Nysocialkonservatismen er en fortrinsvis amerikansk bevægelse, repræsenteret ved tænkere som Patrick Deneen. De ønsker et opgør med den politisk liberale universalisme, som efter deres mening er ansvarlig for broderparten af samtidens dårligdomme. Tankerne diskuteres også blandt borgerlige herhjemme.
Jeg kan godt lide idéfornyelse i politik, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget uldent og forlorent over den nysocialkonservative bølge, og at det er spild af tid for borgerlige at hente idéer derfra.
Min kritik af nysocialkonservatismen er ikke, at den er konservativ, men at den er ubrugelig og til dels uhæderlig.
1. Nysocialkonservatismen tror, politik er en kamp på idéer. Reelt er politik dog en kamp om magt, og venstrefløjen forstår dette. For eksempel opretholder den massemigration og befolkningsudskiftning, så det i fremtiden bliver sværere at vinde valg på en borgerlig platform. Nysocialkonservatismen har dårligt greb om, hvordan borgerlige skal opnå magt.
2. Nysocialkonservative kan godt lide at plædere for et opgør med den liberale individualisme. Deres playbook går noget i retning af: “Hvis folk indså, hvordan liberalismen har atomiseret samfundet, ville de lægge deres smartphones og social media væk, finde sammen i spontant konservative fællesskaber og blive kristne igen, og dette vil så føre til et borgerligt samfund bygget på fælles konservative værdier.”
For det første er det naivt, for det andet kommer det ikke til at ske, og for det tredje er det et uhyre belejligt mål, for så kan man se bort fra, at massemigrationen er det mest presserende problem for den konservative orden, man ønsker.
3. Danske borgerlige intellektuelle, som sympatiserer med nysocialkonservatismen, er retfærdigvis bedre end dette. Men i den amerikanske aftapning forestiller man sig, at et multietnisk, konservativt kristent fællesskab kan stables på benene, mens det vælter ind med latinamerikanere.
De eneste steder, den slags har virket, er i selvvalgte fællesskaber i mindre udviklede lande. For eksempel kristne fællesskaber i Guatemala, hvor folk søger væk fra narkotikaen og kriminaliteten og bygger minisamfund centreret om en menighed. Man kan ikke ekstrapolere fra selvvalgte fællesskaber til et helt land, og særligt ikke fra lande plaget af ekstrem fattigdom og kriminalitet til mere velfungerende lande. I Vesten er de modstykker, vi har (såsom mormonerne), reelt fra én etnisk og kulturel baggrund.
4. Nysocialkonservatismens problem er reelt det samme som mange andre typer konservatisme: Man ønsker sig en befolkning med konservative værdier og en genkristning af Vesten. Andre konservative retninger har forsøgt at opnå dette ved at moralisere. Nysocialkonservatismen forsøger sig med moraliseren plus en idéhistorisk kritik.
Dermed bliver løsningen noget med, at den gennemsnitlige vestlige 30-årige skal bringes til at indse, hvordan det er Lockes individualisme, som har "atomiseret" hende og fået hende til at gå på Tinder i stedet for at få børn. Når man kigger på de få socialkonservative religiøse fællesskaber, som findes, er der ganske vist ingen af dem, som animeres af idéhistorisk kritik. Men det forhindrer ikke nysocialkonservative i at bruge uendeligt retorisk krudt på en frugtesløs kritik af ”liberalismen”.
5. Selv hvis man kunne opnå en sådan konservativ, dydig befolkning, er det ikke klart, hvordan det skal manifestere sig som politisk magt. Politik er et grumt håndværk, og reelt er det folk som Trump, med en ganske anden moral, som har fået flest socialkonservative resultater i hus. Nysocialkonservatismens teori om, at dyd via osmose vil forgrene sig ud gennem det politiske system, er naiv. Man vil gerne lave dydige små hobitter, men sand politik bliver lavet af Nazgûls.
6. Dybest set ser jeg derfor nysocialkonservatismen som et blålys, som ikke har meget at bidrage med, og som i værste fald vil få borgerlige til at spilde deres kræfter på at forfølge den.
Jeg forstår, hvis den kan virke besnærende for visse konservative, for den er dybest set et postkort; et ønskeglimt fra et socialkonservativt idealsamfund, og som sådan ikke forskelligt fra Ayn Rands vision om en nietzscheansk-liberal kraft, som fører menneskeheden mod nye højder. Det meste kan se godt ud, når man selv fører pennen.
Der er muligvis en værdi i, at hver generations konservative intellektuelle kommer med en opsang om, hvor vi er på vej hen (o tempora, o mores!), og som sådan kan nysocialkonservatismen ses som vor generations opsang. Men idémæssigt har den ikke meget at bidrage med.
Personligt bryder jeg mig heller ikke om dens fordelingspolitiske agnosticisme, som jeg mener står i vejen for ethvert ægte og holdbart borgerligt projekt — men det er en anden historie.
