Debat

11.02.22

Styr på indvandring kræver opgør med konventioner

Chefredaktørens Blok: Paradokset i dansk indvandringspolitik er, at Socialdemokratiet og de store borgerlige partier erkender, at det nuværende asylsystem er fundamentalt defekt. Alligevel ønsker de ikke at gøre op med de konventioner, som fastholder det.
Foto: Mstyslav Chernov/Unframe / Creative Commons
Foto: Mstyslav Chernov/Unframe / Creative Commons

For nylig åbnede Dansk Folkepartis nye formand, Morten Messerschmidt, igen diskussionen om et opgør med konventioner på flygtningeområdet. Det er både timeligt og særdeles interessant, at han vælger dette som en af sine første gerninger som partileder, for konventionerne er helt centrale for en grundlæggende reform af indvandringspolitikken, som de fleste danske partier anser for nødvendig i forskellig udstrækning.

Hvis man i sin tidsmaskine rejste tilbage til år 1997 og fortalte datidens folketing, hvilken indvandringspolitik der blev ført 25 år senere, ville gråden og tandgnidslen samt de højlydte udbrud om menneskesynet og noget med 30’erne formodentlig kunne høres helt til Kruså. 

Både til højre og venstre for midten ville tiltag, som i dag er helt selvfølgelige og ganske ukontroversielle blandt et bredt flertal (24-års-regel, udrejsecentre, begrænset ret til familiesammenføring etc.), blive opfattet som noget den mest populistiske leflen for de mest fremmedfjendske elementer, der tænkes kunne. Det er praktisk at huske på, når man i dag får at vide, at der er grænser, som man aldrig nogensinde kan krydse uden at degenerere til et svinehundsstyret undermenneske. 

For der er nemlig en sidste bastion, som det – også i store dele af det borgerlige Danmark – er comme il faut at betragte som ukrænkelig. En politisk hertil-og-ikke-længere-linje, der skiller dårlige mennesker fra gode. Det er de nærmest sakrosante dokumenter: FN’s flygtningekonvention fra 1951 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og mere specifikt retten til at søge om spontan asyl, som de to konventioner garanterer.

Begrebet dækker over personer, som efter indrejse til Danmark indgiver en ansøgning om asyl til danske myndigheder, og som altså er kommet til landet ved egen hjælp. De er for stort set alles vedkommende kommet over landjorden (det er ikke muligt at tage et fly til Danmark, medmindre man har et visum, og det giver Danmark ikke til indbyggere i lande, hvorfra der kommer mange flygtninge). Derfor er de nødvendigvis, uanset om de kommer fra Mellemøsten, Centralasien eller Afrika, rejst igennem en lang række sikre lande.

I bogen Eksperimentet der slog fejl har jeg slået til lyd for, at Danmark bør undlade at behandle spontane asylansøgere, hvilket i praksis er langt, langt hovedparten af alle, der søger asyl i Danmark. Hvis flygtninge eller migranter alligevel ankom til Danmark og ikke kunne udsendes til et andet transitland eller til hjemlandet (fordi dette nægter at modtage egne statsborgere, eller forholdene ikke er sikre her), skulle man altså placeres i et udrejsecenter, som vi allerede har i Danmark. 

Man må dog antage, at det ville være særdeles få, der aktivt ville rejse gennem adskillige sikre lande for at komme til en destination, hvor de ikke har mulighed for at søge om asyl eller har udsigt til at skabe en fremtid.

Det er, mener jeg, den eneste logiske konsekvens, man kan drage af et asylsystem, der grundlæggende er dysfunktionelt og præget af perverse incitamenter. Lige nu bruger Danmark og Europa enorme ressourcer på at hjælpe et fåtal af de relativt mest ressourcestærke flygtninge (langt de fleste har hverken kræfter eller midler til at rejse de mange tusinde kilometer til Vesteuropa), som dog skal sætte livet på spil over Middelhavet for at få muligheden for denne hjælp. 

Dertil kommer, at den indvandring – for asylansøgerne bliver som regel indvandrere før eller senere – skaber massive kulturelle, sociale, økonomiske og kriminalitetsrelaterede problemer i de lande, som de kommer til. 

