Debat

13.12.20

Velfærdsstatens trekantshandel

Kim Møller er ved at være træt af at diskutere med de selverklærede progressive og drømmer om at opdatere 'progressiviteten' og dens definitioner til år 2020.
Foto: Wellcome Images, Wikimedia Commons
Foto: Wellcome Images, Wikimedia Commons

Forleden hørte jeg en debat på Radio4 om det kommende fodbold-VM i Qatar. Præmissen for debatten var, at arrangementet kun kunne lade sig gøre, fordi regimet holdt asiatiske migrantarbejdere i en form for slavekontrakt. Kritikken var dog ikke rettet mod sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, emiren af Qatar, men vestlige lande, der vælger at deltage, trods værtslandets menneskeretslige krænkelser. I samme boldgade blev fodboldklubben FC København i denne uge kritiseret for en beslutning om at afholde træningslejr i Dubai – en beslutning, de i kølvandet på kritikken har ændret. Det er godt med selvkritik, men nogle gange blokerer det for helhedsbilledet.

Med 'Forordning om negerhandlen' forbød Danmark i 1792 som det første land trekanthandelen, og da Danmark definitivt afskaffede slaveriet på de Dansk-Vestindiske øer i 1848, havde kolonimagter såsom USA og England allerede forbudt slaveri ved lov. Som en naturlig konsekvens af forbuddet har ingen nulevende danskere holdt slaver.

Hvis jeg ryster stamtræet lidt, vil jeg med sikkerhed finde flere navne på fæstebønder end adelige slotsherrer. Da Danmark var en kolonimagt i 1700-tallet, var landet stadig et landbrugssamfund, og de fleste danskere var stavnsbundne bønder, der måtte betale for deres fæste i naturalier og derudover yde ulønnet hoveriarbejde for godsejeren. Den gennemsnitlige dansker ser hverken sig selv som offer eller skurk. Ikke engang et besøg på et landbrugsmuseum kan få ham til at se sig selv som 9. generations offer for datidens hoveri. 

Historien er til gengæld langt mere manifest for selverklærede progressive, der ihærdigt kæmper for at afskaffe kristendommen, alt imens de institutionaliserer arvesynden. Langt de fleste 'progressive' er også 9. generations ofre for 1700-tallets 'ikke-urbane' virkelighed, men ikke alle. Adelsslægten Dirckinck-Holmfeld har for eksempel givet os teateranmelderen Gregers, der som landskendt DR-vært i 1986 gik i rette med den danske racisme: "Tænk på , hvad vi kan lære af muslimerne.", lød det i Ekstra Bladet, med den naturlige konklusion: "Jeg synes, at vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vores grænser og labbe al deres kultur i os."

Det kunne også være Kunstakademiets institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld, der blev suspenderet for at stjæle og ødelægge en Frederik V-buste – i protest mod kongens påståede andel i trekanthandelen. Da hun udtænkte forbrydelsen i forældrekøbslejligheden, vidste hun næppe, at hun selv er tiptiptipoldedatter til Johannes Kinckel, en 'byskriver' på St. Croix, der vitterligt har holdt slaver. Adelsslægten Dirckinck-Holmfeld har i det hele taget gjort det godt. Foruden ovennævnte kan nævnes en journalist med ledende stillinger hos DR og TV2 og en forlagsdirektør, der tidligere var en del af Danmarks Radios Programråd og blandt andet har forsket på Kunstakademiets Arkitektskole.

Nutidens trekantshandel

Den oprindelige trekanthandel var en udveksling af varer fra Europa til Afrika, køb af slaver ved kolonier i Vestafrika, salg af samme i Caribien og en hjemtur lastet med sukker, tobak og bomuld fra plantagerne. Danskere købte slaver, men ingen taler om, hvem der indfangede og solgte dem. Qatar/Dubai-problematikken om igen. Egentlige slavemarkeder findes i dag kun visse steder i Afrika og Mellemøsten, omend de i reglen venstreorienterede NGO'er opererer med bredere definitioner såsom 'slavelignende forhold'. 

Man kunne også tage 'progressiviteten' lidt videre og opdatere definitionerne til 2020. Et bud på velfærdsstatslig trekanthandel anno 2020 kunne være følgende tredeling:

A) Produktionsdanmark (timelønnede arbejdere mv.)

B) Offentligt ansatte (herunder kulturbranchen og statsstøttede institutioner)

C) Uden for arbejdsmarkedet (arbejdsløse, studerende, pensionister)

Overdrivelse fremmer forståelsen, men skillelinjen er svær at ignorere. Skifteholdsarbejderen Arne kan glemme alt om pension, for der skal være råd til lektorater i hvidhed, tykfobi og kolonialisme til ph.d.-studerende Ida-Sophie. Ali og Aisha er enige med sidstnævnte, for det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet, og barnevogne er nu engang dyre her i landet. Arne er sat ideologisk skakmat, for uanset hvad han stemmer, så er løsningen flere år på arbejdsmarkedet til de arbejdende.

Definitionen på slaveri er, at nogen arbejder gratis for andre. Ingen af de tre grupper kan siges at være slaver eller leve under slavelignende forhold, men hvis vi skal retvinkle trekanten, så er Arne nederst i hierarkiet. Han skal ikke bare finansiere livet for Ali og Aisha, men også høre på Ida-Sophies ramaskrig over hans provinsielle tilgang til fremtidens samfund. Han og resten af den rådne banan må udvise samfundssind. Det fælles bedste, forstås.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter