”Hjerneparasitter udrydder Sydkorea. Det sidste koreanske barn bliver født i år 2148.” Hvis Kontrast var en klassisk tabloidavis, kunne ovenstående snildt være den spidsvinklede overskrift på denne artikel, for Koreas befolkning ræser med stor fart mod den store glemsel.
I 2022 var fertilitetsraten 0,78 i Sydkorea. Sydkorea slog dermed sin verdensrekord fra året før, hvor tallet var 0,81. I Seoul, hvor halvdelen af den koreanske befolkning kæmper om at bo, var tallet endnu lavere: 0,59.
Hvis dette fald skyldtes en virus eller en parasit, da ville panikken være total. Men faldet skyldes ikke nogen parasit. End ikke faldende sædkvalitet pga. hormoner eller kemikalier i miljøet foreslår nogen som den primære årsag. Faktisk er der en forbløffende blufærdighed eller tøven i forhold til at komme med klare, højtråbende bud på fertilitetsratens kollaps. Noget er indlysende helt galt i Sydkorea, men hvad?
Hvis vi søger svaret i Netflix-serien Squid Game, så er svaret den sydkoreanske kapitalisme og dekadente amerikanere. Seriens skaber, Hwang Dong-huyk, kunne man mistænke for at være en vanvittig sydkoreansk demograf, der var fortvivlet over det koreanske folks fremtid.
Det første spil i Squid Game byder på et perfekt billede på Koreas demografiske undergang. I det første spil skal de 456 spillere – intetanende om spillets morderiske præmis – blot løbe fra den ene ende af en plads til den anden på tre minutter. De må kun løbe, når den mekaniske kæmpedukke tæller højt med ryggen til dem. Når den vender sig om, skal de stå bomstille. Rører de sig blot det mindste, er de ’elimineret’.
Elimineret viser sig til alles rædsel at være ment bogstaveligt, hvorfor løbebanen, på de få minutter spillet varer, forvandles til et pløre af blod, sand og døde kroppe i grønne træningsdragter.
Livet i Sydkorea minder ikke så lidt om spillet i Squid Game. Alle er forgældede, presset er maksimalt. Alle kæmper for egen overlevelse og den store gevinst, som i Squid game er 45,6 mia. wong (233 mio. kr.). Bagmændene viser sig i serien at være en lille håndfuld af amerikanske og koreanske milliardærer. De arrangerer det morderiske spil ene og alene for at føle noget, for at lade sig underholde.
Squid Game er en slags hemmelig, romersk Colosseum-forestilling, ikke for det koreanske folk, men blot en mikroskopisk elite, der får et perverst kick ud af at se mennesker forråde og dræbe hinanden. Det er ikke svært at se Squid Game som en dystopisk allegori over det koreanske samfund.
Til grund for allegorien synes der at ligge en feberhed, marxistisk analyse og fantasi. Hwang Dong-huyks serie kan læses som en desperat og vred anklage mod Amerika og den sydkoreanske kapitalisme domineret af chaeboler (industrikonglomerater). Et vredt nej tak til udviklingen fra et agrarsamfund i 1960’erne til et højteknologisk, men dystopisk samfund i 2020’erne, hvor vinderen tager det hele.
Nu er kunstneres forståelse af samfundet ofte mangelfuld snarere end indsigtsfuld, men alligevel bør det være stof til eftertanke, at Squid Game er Netflix’ mest sete produktion til dato. Den slags popularitet kommer som regel kun, når værker artikulerer eller forbinder sig til en slags kollektiv fællesfølelse i tiden. Sensationelt mange har verden over tilsyneladende kunnet spejle sig i hovedpersonens Seong Gi-huns kamp med tilværelsen.
En anden slags kollaps
Men har seriens ophavsmand, Hwang Dong-huyk, ret i, at den sydkoreanske befolkning dræbes i et hyperkapitalistisk spil, der er iscenesat af sydkoreanske og amerikanske milliardærer? Nej – selvfølgelig er der ikke nogen pervers og bevidst konspiration mod det sydkoreanske folk. Men han har ret i, at befolkningskollapset er et resultat af, hvorledes den koreanske økonomi, befolkningens værdier og psykologi spiller sammen, eller rettere, er ved at udradere hinanden.
