Et af de bedste album i Peter Madsens serie Valhalla er det tredje, Odins væddemål fra 1982. Det står slet til med krigerne, einherjerne, i Valhal, hvilket vækker Odins kritik af valkyriernes udvælgelseskriterier. Han indgår derfor et væddemål med dem om, at han kan finde tre krigere, der kan højne hærens standard. Odin forlader Asgård og begiver sig ud på sin færd overbevist om, at han let kan finde de rette mænd. Det viser sig dog at være en noget vanskeligere opgave, end han havde troet, og hans fravær fra hjemmet bliver længere end beregnet.

Snart går der rygter om det, og det når ud til Odins brødre, Vile og Ve, der – straks de hører det – drager til Valhal og indtager hans plads. Umiddelbart synes Vile og Ve at være et par harmløse, om end tøjlesløse, hippier, men det viser sig snart, at magten smager dem, og at de har en noget anden verdens- og virkelighedsopfattelse end deres bror og de fleste andre af guderne.

De er heller ikke sene til at se, at Thors temperament kan være farligt for dem, hvis han også har sin hammer, så de forlanger, at hammeren skal hænge hos dem, så den kan være, hvad vi ville kalde ”under demokratisk kontrol”. Snart skærpes centraliseringen. Gjallarhorn inddrages således ligeså, og Heimdal flytter fra sin udkigspost ved Bifrost for at være ved sit kære horn.

Kvinder bliver jaget vildt, og jætterne indtager Idasletten
Blandt einherjerne avancerer medløbende nulliteter, alt imens kvinderne er jaget vildt, for de to brødre har en stor seksuel appetit og vil gerne overtage Odins forpligtelser på dette område også. Vile og Ve bliver således mere og mere upopulære blandt aserne, hvilket de godt kan mærke, deres paranoia tiltager – og medfører et forsamlingsforbud på over tre personer samt et udgangsforbud efter solnedgang.

En morgen vågner alle op til et frygteligt syn; jætterne har indtaget Idasletten, fordi Vile og Ve har indgået en aftale med dem om at skulle beskytte Asgård, og for at holde de øvrige aser i skak. Der må gøres noget, og Loke, Thor og Balder drager forklædte til Midgård for at udgive sig for jordiske krigere. Da Odin finder dem, bringer han dem hjem i den tro, at han har vundet sit væddemål. Det siger sig selv, at hele bulen bliver ryddet, da de dukker op, og Vile og Ve må forføje sig for aldrig at vende tilbage.

Fra fiktion til virkelighed
Det lader til, at Vile og Ve har slået sig ned i virkelighedens Danmark, hvor de udkæmper en kamp mod krigsguden Tyr i form af forsvarskommandoen. Ud over konstante nedskæringer er alle vigtige beføjelser flyttet fra forsvaret over til forskellige styrelser, som blandt andet har negligeret vedligeholdet af landets kaserner.

Et af lavpunkterne i vort forsvars historie var, da det kom frem, at vore soldater p.g.a. manglende ammunition måtte skære ned på skydeøvelserne og i stedet træne militære formationer. Mens denne deroute har udviklet sig, har vore beslutningstagere brugt deres energi på at mane til kamp mod en virus, hvor vi alle var soldater bevæbnet med sprit og mundbind, og på på at offentliggøre billeder fra deres trivielle dagligliv kun afbrudt af hofballer og regeringsmiddage eller vigtige rejser til Bryssel.

Da truslen fra Rusland for to år siden viste sig at være tættere på, end man havde regnet med, syntes løsningen at være, at det danske forsvar skulle kunne deltage i alle EU-aktioner i Afrika, hvorfor forsvarsforbeholdet skulle afskaffes. Hvad det blev med 44 pct. af vælgernes opbakning.

Forsvarsforbeholdet
For mig er det fortsat svært at rumme, at vore politikere i så alvorlig en stund – og bevidste om forsvarets tilstand, som de må have været – ville være bekendt at bruge tid og penge på en valgkamp om forsvarsforbeholdet, når vi i forvejen var medlem af en forsvarsalliance, hvis forpligtelser vi længe har set stort på. Nærede de et desperat håb om, at EU ville have en færdig plan for det danske forsvar, så de bare kunne gøre, hvad der blev dekreteret derfra?

Det er i hvert fald en tanke, der har naget mig, ikke mindst fordi EU har planer om et EU-forsvar.

