Selvom jeg stærkt tvivler, så håber jeg meget, at regeringen har tilstrækkelig megen is i maven til at følge sin egen kommisions anbefalinger om et tørklædeforbud i grundskolen. Det handler både om at formidle og knæsætte principper om ligestilling og værdier i en uddannelsesinstitution for mindreårige og om at mindske social kontrol fra forældre til muslimske elever såvel som blandt eleverne selv. Og det handler om segregerende symboler.
I diskussionen om tørklædeforbud er grundskolen blevet noget nær udskreget som en sær form for frihedsbastion, hvor børnene har en naturgiven ret til omfattende selvudfoldelse. Det skyldes måske de sidste mange års mere eller mindre antiautoritære strømninger og reformpædagogiske blindgyder, hvor elever pålægges faux selvbestemmelse og et ansvar for egen læring, som de ingen forudsætninger har for at løfte.
Men i sin natur er folkeskolen stadig meget lidt frihedsorienteret, uanset hvor meget man voksenleger andet. Det er en institution, hvor staten tvangskonfiskerer seks-syv timer af børns liv de fleste hverdage i ni år. I den statsligt kontrollerede tid bliver børnene indlagt til undervisning i emner, de ikke selv vælger, ikke har indflydelse på, ikke får nogen kompensation for – og hvor de i øvrigt ikke må have deres mobiler tændt eller forlade matriklen. Alt sammen radikalt indgribende i børns frihed og noget, man selvsagt aldrig ville acceptere for myndige borgere.
Folkeskolen er heller ikke et værdineutralt rum, men har eksplicit til formål, at: “... forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati,” som det fremgår af loven. Kan man som forælder eller elev ikke lide det, er det bare ærgerligt, eleverne bliver det påtvunget alligevel.
Det bliver de, fordi langt de fleste anerkender, at der er grundlæggende værdier, som dette samfund er funderet på, og dem formidler folkeskolen også. En af de værdier er ligestilling, og tørklædet er funderet i en religiøs doktrin om, at utildækkede kvinder ikke er dydige og i øvrigt inviterer til forulempelse, hvis de ikke gør det. Her er de passager, som alle anerkender som de relevante, fra Koranen i Hans Sode Madsens første danske oversættelse (der er mange andre, men budskabet er det samme):
Kvinder skal “bevare deres dyd og ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed”.
“O du Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troende kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig (når de går ud). Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes”.
Det svarer til kristne kvinder, der mener, at det jf. Paulus faktisk er enormt frigørende at tie i forsamlinger. Det er muligt, at nogle kunne mene det, men det ændrer ikke på, at den religiøse doktrin ud fra enhver gængs dansk ligestillingsforståelse anno 2022 er sexistisk, ganske som “dydighed” koblet op på hårtildækning og overgrebsundgåelse også er det. Hvorfor store dele af venstrefløjen har omfavnet tørklædet som en progressiv mangfoldighedsmarkør, er derfor også hinsdes uforståeligt. Men, som Peter Plys engang sagde, ingen ved, hvad bier tænker.
Så forsøger flere sig med finter om, at tørklædet faktisk kun er 30 gram stof, og argumentet om, at symboler kan reduceres til deres vægt og materiale, kan man eventuelt efterprøve ved at stille sig op iført Ku Klux Klan-outfit – hvis stof næppe vejer så forfærdelig meget mere, hvis man finder lidt let lærred – foran den lokale moské.
Dermed underkender jeg naturligvis ikke, at tørklædet også kan være et modemæssigt eller kulturelt statement, begrundet i et ønske om at ligne sine forældre eller andet. Men jeg kender ingen, der ville benægte, at tørklædet i ekstremt høj grad er koblet til graden af religiøsiet, og naturligvis specifikt muslimsk religiøsitet. Der er meget få “kulturmuslimer”, som går med tørklæde, og stort set ingen ikke-muslimer, som gør det.
Så altså, et religiøst symbol, som unægtelig er funderet i et oprindeligt påbud om at bevare kvinders “dydighed” og pålægger dem medansvar for mænds overgreb, hvis ikke de bærer det, er naturligvis ikke foreneligt med de værdier, som langt hovedparten af den danske befolkning eller deres folkevalgte repræsentanter deler. Følgelig kan og må politikere regulere dette i folkeskolen, ganske som man altså regulerer rammerne for undervisning, overordnede værdier, dannelse samt socialt samvær i andre henseender.
Her er det vigtigt at forstå, at der er tale om et værdimæssigt spørgsmål, der ikke har særlig meget at gøre med, om den enkelte elev er tilfreds med disse værdier og den tvang, disse implementes med, eller om det faktisk er gavnligt i en mere overordnet samfundsmæssig forstand.
På samme måde er det underordnet, om den enkelte elev går ind for ligeværd eller ej, eller om det er samfundsmæssigt gavnligt at undervise dem i ligeværdets og demokratiets gavnligheder (og ingen ville bede om forskning, der viser, om det er godt eller skidt at gøre) i forhold til folkeskolens formålsparagraf.
Selv hvis det – som et tænkt eksempel – skulle vise sig, at det var mere gavnligt at undervise i kønsdiskrimination og autoritære styreformers fortrinligheder i forhold til eksempelvis erhvervsdeltagelse eller livstidsindkomst, så ville de fleste – aldeles rimeligt og forståeligt – stadig ikke mene, at folkeskolen skulle bibringe eleverne disse værdier. Her kan man så, hvis man vil se på de mere overordnet samfundsmæssige gavnlige effekter, som de franske erfaringer med et tilsløringsforbud i grundskolen tyder på, læse den hidtil største undersøgelse af emnet her.
Den brutale erkendelse er naturligvis, at konflikten i sidste ende står mellem de værdier, som det muslimske tørklæde særdeles ofte er udtryk for, og den, som er udbredt blandt langt størstedelen af landets ikke-muslimske indbyggere. Man kan godt lade, som om det ikke er tilfældet, men det forsvinder konflikten ingenlunde af.