Sydkorea er ved at forsvinde, fordi den traditionelle konfucianisme og senmoderne værdier som selvrealisering, karriere, uddannelse, ligestilling og individualisme har gjort livet til et helvede i Korea. De er de mentale hjerneparasitter, der har steriliseret koreanerne. Men inden jeg udfolder den forklaring, så lad os lige kigge på tallene.
Hvis læserne ikke er bekendte med demografernes befolkningspyramider og grafer for Sydkorea, så kan det være værd at følge nogle af de følgende links. Det er grafisk anskuelighedsundervisning, der må gøre selv den største optimist usikker på fremtiden.
Start med videoen, der viser befolkningspyramidens udvikling fra 1950 til 2100. Den lægger selvfølgelig ud med den klassiske pyramide i 1950 og slutter i 2100 med, hvad der kunne opfattes som konturen af en slank kvindekrop. Til grund for videoen ligger FN’s demografiske middelscenarie. I 2023 er Sydkoreas befolkning 52 mio. indbyggere, mens der i 2100 vil være 24,1 mio. – et fald på 53 procent. Men der findes også et høj- og et lavscenarie.
Nu er det som bekendt svært at spå og særligt om fremtiden, men FN’s middelscenarie har ofte fulgt den faktiske udvikling ret tæt. Spørgsmålet er dog, om FN også har ret om udsigterne for Korea i det 21. århundrede. Måske er middelscenariet blot det politisk korrekte og acceptable for en international organisation som FN.
Middelscenariet forventer nemlig en kontinuerlig stigning i fertilitetsraten fra de nuværende 0,8 til 1,43 i år 2100. Men hvad skyldes denne stigning? At den primært er fromt gætværk, er ikke helt usandsynligt. Så lad os tage dommedagshatten på og se, hvad FN’s lavscenarie spår for Korea.
I lavscenariet er den koreanske befolkning reduceret til 15,6 mio. i år 2100 (en reduktion på 70 procent ift. i dag.) Aldersstrukturen vil være, at 59 procent er over 65 år, mod 18 procent i dag. Antal årlige fødsler vil være reduceret til 39.617 mod 206.357 i år.
Af en eller anden grund så stopper demografiske projektioner på nettet med året 2100. Men med et par hurtige udregninger og streger på en post-it, så kan vi slutte os til, at står FN’s lavscenarie til troende, så fødes den sidste koreanske baby omkring år 2148.
I år skrumper befolkningen med 123.176 personer. og hvert år bliver det tal blot større og større. Bunden nås i 2062 med en årlig reduktion på 624.424. Derefter vender kurven, fordi befolkningen er blevet så meget mindre.
Så hvad er forklaringen på det koreanske befolkningssammenbrud? Den enkelte forklaring er selvfølgelig, at rigtig mange koreanske kvinder får nul børn.
26 procent af koreanske kvinder født i 1980’erne og over 40 år er barnløse. Det tal var 10 procent for kvinder født i 1970’erne. Hvis Korea skulle komme op i nærheden af balancepunktet på 2,1 barn pr. kvinde, så skulle enten halvdelen af alle koreanske kvinder have 3 børn, eller en fjerdedel skulle have 4. Det får de ikke.
Feminisme som primær faktor
Men hvorfor får så mange koreanske kvinder ingen børn?
Den vigtigste faktor er feminismen. Ikke den radikale feminisme, men den, som vi alle er med på. Kvinder bestemmer over egen krop. Kvinder skal uddannes. De skal kunne gøre karriere. Leve det liv, de drømmer om. De skal være ligestillede med mændene. De er ikke født til at stå i hjemmet, men skal derimod have de bedste muligheder for at realisere det liv, de ønsker. Kort sagt, kvindernes empowerment.
Demografer er generelt enige om, at empowerment af kvinderne er den vigtigste faktor til at fremme og forklare faldende fødselstal i hele verden. Hvis stater har bekymret sig om eksponentiel befolkningsvækst, da har demografers samstemmende råd i årtier været: Uddan kvinderne og giv dem kontrol over egne liv. Den bedste prævention er simpelthen kvinders statuskamp om uddannelse, karriere og selvrealisering.
På det sidste er skeptikere og kritikere dog begyndt at melde sig. For dem er kvindernes empowerment ikke længere den rigtige løsning på et problem, men i stedet et steriliseringsmeme eller en hjerneparasit, der styrter senmoderne samfund i demografiske massegrave.
Men empowerment af kvinder ses jo over hele verden, hvor fertilitetstallene ikke er faldet lige så drastisk som i Korea, så det kan jo ikke være hele forklaringen.
Selvfølgelig ikke. Den anden vigtige hjerneparasit, der har kontrollen over koreanernes tanker og adfærd, er konfucianismen. Den lægger enorm vægt på uddannelse som det centrale for familiens anseelse og succes. I konfucianismen står individet ikke i centrum, men derimod familien og hjemmet. Kvinden forventes at være den centrale skaber af hjemmet. Barnet er kongen, og familien gør alt for, at det kan kaste uddannelses- og karrieremæssig glans over familien.
I Korea får 75 procent af alle børn i udskolingen og gymnasiet skyggeundervisning, altså ekstratimer efter den ordinære skolegang. I Korea går 3 procent af BNP til denne skyggeundervisning og den æder 7-16 procent af husholdningernes budget. Demografer taler om Koreas uddannelsesfeber.
Nok har 69 procent i alderen 25-34 fået en tertiær uddannelse i Korea, men kun 3 procent har klaret det hele vejen til kandidatgraden (til sammenligning er det 21 procent i DK). Uddannelse er et årelangt og benhårdt udskillelsesløb. Vi taler til tider med en blanding af beundring og skepsis om de asiatiske tigermødre, der synes at sikre skoleresultater af en anden verden. Men mange koreanske kvinder ønsker eller magter ikke at blive tigermødre, offeromkostningerne er simpelthen eksorbitante.
Incitamenter ændrer sig
En anden eksorbitant udgift i Korea er boligudgifterne. Halvdelen af udlejningsmarkedet er kendetegnet ved et system, som kaldes chonsei. Her betaler man et depositum, der svarer til 21 gange den årlige husleje. Dette beløb fungerer som et rentefrit lån til udlejer. Huslejen er så rigtignok mindre end i DK, men ingen unge mennesker kan lægge så stort et depositum. Forældrene må derfor til lommerne. Traditionelt har det særligt været ægtemandens forældre, der måtte det.
Til gengæld forventedes det så også, at det unge par boede i nærheden af ægtemandens forældre, så svigerdatteren både kunne tage sig af sin egen husholdning med børn, men også kunne støtte sine aldrende svigerforældre.
Men skilsmisseraten i Korea er så høj som herhjemme, så koreanske forældre ser ikke længere en svigerdatter som en sikker forsikring mod elendighed i alderdommen, men ser måske lige så gerne, at datteren (eller sønnen) bliver boende hjemme. Unge har altså svært ved at få fod under eget bord.
De har ikke kun svært ved det. Mange koreanske kvinder har slet ikke lyst til det, for de karrieremæssige offeromkostninger for dem er indlysende. Det er altså fortsat konfucianismens traditionelle værdier, der styrer koreanernes forestillinger om ægteskabet. Men senmodernitetens feminisme sikrer, at koreanske kvinder frit kan vælge ægteskabet og børn fra og karrieren til. Det gør de så.
Desværre er Korea blot det mest ekstreme eksempel på en befolkning, der snart vil forsvinde. På nettet kan man se en britisk dokumentarserie, der hedder Birthgap – Childless World. Den har en illustrativ grafik, der viser, med hvor mange procent en befolkning reduceres efter én, to og tre generationer ved forskellige fertilitetsrater.
Ved en fertilitetsrate på 0,9 reduceres en befolkning med over 90 procent på tre generationer – det er Korea. Ved en fertilitetsrate på 1,3 reduceres befolkningen med 75 procent på tre generationer – det er Italien. Ved en fertilitetsrate på 1,5 reduceres befolkningen med 65 procent – det er Tyskland. Ved en fertilitetsrate på 1,7 med knap 50 procent på tre generationer – det var Danmark frem til 2021 (fertilitetsraten faldt i 2022 til 1,55).
Ingen har endnu fundet et svar på, om senmoderne værdier som uddannelse, ligestilling, karriere og selvrealisering for kvinder kan gå i spænd med menneskehedens og en teknologisk civilisations beståen på den bare lidt længere bane. Muligvis er det et problem, der ikke har en løsning. Sludder – selvfølgelig må der findes løsninger, men måske ingen løsninger, vi kan acceptere. I al fald er Koreas moderne historie tidens mest skræmmende eksempel på, at kvindefrigørelsen synes at føre nationers befolkninger mod den store glemsel.
*
Læs også Mikkel Anderssons interview med de amerikanske pronatalister Malcolm og Simone Collins.