Det ser dog foreløbig ud til, at EU ikke lader høre fra sig, mens NATO gør, for nu er det ikke kun den onde Trump, der kræver sine 2 pct. af BNP, det gør også den nydelige Stoltenberg, og årle og silde tales der derfor om milliarder og fantasillioner, der skal tilflyde forsvaret. Som i skrivende stund ikke har set så meget som en rød øre endnu.

Der er ellers nok at tage fat på; nedslidte, skimlede kaserner, manglende eller defekt materiel, lønefterslæb og meget mere. De mange styrelser under forsvarsministeriet formår ikke at koordinere, hvilket den seneste skandale om fregatten Iver Huitfeldt viser med al tydelighed.

Men Vile og Ve nægter at tage ansvaret på sig, de pudser FE på forsvarskommandoen og benytter i øvrigt lejligheden til en total omkalfatring af forsvaret, hvor de sætter ind ved værnepligten, som ikke bare skal sættes op fra fire til elleve måneder, nej, den skal udvides, så den gælder kvinderne og alt imellem de to køn samt diverse etniciteter, ovenikøbet i en tid, hvor den islamiske terrortrussel burde mane til besindighed på dette område.

Forskellen på 1848 og 2024
Rekrutteringsgrundlaget skal udvides, for kun det bedste er godt nok til det danske forsvar, Idasletten skal være mangfoldig. Alle, der er fodslæbende i forhold til dette emne, sables ned. Tænk, som statsministeren udtrykte det, ikke bare sådan at stå på spring for at modtage den ære, det er at værne om sit land! Mon hun selv bruger lidt af sin fritid i Hjemmeværnet?

Næppe. Ikke desto mindre lader statsministeren til at tale til mangen en borgerlig sjæl, men lytter man efter, er der en mislyd fra hendes bankende, nationale hjerte. For ligesom aserne hele tiden fornemmede, at der var noget galt med Odins brødres argumenter for den ene og den anden disposition, er det samme tilfældet her.

Danmarks forsvar står og falder ikke med indførelsen af kvindelig værnepligt, men det gør borgernes frihed, som værnepligten er et indgreb i. Netop derfor var den et særdeles varmt emne, da grundloven skulle udformes. Indtil da havde værnepligten hvilket mest på landbefolkningen, mens købstædernes befolkning i høj grad gik fri. Indførelsen af almindelig værnepligt handlede altså om at stille de mandlige borgere lige i forhold til deres forpligtelser overfor landet, for selvfølgelig kunne man dengang ikke forstille sig, at kvinder skulle deltage i krig. Og netop krig, Treårskrigen (1848-51), var grunden til, at man ønskede et større og bredere rekrutteringsgrundlag.

Den almindelige værnepligt er altså en alvorlig sag, for den handler om, at staten kan kræve, at borgerne sætter deres liv til for forsvaret af fædrelandet. Derfor var det også oplagt, at pligten blev indskrevet i grundloven. For staten skal ikke kunne gøre hvad som helst med sine borgere. Dette aspekt synes helt overset i den nuværende diskussion.

Hvad grundloven siger
Selv om kvinder har fået værneret, er formuleringen om mænds værnepligt ikke blevet ændret, og vi bliver nødt til at holde fast i, at det, der står i loven, og særligt grundloven, må stå til troende. Sproget i grundlovens §81 er lysende klart: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.« »Som loven foreskriver« lægger sig uden tvivl til »enhver våbenfør mand«, fordi denne lov handler om vilkårene for værnepligten.

Hvis man ønsker at indføre kvindelig værnepligt, må danskerne kræve grundloven ændret, for ellers kan et tilfældigt folketingsflertal til enhver tid inddrage vores frihed. Nu har vi nemlig fået Moderaterne i en regering, som ganske vist ikke længere har indenrigspolitisk flertal, men som ønsker at indføre almindelig borgerpligt.

Dette bør også kvinder, der mener, at vort køn kan gøre sig lige så godt i forsvaret som mænd, tænke grundigt over. For hvad nu hvis der indføres en borgerpligt som f.eks. renovationsarbejder? Et særdeles samfundsgavnligt erhverv, men jeg har ikke hørt, at det bestormes af kvinder, og det kan der være mange grunde til; måske mangler det prestige, måske er det rent faktisk for hårdt.

Måske er forsvaret derfor heller ikke et sted for de fleste kvinder, og netop derfor bør der trækkes i håndbremsen, inden Vile og Ve får magt, som de har agt.