“Medierne fejlede, da Black Lives Matter kom til Danmark,“ skriver den nyuddannede journalist Ida Trøiborg i sin kronik i Politiken, og det er faktisk interessant. Ikke fordi hun har ret, men fordi hun med sin kronik udstiller andre faglige problemer, end hun forestiller sig, og som er et problem for standen langt ud over en enkelt skribent.
I sit speciale ved RUC har Ida Trøiborg gjort gældende, at 60 procent af dækningen af Black Lives Matter i de første to uger af juni 2020 var “negative”. Det er svært at tjekke efter, når hun eller Politiken ikke lader os få undersøgelsen at se, men lad os bare tage det for pålydende. Hvad så?
Sagen er, at Black Lives Matter og talskvinde Bwalya Sørensen havde så mange elendige sager i juni 2020, at 60 procent “negative” historier ikke er dramatisk. Det var i de dage, hvor BLM lod de hvide gå bagerst i demonstrationen, hvor Sørensen fik kritik af sin indsamling i strid med reglerne og i det hele taget gjorde sig bemærket med højst besynderlig optræden i medierne.
Ifølge Trøiborg er denne negative dækning meget problematisk for os som mediefolk, fordi “det kan være med til at sætte en kæp i hjulet på kampen mod racisme”. I den forbindelse er det “mediernes ansvar at hæve sig over det kaos”. Og her er vi på sporet af den dybere misforståelse bag Trøiborgs holdninger, som desværre rækker langt ind i fagets rækker.
Problemet kommer fra den indstilling, at journalistik grundlæggende skal være midlet til det mål, der hedder et bedre samfund, og at dette i de fleste journalisters opfattelse er et mere venstreorienteret, progressivt samfund. Det indebærer en opfattelse af, at magt ligger til højre, og kritik derfor især skal komme fra venstre. Resultatet af den indstilling er lige så indlysende, som det er bekymrende.
Derfor kunne kronikken mere retvisende have heddet “Vi skal være mere kritiske over for dem, hvis budskaber jeg ikke kan lide”. Det havde dog været uhensigtsmæssigt ærligt set fra det progressive perspektiv og svækket klangen af faglighed. Derfor måtte kronikøren ud i behændige retoriske manøvrer, som også er et studie værd.
Det figenblad, Trøiborg benytter sig af, er en påstand om, at journalisterne skal rette kritik derhen, hvor magten virkelig findes. Jo, bestemt, men hvad var det, der skete i juni 2020?
En bevægelse, der påvirker hele den vestlige verden lige fra amerikansk politik til sportsligt knæleri, kommer til Danmark og bliver personificeret i Bwalya Sørensen. Midt i en coronatid fik Sørensen 15.000 mennesker til at møde op til demonstration, hvor hun fik folk til at skrige på at sætte folkevalgte politikere i spjældet. Og hun blev siddende som talsmand, uanset hvor meget hun kvajede sig. Det var lykkedes for de færreste, men lykkedes for hende.
Er man i sådan en position, har man magt. Trøiborg understreger det samme, når hun kalder tidens hændelser for et oprør. Et magtesløst oprør ville ikke være et oprør og ikke påkalde sig journalistisk dækning. Et reelt oprør er en politisk aktør og dermed værd at dække kritisk. Og hvis den politiske aktørs frontfigur opfører sig latterligt, får det nogle konsekvenser.
Man tvivler i øvrigt på, at den negative pressedækning af Rasmus Paludans ytringer og person medfører talrige bekymrede analyser fra RUC’s journaliststuderende. Her forventer ingen, at medierne “hæver sig over kaos”.
Med andre ord er paradokset for folk som Trøiborg, at de vil have begge dele. De vil have en objektiv fremstilling af BLM’s budskaber, men beklager sig over en objektiv fremstilling af problemerne. De vil have, at medierne afdækker, hvad det hele egentlig handler om, hvilket lyder harmløst og rigtigt, indtil man begriber, at de selv vil definere, hvad det egentlig handler om. Hvor magten virkelig findes.
Det er staten, de store virksomheder og politiet, der skal ned med nakken, skriver hun. Og ja, selvfølgelig skal de det, når og hvis der er noget at komme efter, og ingen forhindrer Ida Trøiborg eller andre i at skrive de historier. Det gør det stadig ikke “proportionsløst”, at nogle journalister for en gangs skyld har problematiseret woke trends, hvilket ellers ikke har været deres spidskompetence de senere år.
Det mest kritisable ved Trøiborgs indlæg er således ikke, at hun holder af Black Lives Matter, eller hvad hun ellers mener personligt. Det er, at hun tog sine politiske holdninger og pakkede dem ind i pseudofaglig diskussion og påtaget selvransagelse frem for bare at skrive et klart deklareret politisk indlæg om den politiske vej, hun ønsker, at vi andre skal hjælpe hende med at gå i journalistikkens navn.
Men det havde nok været mindre effektivt. I stedet fik vi så et indlæg til støtte for kritisk ensretning under dække af at være imod kritisk ensretning. Det er vel en retorisk bedrift, men rigtigt er det ikke.
