Ved folketingsvalget i 2015 fik Dansk Folkeparti en tilslutning fra hele 21,1 procent af vælgerne, og begrebet Det Gule Danmark gik sin sejrsgang igennem hele den måbende presse. Det var også temmelig besynderligt at iagttage, hvis man selv var ikke-gul og som undertegnede samtidig boede midt i alt det gule, nemlig i Sønderjylland. For hvor kom alle de nye gule egentlig fra? 

Ved valget før fik Dansk Folkeparti nemlig kun cirka den halve opbakning, nærmere bestemt 12,3 procent af stemmerne. Ergo var der nu dobbelt så mange danskere, som pludselig gik ind for hele DF’s partiprogram, sådan, fra den ene dag til den anden. Eller var der? Ved det seneste valg stemte kun 2,6 procent af vælgerne på Dansk Folkeparti. Nu er der altså stort set ingen danskere, som går ind for ”en stram udlændinge- og integrationspolitik, forbedringer for ældre, syge og socialt udsatte, en stram retspolitik, bedre dyrevelfærd og en EU-politik under mottoet ”mindre EU mere Danmark”,” som det hedder.

Man tænker uvilkårligt, at der vel nærmest må være tale om en udvandringsbølge på linje med den vi så i slutningen af 1800-tallet, da alle de opgivende vaklede mod USA.

Spøg til side: Det skyldes naturligvis ikke, at folk ikke længere findes, når de stemmer på et nyt parti. Men det burde faktisk egentlig skyldes, at de var blevet nogle andre. Det gør det bare ikke længere. I dag skyldes det bare, at de har skiftet mening. Og det gør vælgerne ofte. Faktisk skifter danskerne mening som vinden blæser. Den ene dag går de ind for at bekæmpe klimaforandringer. Den næste dag er man imod vindmøllerne.

Noget af det mest besynderlige i denne valgkamp er – i mine øjne – at der er så mange, der skifter mening så voldsomt, så hurtigt og så beredvilligt. 

Parolen lyder: Søren Pape har kvajet sig, så nu stemmer jeg altså nok på Jakob Ellemann-Jensen i stedet. Tror Mette Frederiksen virkelig, at vi er født i går, når hun lover folk en sløj lønforhøjelse? Nej, så stemmer jeg altså på Pia Olsen Dyhr. Lars Boje Mathiesen går efterhånden i virkelig sært tøj, så jeg sætter altså mit kryds ved Pernille Skipper denne gang.

Efterhånden er det lige før, at befolkningens manglende troværdighed overstiger politikernes. Og det siger jo ikke så lidt.

Problemet er, at hele måden at tænke politik på – i takt med politikerledens fremmarch – er ved at falde lidt fra hinanden. Ja, måske er demokratiet ved at falde fra hinanden? Salig Viggo Hørup, der blandt meget andet var formand for Det Radikale Venstre, forklarede engang, hvordan et demokrati virker: ”Del jer efter anskuelser – ikke interesser!” sagde han. Og det er en vigtig sondring.

En anskuelse er et standpunkt eller et værdigrundlag. Som en psykolog, jeg engang kendte altid sagde: ”Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, for man kan ikke ændre folks standpunkt, det ligger jo ligesom i ordet. Man står jo, hvor man står.” Og med det mente hun, at man ikke lige pludselig bare kan blive en helt anden end den, man er. For et standpunkt skulle gerne være en konklusion på en selvindsigt. Det er et facit på en åndelig beregning – det er ikke bare et tal, man griber ud af luften. Lidt som Luther, så står man der, hvor man står – og man kan ikke andet. Ikke, i hvert fald, hvis man vil være sig selv. For man er den, man er. Med sin klasse, med sin økonomi, sin etnicitet, sit køn, sin baggrund, sine drømme, sin frygt, sine håb.

Man kunne måske godt til nød forestille sig, at man – efter en meget nøje refleksion og granskning, og efter mange samtaler med partifæller og med folk fra andre partier og folk med helt andre holdninger, og efter flittig avislæsning og tv-kigning og, især, Facebook-læsning – kunne komme frem til, at man måske snarere har en socialkonservativ tilbøjelighed end en nationalkonservativ ditto. Eller at man måske, trods alt, er lidt mere en af de stramme og halvejs himmelblå socialdemokrater snarere end en mørkerød og marxistisk fanebærer støbt i armeret beton. 

Men det er overhovedet ikke det, vi har været vidne til ved dette valg. Folk har ikke stået og dimset lidt med deres menu og vaklet imellem mørk orangevin og let rosé. Folk har denne gang skiftet partifarver både én, to og tre gange på én måned – som var demokratiet en slidt professorterning i hænderne på en manisk teenagenørd i en youtubefilm optaget et sted i Asien. 

Man har nemlig hørt de samme samtaler overalt. Hvis ikke Løkke, så Pape. Hvis ikke Pape, så Mette. Hvis ikke Løkke, så Vermund. Hvis ikke Franciska, så Jakob.

Hvabehar? 

