Debat

'Usynlige strukturer' og 'antiracisme' skal mødes med en mur af uforsonlighed

Angreb er det bedste forsvar, og derfor må højrefløjen selv ændre retningen i stedet for bare at forsøge at sænke venstrefløjens fart.
Foto: GoToVan, Wikimedia Commons
Foto: GoToVan, Wikimedia Commons

Udgivet 17.11.20

I sidste uge kom det frem, at den i medierne meget omtalte hærværksaktion mod Salys Frederik V-buste på Det Kongelige Danske Kunstakademi ikke blot var udført af studerende, men ligefrem var orkestreret af institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld. Det må siges at være det foreløbige klimaks i en skinger debat, der nok virker surrealistisk på folk flest, men desværre er kommet for at blive. Offerrollen giver magt, og flytter grænserne, så det stopper ikke her.

Hvis man vil forstå identitetspolitikken, så kan man med fordel læse Saul D. Alinskys bog "Rules for Radicals" (1971), som han udgav i sit livs efterår efter et langt liv som kommunist i den aktivistiske ende. Tankerne minder lidt om Frankfurterskolens angreb på borgerligheden, men Alinskys 13 programpunkter kan læses mere generelt. Vil du presse en dagsorden igennem, så anvend forskellige strategier, men hold trykket, overdriv, bliv aldrig konstruktiv: "Pick the target, freeze it, personalize it, and polarize it." 

Det var ret beset sådan et forløb, der endte med, at en buste fra 1754 blev smidt i Københavns Havn. 'Racist fish' skrev en anonym 'kunstner' på Den Lille Havfrue tidligere på året, der også har budt på graffitiaktioner mod historiske statuer. De venstreradikale går til grænsen hele tiden, og når den er normaliseret, så kæmper de for at gøre det nye normale endnu mere radikalt. At hverken Charlottenborg eller Salys statue er finansieret af slavepenge, er i den optik ligegyldigt. Debatten flytter på sigt den politiske midte.

Medierne satte ikke ideologisk etikette på hærværksaktionen, selvom bekenderskrivelsen også røg online hos venstreradikale Konfront.dk, og aktivisterne har således gode arbejdsvilkår. Kampen mod historien er dog ideologisk i sin kerne, og på listen over beslægtede kampagner kan man roligt tilføje 'antiracismen', LGBT-kampen, Thunberg ('Time to panic') og MeToo-bølgerne. For få år siden var LGBT-agendaen kun noget, der blev diskuteret i Enhedslistens Queer-udvalg, men i dag bliver man ikke overrasket, hvis et timelangt Radio4-magasin omhandler transseksuelles levevilkår. Hvis man i afmagt skifter til P1, så er der mere af det samme. Den værdipolitiske venstrefløj dominerer i en grad, så den politiske højrefløj i bedste fald blot fungerer som en fartdæmpende foranstaltning. 


Usynlige strukturer og antiracisme

MeToo-bølgen har desværre også skyllet den sunde fornuft væk hos enkelte borgerlige, herunder blandt andet hos liberale Anne Kirstine Cramon, der i Berlingske kalder de ikke-paniske for 'kontrarevolutionære'. Kontra-revolutionære. Besynderligt ordvalg, og så alligevel ikke. Bemærk også, at MeToo-aktivisterne hellere vil tale om usynlige 'strukturer' end navngive konkrete krænkere. Der er hermed ingen løsning, blot en proces væk fra det bestående. Har du et ulige personnummer, så er du lidt skyldig. Indtil personnumrene bliver kønsneutrale, forstås.

Ja, ja, du har en pointe, Kim, men hvordan kan du være imod rettigheder til minoriteter, bifalde global opvarmning og ligefrem støtte racistiske og sexistiske overgreb? Det gør jeg såmænd heller ikke, men som Alinsky satte på formel, så foregår der en kamp med det, man kunne kalde 'den dobbelte dagsordens teknik'. Ligesom kampen for ligestilling mellem kønnene umærkeligt er gået fra lige muligheder i udgangspunktet til lighed i slutresultatet, så er det længe siden, at racisme har haft noget med race at gøre. Antiracisme anno 2020 er rendyrket ideologi, og hvis højrefløjen godtager parolerne, så bliver de statister i venstrefløjens kamp. Det giver måske nok en god følelse i maven, når man positionerer sig på sociale medier eller sludrer indforstået i en tiltagende multikulturel offentlighed, men intet er gratis her i livet. Der går en lige linje fra 'antiracisme' til åbne grænser. 

De fleste danskere er borgerlige af sind, men desværre også umanerligt konfliktsky. Selvom Black Lives Matters danske forkvinde er en næsten parodisk personlighed, så fik hun 15.000 til at gå på gaden i protest over politidrabet på George Floyd. Den apolitiske ceremoni til fordel for terrordræbte Samuel Paty samlede omvendt blot 150 personer foran den franske ambassade. Kriminelle Floyd døde under en dårlig politiaktion, hvorimod skolelæreren Paty blev halshugget ved en islamistisk terroraktion. Sympatien burde ikke være hos førstnævnte, men det handler først og fremmest om identitet. Floyd var sort og hermed per definition offer for racisme. Paty er blot en religionskritisk hvid mand. Han er nok ikke racist, men det lugter alligevel lidt.


Angreb er det bedste forsvar

Venstrefløjen har sat sig tungt på definitionerne, og det er derfor væsentligt nemmere at mobilisere 'mod racisme' end 'for ytringsfrihed'. Højrefløjen vil af flere årsager aldrig kunne matche venstrefløjen på gadeplan. Lidt fortegnet, men ikke helt uden virkelighed: Højreorienterede passer deres arbejde og betaler deres skat, hvilket gør det muligt for den aktivistiske venstrefløj at demonstrere imod de slavelignende forhold, de bilder sig selv ind, at de lever under. 

Det er nødvendigt at forstå den yderste venstrefløjs raison d'être, så borgerligheden ikke blot bliver en fartdæmpende foranstaltning. De løbende kampagner, der skubber den politiske midte i retning af den yderste venstrefløj, bør derfor mødes med en mur af uforsonlighed. Man kan ikke diskutere racisme med folk, der taler om 'hvide privilegier', eller diskutere den rette udlændingepolitik med folk, der ikke anerkender nationalstatens legitimitet. Der findes ikke altid et spiseligt kompromis. Vinder de, så taber vi.

Generelt er højrefløjen alt for pæn, og mange folkevalgte agerer, som om det vigtigste i deres politiske virke er at undgå negativ omtale i Politiken. Her kunne de lære lidt af Trump. Han indså tidligt, at fair play i massemedierne var en illusion, og brugte det til at mobilisere kernevælgerne. Det lykkedes i højere grad end mere ortodokse republikanske præsidenter såsom Reagan og Bush den Yngre. De var også forhadte, ikke mindst i de danske medier, men det må siges at være et grundvilkår. 

Den toneangivende højrefløjsaktivist de sidste par år har været Rasmus Paludan, som noget nær ene mand har flyttet hegnspælene lidt tilbage mod midten. Koran-afbrændinger tilbageruller ikke islamiseringen af Danmark, men enhver form for 'territorieafpisning' skubber debatten i den rigtige retning, og det er i fodbold som i politik - du kan kun score på modstanderens banehalvdel. Højrefløjen skulle selvfølgelig helst opføre sig bedre end venstrefløjen, men i sidste ende handler det om at vinde. Angreb er det bedste forsvar og helt og aldeles nødvendigt, hvis højrefløjen skal ændre retningen og ikke blot forsøge at sænke venstrefløjens fart.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter