religiøse familier mister troen. Kort sagt, der er flere frafaldne end børnefødsler, sekulariseringen slår fertiliteten. 

Så hvis vi retter demografiens fremtidskikkert mod USA og andre vestlige nationer, vil vi spotte en lind strøm af unge mennesker fra religiøse familier, der strømmer til storbyerne og universiteterne. De vender barnetroen ryggen og bliver gesjæftige som politiske aktivister, fortravlede karrieremennesker og forbrugere. Om de mere jager efter den ene eller anden identitet, er underordnet, at være familiemenneske står ikke i centrum af deres liv. Deres fokus er i stedet på selvrealisering, at vinde status gennem deres sociale engagement, politiske holdninger og karriere. 

Så er der ingen steder, hvor de religiøse entydigt har arvet Jorden? Jo, de ultraortodokse – også kaldet de harediske jøder – ser ud til at skulle arve Israel.

Israel under forandring

Ironisk nok er Israel den eneste moderne stat, hvor sekulære kvinders fertilitetsrate holder sig over de 2,1 – den er 2,2. Men det blegner ved siden af de religiøse jøder, hvis fertilitetsrate er 4, mens de harediske jøders fertilitetsrate er tre gange så stor med 6,6.

Den harediske befolkning vokser altså med 4 procent om året og fordobles for hver generation. I øjeblikket udgør de 13 procent af den israelske befolkning med cirka 1,3 mio., men demografiske projektioner forudsiger 6,4 mio. harediske jøder i 2062. 

De vil da udgøre 31 procent af den israelske befolkning, mens øvrige jøder vil udgøre 50 procent og arabere 19 procent. Så selv om 40 år vil de altså endnu ikke udgøre et befolkningsflertal. Alligevel synes klokken allerede at være slået for sekulære jøders drømme i år 2023. Det er i al fald, hvad man fik med sig, hvis man læste Kathrine Tschemerinskys essay Det andet sted i Weekendavisen i forrige uge.

Israel havde for Tschemerinsky været det andet sted, som hun havde valgt til. I sin barndom, skriver hun, var den zionistiske fortælling om det jødiske folks længsel efter et hjemland blevet indpodet i hende med rejser til Israel og hollywoodfilm som Exodus med Paul Newman og De ti bud med Charlton Heston. Som voksen deltog hun i dialogprojekter mellem jøder og arabere, ønskede en to-statsløsning, studerede og boede i Israel og knyttede mange af sit livs venskabs- og kærlighedsbånd dér. Menneskene og sine venner i Israel elsker hun, det israelske folks ”resiliens” beundrer hun. 

Men i vinters måtte hun erkende, at der var dele af den israelske virkelighed, hun havde fortrængt. Og hvad var det?

”Det er, at Israels jødiske befolkning udgøres af 13-20 procent traditionelle og religiøse, og næsten ti procent er ultraortodokse. Det er, at ultraortodokse familier i gennemsnit får næsten syv børn, mens den øvrige befolkning får tre – og i sekulære familier er gennemsnittet to. […] Det er, at 77 procent af landets religiøse jøder og 90 af de ultraortodokse mener, at statens jødiske karakter skal have forrang over demokratiske principper i tilfælde af en modsigelse.”

Vinteren 2022 bød på et reformforslag, som Tschemerinsky ligner ved en losseplads. Reformforslaget vil gøre det muligt at gennemføre lovgivning, som den israelske højesteret ikke vil kunne slå ned. Sekulære jøder og Tschemerinsky aner dermed enden på det demokratiske Israel. Måske. Det er i al fald enden på det nuværende, sekulære Israel, for nu vil og kan det religiøse Israel snart ved almindeligt, demokratisk flertal gennemføre lovgivning, som flugter bedre med deres værdier. 

Tschemerinskys og sekulære jøders forhåbninger om Israels fremtid kan de glemme, for befolkningsudviklingen er ikke med dem. Tschemerinskys historie er et eksempel på, at demografi vitterligt kan være skæbne.

I sit essay skriver hun også klogt om, at vi fortrænger for at beskytte det, vi holder af. Hun havde fortrængt den demografiske virkelighed, for den var uforenelig med hendes følelser og forhåbninger for Israel. Sidst i essayet vælger Tschemerinsky simpelthen at give slip, at opgive sine drømme og fortællinger om Israel. Hun skriver: ”… at give op er ikke altid forbundet med nederlag, det kan også skabe plads til at drømme om noget nyt, og netop den indsigt giver mig håb nu, hvor jeg opgiver den historie, jeg har levet med så længe.”

Ny befolkning giver nye spilleregler

Jeg ved ikke helt. På den ene side kan det virke, som om hendes eksistens ingen egentlig bund har haft, men blot har været overfladiske fortællinger – hendes forhold til Israel i sidste ende blot turistens. Et sted, hun kunne opgive, det samme øjeblik hun erkendte, at det ikke blot var ren bjergidyl. På den anden side er opgivelsen måske den overlevelseskunst, som nederlagets mennesker gør klogest i at mestre, når de står over for det ubetvingelige. De sekulære jøders fertilitetstal har været en tredjedel af de harediske jøders i årtier, så nu er timen slået for dem. Den demografiske virkelighed vil forandre nationens spilleregler i den kommende tid.

Jeg håber ikke, at vi snart skal gøre Tschemerinsky livskunsten efter i at give op. Men jeg håber, at vi vil holde op med at fortrænge betydningen af de lave fertilitetstal. Ligesom hende fortrænger vi dem også, fordi der er et liv og nogle værdier, som vi holder af og vil beskytte. 

Men demografiens fertilitetstal lyver ikke. Den danske befolkning svinder, uden at nationen Danmark dog vil forsvinde, for demografernes forventning til befolkningstallet i år 2100 er faktisk 7 mio. Den stigning er selvfølgelig kun mulig, fordi der vil have været en årlig indvandring. For hvis fertilitetsraten i Danmark holder sig på 1,7, så vil den nuværende befolkning på 5,8 mio. efter to generationer være reduceret med 35 procent, altså to millioner. Næsten halvdelen af de syv millioner i år 2100 vil altså være indvandrere og børn af disse. 

I Danmark vil vi gerne beundres af den store verden og gå foran. Derfor kommer vi gerne med klimaløsninger og ambitiøse klimamål, som vi mener, hele verden kan lære af. Hvis vi kunne finde en løsning på, hvorledes en moderne, sekulær og teknologisk nation realiserer en fertilitetsrate på den rigtige side af 2,1, da ville mange nationers ledere nok også vende blikket mod den danske hovedstad for at erfare, hvilke økonomiske ressourcer det havde krævet, og hvilke værdier og fortællinger der havde gjort det mirakel muligt. 

Eric Kaufman mente, at de religiøse skulle arve jorden. Det gjaldt dog ikke for shakerne, det gælder heller ikke nødvendigvis for muslimerne, men det gælder nok for de harediske og andre religiøse jøder i Israel. Dog synes de harediske jøder – ligesom Tschemerinsky – at have deres egne fortrængninger omkring virkeligheden i det moderne Israel og dets plads i Mellemøsten, som kan gøre fremtiden svær for dem.

Hvis for eksempel harediske mænd i de kommende årtier fortsat nægter at tjene i militæret og insisterer på en tilværelse som arbejdsløse familiefædre, der bruger deres tid på at studere de hellige tekster, da vil fremtiden utvivlsomt byde på en del politiske og økonomiske genvordigheder for dem.   

Personligt håber jeg, at sekulære, moderne, demokratiske og teknologisk kompetente nationer som Danmark skal arve jorden. Men hvis vi skal det, så kan vi i længden ikke fortsætte med at fortrænge de lave fødselstal. 

Hvorfor er det egentlig ikke noget, landets familieminister taler meget mere om? Tja – nok fordi vi meget sigende slet ikke har en familieminister.