Demokrati handler altså ikke om fikse idéer, eller om lige at fikse de dårlige, eller om at flæske idioti lidt op, så pøbelen æder det råt. Demokrati handler om ideologier, og ideologier handler om værdier. Ideologier er netop det samlede udtryk af de anskuelser, som Hørup talte om. Hvis man skifter politisk “ståsted” som en stålkugle i en roulette i Las Vegas, så har man i virkeligheden nok et problem med at afklare sit forhold til, hvilke værdier man egentlig lægger til grund for hele sit liv. Og så satser man rimelig hasarderet. 

For værdier er jo vigtige, ja de er faktisk afgørende. De er livsholdninger, de er livsanskuelser, og folk skifter i dag tilsyneladende helt ureflekteret på tre uger imellem nogle fuldstændig dramatisk forskellige livsanskuelser. Går de for eksempel ind for monarkiet og for et hierarkisk samfund, eller synes de snarere, at alle er ligemænd, og at vi skal have en præsident i stedet for en majestæt? 

Der er, skal vi sige, forskel. Vi snakker jo helt nye mønter, vi snakker en anden æstetik i hele samfundet, vi snakker en anden måde at se på vor sidemand på. Et helt andet menneskesyn, et andet abortsyn, et helt andet forhold til økonomi og til sikkerhed og til familie og til seksualitet og til indvandring og til religion. Men alt det ændrer sig åbenbart på en lille uges tid. Folk går åbenbart fra at være nogen, der gå ind for et statsbærende regime, som leder en etnisk homogen gruppe, og så til, at ”folket”, hvem den kategori nu end måtte være lige for tiden, inden længe skal overtage samtlige produktionsmidler, i løbet af få dage.

I min bog svarer det lidt til, at man i uge 40 er shiamuslim, mens man i uge 42 er sefardisk jøde. I uge 41 holder man med De Hvi’e fodboldspillere i AGF, og i uge 44 hepper man febrilsk med norske flag på skakspilleren Magnus Carlsen. Mandag skal drengebørn omskæres, tirsdag er alle arter ligestillede, og mad er mord, onsdag skal der købes F16-fly, torsdag skal vi smide Holbæk-morderen ud i ørkenen, hvor han kommer fra, fredag vifter vi med fakler og synger Imagine og hader grænser, lørdag skal alle kunstnere på statsbudgettet, søndag skal vi i kirke, fordi vi skal voksendøbes. 

Seriøst? 

Går du virkelig fra at være en midaldrende kvinde, som insisterer på skrabet tatar på en fin restaurant i uge 38 til at blive radikaliseret veganer på 21 år i et ungdomskollektiv fire dage senere i uge 39 – på grund af et eller andet bovlamt løfte om en skattesænkning, eller på grund af en gang ordflom om et par hundrede mere i løn til offentligt ansatte, eller en “kampagneforside” i Ekstra Bladet? For det er jo det, der ligger i de værdier, folk skifter fra. Det er fuldstændig forskellige måder at leve på. Og fuldstændig forskellige kernevælgere.

Et af argumenterne imod, at det faktisk overhovedet er vælgerne, der forveksler ”politiske meninger”, som man kan have 118 af på en dag, og så ”politiske anskuelser”, som i bund og grund er den, man er, skulle være, at det faktisk er partierne, som har ændret sig. Men passer det? Jeg tror det ikke. For partierne skifter bare navne. Egentlig rebrander de jo bare sig selv.

Når Lars Løkke Rasmussen stempler ud af Venstre og danner sit eget ”nye” parti, så sidder folk jo ikke og nærlæser hans nye partiprogram og tænker, at han da åbenbart har fundet to stentavler. Næ, de nærlæser ham – de nærlæser hans politiske anskuelser. Og de afviser ham for eksempel med det argument, at det var ham, der ødelagde sundhedsvæsenet. Og hvis han er sådan én, der kunne finde på det, dengang, så er han det nok stadigvæk. Altså: Har han den anskuelse, så har han den nok stadig – selv efter, at han har sagt, at han nu er noget helt andet. På samme måde modsat: Hvis han kunne lede et land tidligere, så kan han også gøre det igen. Så bliver det så nok bare på ærøsk: Ligedan med sidste år, bare billigere.

At man kan føle sig politisk hjemløs, må man jo anerkende. For det gør man jo i princippet altid, med mindre man er decideret chauvinist. Nicholas Chauvin var en af Napoleons mest nationalistiske rekrutter, og han var berygtet for at tale Napoleons sag – uanset hvad. Han holdt, så at sige, for meget med Napoleon. Det overpositive er blevet vendt på hovedet, så det er lig med det råt negative. 

Men medmindre at man er sådan en mekanisk apparatnik i Socialdemokratiet, eller liberal fritænker, ligesom de andre i partiet, helt ind i marven, så har man nok et og andet forbehold. Jo, jo, jow, topskattelettelser er da fint, men nu skal vi altså også lige huske de fattige. Indvandrere skal smides ud, og gerne på knæ og albuer, hvis de er ikke er et ophold værdige, men måske kan der også være undtagelser, og man river jo ikke en hel familie i stykker på grund af en parkeringsbøde. På den måde lever man altid med et partiprogram, også selv om man godt kan få sig et paper cut på kanten af det indimellem.