Ideelt set burde man knæsætte et princip om, at flygtninge skal hjælpes i første sikre ankomstland (også en tolkning, man rimeligt kan udlede af den oprindelige flygtningekonventions artikel 31, men sådan udlægges den i praksis ikke). Men at ændre de eksisterende konventioner er grundlæggende en politisk utopi. De midler, som Danmark bruger på at hjælpe relativt ressourcestærke flygtninge ville gøre markant mere gavn her. Uanset om man ser på flygtninge med akut behov for hjælp i lejre eller i forhold til større flygtningegrupper, eksempelvis syriske flygtninge i Tyrkiet eller Libanon, der lever under mere permanente forhold.

Det interessante er, at den politiske debat har flyttet sig så meget, at også Socialdemokratiet anerkender, at det nuværende asylsystem er defekt af de grunde, jeg har nævnt ovenfor. Socialdemokraterne accepterer sådan set også, at det, der forhindrer et opfør med spontan asyl, er konventionerne. Derfor er det gode spørgsmål, hvorfor de ikke tager konsekvensen og advokerer for, at man udtræder af de relevante dele af konventionerne.

Indvendingerne mod det kan man læse ret klart formuleret af udlændingeminister Mattias Tesfaye i et svar til et forslag fra Nye Borgerlige om at udtræde af asylsamarbejdet. Grundlæggende er det funderet på den paradoksal forestilling, at Danmark med et stop for spontan asyl ville blive en “asylmagnet”, fordi man herfra ikke ville kunne udvise til Tyskland eller Sverige på grund af Dublin-forordningen, der gør det muligt at udsende asylansøgere til lande, de tidligere er registreret i. Derfor ville asylansøgere, der var afvist i andre lande, må man forstå, i hobetal søge til Danmark. 

Det er imidlertid et useriøst argument. For det første har Danmark de seneste mange år modtaget langt flere asylansøgere på grund af Dublin-forordningen, end myndighederne har udsendt. Derudover er det særdeles svært at se, hvorfor asylansøgere ville prøve lykken i et Danmark, hvor det på forhånd er erklæret, at de ikke vil få deres asylansøgning behandlet og altså ikke opnå mulighed for hverken arbejde eller familiesammenføring. 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at når man søger gennem 7-10 sikre lande mod Nordvesteuropa, er målet ikke at komme i umiddelbar sikkerhed for krigshandlinger eller overgreb, som er opnået allerede i første sikre lande på vejen, men at opnå de bedst mulige vilkår for at opbygge en fremtid, hvilket naturligvis er fuldt forståeligt. Hvis en sådan mulighed ikke eksisterer i Danmark, er det svært at forestille sig en situation, hvor Danmark som en magnet tiltrækker folk i hobetal. 

Derudover er en stor del af de asylansøgere, som for indeværende får ophold i Danmark, ikke registreret i nogle af de (mange) lande, de tidligere har været igennem, hvilket også temmelig tydeligt demonstrerer Dublin-forordningens åbenlyse begrænsninger, og i øvrigt at EU har stærkt begrænset kontrol med og overblik over, hvem der færdes inden for unionens grænser.

I stedet forsøger regeringen at få et samarbejde i stand med tredjelande – her har blandt andet Rwanda været nævnt – hvor asylansøgere så skulle sendes til, få deres ansøgning behandlet og herefter ophold, hvis ansøgningen bliver godkendt. Det er reelt en meget kringlet og administrativ måde at omgå konventionerne på, men hvis modellen kunne realiseres, vil den såmænd kunne vise sig effektiv. 

Det er den imidlertid næppe i virkeligheden, hvor modtagerlande har vist sig svære at finde, ligesom en sådan model har vist sig svært realiserbar for langt større lande som Frankrig. Det skal ikke afskrække regeringen fra at gøre forsøget, men hvis og når den kommer til den erkendelse, at det ikke lader sig gøre, ender den uvægerligt i en situation, hvor et stop for spontan asyl er uomgængeligt. 

Det pudsige er også, at regeringen anerkender, at det, som ville gøre dens model virksom, er, at asylansøgere ikke længere ville have et incitament til at søge til Danmark, hvis de vidste, at de ikke kunne opnå ophold. Når man anerkender dette, er den model, jeg skitserer ovenfor, indlysende langt mere effektiv, eftersom den helt fjerner muligheden for at opnå asyl som spontan asylansøger ankommet via sikre lande.

Så længe man ikke er villig til at gøre op med konventionerne og dermed princippet om ret til spontan asyl, har Danmark reelt ikke nogen mulighed for at gøre op med de incitamentsstrukturer, der skaber tilstrømning til landet, eller sætte et loft over, hvor mange der får beviliget asyl. Hører du en politiker påstå, at de ting er mulige uden at gøre op med konventionerne, så hører du en politiker, der lyver.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter