Flere borgerlige debattører kalder på den positive, borgerlige fortælling, gerne tilsat Ånd. Dertil lægges en kras kritik af den del af liberalismen, der dyrker individet og dets rettigheder. Ikke sjældent munder det hele ud enten i et forsvar for Mette Frederiksens coronapolitik eller en besværgelse om endelig ikke at gøre minkskandalen til et emne i det stundende valg. 

Det er min holdning, at man ikke har forstået alvoren i den regeringsførelse, vi har set de seneste år, når man gør kritikken af Mette Frederiksen til et spørgsmål om åndløs, liberal individualisme. Derfor er diskussionen ørkesløs.

Forleden hørte jeg interviewet på Kontrast med Christian Egander Skov, og det var til gengæld overmåde forfriskende, fordi han netop forsøgte at indkredse den positive, borgerlige fortælling ved at pege på bl.a. “institutioner” som familien og foreningslivet, som mennesker jo tilslutter sig i frihed, men som samtidig er bindende og opdrager os til at udfylde en plads i samfundet. 

Det er for mig at se en udløber af den kristne frihed; Gud ønsker sig ikke trælle, der underkaster sig, for kærligheden fordrer, at man vælger i frihed med den fare, der så er for fravalg. Men vælger man Gud, så er man bundet til ham og sin næste. Det forstod vore grundlovsfædre, hvoraf den ene – Monrad – var teolog, og derfor er det denne tanke, der går gennem grundloven, hvor folkestyret fordrer frie borgere, der vælger det til, og derefter binder sig til det. Vi »opdrages« til dette netop gennem de institutioner, som Egander Skov har så fint et blik for. 

Og hvis disse institutioner skal kunne leve og blomstre til gavn for det fælles, så kræver det, at staten kender sin plads, og at borgerne kan leve i tryg forvisning om, at den ikke krænker ejendomsretten, forsamlingsfriheden, retssikkerheden m.m. Det er individuelle rettigheder, som er væsentlige for, at fællesskabet kan fungere. Disse rettigheder blev under coronaen trådt under fode.

Jeg har siden den 11. marts 2020 forsøgt at forstå den angst, som opstod blandt så mange mennesker, at det samlede folketing og en meget stor del af befolkningen ikke alene accepterede, men hyldede Mette Frederiksens handlekraft, da hun lukkede landet ned. Og jeg kan ikke komme på anden forklaring, end at dødsangsten fik folk til at mene, at voldsomme indgreb mod grundfæstede rettigheder var nødvendige. 

Også jeg var angst, men det var ikke for døden eller for corona. Jeg blev angst, fordi Folketinget kunne sætte den grundlov ud af kraft, som bl.a. skal afgrænse dets magt. Friheden til at forsamle sig burde være ukrænkelig jf. §79: “Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.” 

Det er ikke – som påstået af politikerne – alene en ret til at demonstrere. Det er en grundlæggende ret til at samles for at kunne drøfte, hvad man måtte ønske at drøfte. Der var mange ting at drøfte vedr. corona-politikken, og det var vigtigt, at det ikke foregik på de sociale medier, hvor man snart følte sig overvåget.

Hvad kunne man have drøftet, hvis man havde haft lov til at forsamle sig? Bl.a. at forslaget om, at politiet i givne situationer skulle have lov til at trænge ind hos private uden dommerkendelse, var blevet fejet af bordet i sidste øjeblik. Tænk, at forslaget overhovedet blev fremsat samtidig med, at man sendte den dømmende magt hjem? 

Man kunne have drøftet, at ordet om den Gud, der besøgte jorden og rørte ved de spedalske, ikke måtte lyde fra vore kirker. Man kunne have drøftet egne erfaringer med corona, der for manges vedkommende så helt anderledes ud end det billede, myndighederne malede. Jeg har i skrivende stund ikke begravet én eneste, der er død af corona. Man kunne have drøftet det betimelige i at føre en politik, hvor folk skulle lukkes inde og – hvis man vovede sig ud – være underlagt vanvittige adfærdsregulerende restriktioner indtil der var hastefrembragt en vaccine. 

Alene det sidste burde få alle til at tænke over, hvor god en sådan vaccine ville være, og om der ville komme så store kapitalinteresser i produktionen af den, at det i sig selv kunne friste nogen til at sjuske. Og så kunne man have drøftet, hvordan målsætningerne hele tiden ændrede sig; fra aflastning af sygehusvæsenet til fuldstændig epidemikontrol. Hvad var meningen med det, andet end at fortællingen ikke måtte forstyrres? At der var nogen, der ikke måtte tabe ansigt?

Men det var altså meget få, der gjorde sig de tanker, mindst af alt vor regering, der dyrkede den angstfyldte atmosfære, som gjorde den så vigtig og derfor muliggjorde aflivningen af minkene. Angsten og det folkelige mishag ved minkavlernes profession. Folkesundheden var i fare, blev der messet igen og igen, og hvem kan i øvrigt lide den hæslige minkavl? At den har fået dødsstødet generer i virkeligheden ganske få. 

Og det burde anfægte alle, der kalder sig borgerlige, ikke mindst fordi den retorik, der blev brugt om minkene som smittereservoirer snart blev anvendt om vore børn. Hvor var de borgerlige debattører, da presset fra regeringen kom, om at de skulle vaccineres, ikke for deres egen skyld, men for samfundets? Hvor var den borgerlige protest, da Mette Frederiksen udtalte, at de ældste børn ikke kunne komme i skole, før der var “fuldstændig epidemikontrol”?

For mig at se blev vi i marts vidner til en stille revolution, et anslag mod landets institutioner. Jeg har nævnt grundloven, men også proportionalitetsprincippet blev angrebet, og det bliver næppe indført igen. Princippet er ellers en sikring af borgernes rettigheder mod ensidige, politiske beslutninger, og det skulle håndhæves af institutioner som i dette tilfælde Sundhedsstyrelsen og de daværende epidemikommissioner. 

Vi ved, hvordan det gik. Institutionerne blev underkendt og princippet erstattet af et ekstremt forsigtighedsprincip, som efterlod sig stinkende minkgrave, ulykkelige børn og unge, et sygehusvæsen og et erhvervsliv, som ikke har nået at rejse sig inden den næste krise kom, den krise, vi nu står i. 

Set i lyset af alt dette handler den borgerlige krise altså ikke om den hårde kritik af Mette Frederiksen, som er helt på sin plads. Den handler snarere om, at de borgerlige partier sandsynligvis ikke har noget at sætte i stedet. Og hvorfor har de så ikke det? Der har Egander Skov nok en del af svaret: De borgerlige har i den grad omfavnet velfærdsstaten, så de ikke længere kan vikle sig ud af dens dødelige favntag. 

De borgerlige har endvidere givet køb på alt, hvad de skulle have taget vare på; retssikkerheden var f.eks. begyndt at skride, allerede før vi fik denne regering, jf. den nylige dom mod Steen Raaschou for at have dokumenteret, hvad der rent faktisk skete med en dansk og en norsk kvinde i Marokko tilbage i 2018. 

Den mere langsigtede undergravning sker i folkeskolen, der har opgivet al Ånd og i stedet leverer stemmer og politikere til Enhedslisten. Vi har fået et centraliseret Danmark, som er ved at ødelægge de små fællesskaber på landet, mere indvandring, et Danmark, der synes at være blevet en administrativ enhed under EU. 

Og måske netop det sidste er ondets rod. Der er i virkeligheden ikke mere at tage vare på. Kærlighed er bleven kold, som Kingo skrev om Langfredag, og så gælder ret og uret lige, løgnen føres i sandheds dragt. Jeg spørger mig selv i disse dage, om Danmark får lov at opleve en påskemorgen? Den oplever vi kun, hvis danskerne atter sættes i frihed til at binde sig til Danmark, i stedet for at trælle for staten under det falske slagord ”samfundssind”.