Det ændrer bare ikke ved, at man jo ikke skifter rundt helt hulter til bulter. Hvordan kan folk pludselig bisse fra Gud, Konge og Fædreland til Moderaternes åbne, lilla kategori? Hvordan kan socialister, der forener sig i alle lande og synger Internationale, pludselig gå ind for blokerende jihad-betonklodser i snart sagt hver en gågade, grænsekontrol ad Pommeren til og udrejsecentre ad libitum? Har de flyttet sig så meget i Socialdemokratiet bare for at glidetackle Pia Kjærsgaard? Er de simpelthen blevet nogle helt andre? Eller er partiet blevet et helt andet? 

At stort set alle DF’ere lige med ét stemmer på Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne vidner faktisk om, at alle de mennesker, som har et standpunkt imod indvandring, står temmelig fast. Det er jo derfor, de er er udvandret en bloc, rub og stub, til Ingers parti. Pyt med rigsretssager, pyt med domme, pyt med fodlænker. Alle piler over grænsen, med undtagelse af Morten Messerschmidts restparti, som nu kun lige akkurat er på tålt ophold i Folketinget.

Personligt holder jeg egentlig meget med Viggo Hørup, selv om jeg ikke er radikal. Du skal altså have styr på dine dybeste værdier, hvis du skal kunne navigere i dit liv. Du skal vide, hvem du selv er. Du skal have et standpunkt. For et folketingsvalg handler overhovedet ikke om, hvem du holder med i denne uge. Det handler ikke om, hvad du bliver lovet i løn af en kælen statsminister – hverken i næste måned eller næste år.

Allermest mystisk bliver det skred, der sker væk fra den klassiske demokratisme, hvor man stemmer ud fra sit eget standpunkt, når man entrerer hovedstaden og de lokale valg dér. I hovedstadsområdet kan man bo i en millionlejlighed på Nørrebro eller en multimillionvilla på Frederiksberg – som det vel bør hedde, indtil krisen rigtig hakker til og hakker af priserne og måske inden længe sætter de rige på gaden – og så kan man samtidig stemme, som var man hjemløs. Jo rigere og mere privilegeret, jo hvidere, man er, jo mere stemmer man på andres, på udsatte og på indvandredes, vegne. 

Det er en spændende udlægning af demokratiet: Jeg har så rigeligt med penge – og med holdninger – at jeg simpelthen donerer dem til værdigt trængende. Kom og få en skål suppe. Og du må også gerne få min stemme, hvis du er værdigt trængende! Så er den postmoderne drømmetilstand opnået. Nu kan man være konservativ hattedame og bolsjevik på én og samme tid. Nu er der nul sammenhæng imellem standpunkt og identitet, og så det, man postulerer, at man mener. Jeg går ind for elbiler i hele samfundet. Så selvfølgelig må du gerne sætte din streamer for Alternativet på min dieselhammer.

Der er egentlig ikke noget at sige til, at den almindelige vælger har svært ved at orientere sig. Men det skal man jo, når der er valg. Og man skal især orientere sig indad. Ind i sig selv. Et valg handler nemlig slet ikke om politikerne eller om partierne. Det handler om, hvem du selv er. Inderst inde. Det handler om dit og din families liv. Om jeres sikkerhed. Om jeres muligheder. Om jeres tryghed i en verden ramt af krise og krig, af inflation og eksplosion.

Måske kunne man til sidst komme med en lille bøn, som måske også kunne være en lille løsning? Tænk, hvis alle satte sig ind i de forskellige partiers politiske programmer. Og tænk, hvis de så resolut meldte sig ind i det parti, der bedst ligner dem selv. Det, der bedst siger noget om, hvor de står. Og tænk, hvis de så bagefter sagde, hvor de stod, til alle – hele tiden. I avisernes læserbrevsspalter, på værtshusene, i strikkeklubberne, på Facebook og på Insta. Så ville vi vide, hvor vi havde hinanden. Og så ville vi kunne tale sammen.

Måske skulle det ligefrem være lovpligtigt at være medlem af et parti? Lidt ligesom nogle fundamentalister mener, at vi bør gøre med organdonation: Hvis du ikke siger nej, siger du ja. Hvis du ikke siger fra, så ejer staten simpelthen din lever. Tænk, hvis vi aftalte, at man fik et politisk medlemskab ved fødslen: Hvis du ikke selv vælger det fra, så er du medlem af Liberal Alliance. Det ville med garanti give nogle spændende samtaler ved de små kaffeborde i det ganske land. Nogle vilde udmeldinger. Og nogle udmeldelser.

Det sidste, samtalen, var i øvrigt én af teologen og kirkehistorikeren Hans Harald Kochs fine pointer: Demokrati er en samtale. Men vi skal jo, helt fra begyndelsen, vide, hvem vi har over for os – og hvem vi taler med. Og vi skal vide, hvor samtalepartneren står. 

Pointen for Koch var den sokratiske dialektik: Vi kender ikke sandheden, for vi er jo alle sammen forskellige og har forskellige erfaringer, så sandheden, den må vi tale os frem til den – sammen. Det var hans udlægning af demokratiet.

Og den stemmer.