Muslimske bønnekald, islamiske parallelsamfund, kønsopdelt undervisning, bandekriminalitet, skuddrab på åben gade, knivstikkeri efter knivstikkeri, no-go-zoner for myndighederne og opstande i ghettoerne. Virkeligheden i de nye multikulturelle samfund er velkendt for de fleste i Vesten.
Og problemerne kan ingen efterhånden ignorere eller benægte. Selv ikke på den anden side af sundet, hvor Rasmus Paludan med sine koranafbrændinger i løbet af påskedagene fik demonstreret den svenske stats magtesløshed i forstædernes enorme ghettoområder.
Alligevel forbliver forudsætningen for den offentlige debat herhjemme og i resten af de vestlige lande, at vi kan ”løse” problemerne forårsaget af ikkevestlig indvandring med en anden integrationspolitik. Hvis bare vi lige gør det hele lidt bedre, så vil alt angiveligt blive anderledes, lyder det igen og igen fra politikere, meningsdannere og såkaldte integrationseksperter. Men det bliver aldrig for alvor bedre. Problemerne består endnu til trods for årtiers integrationsindsats.
Som Kontrast eksempelvis kunne dokumentere for nylig, er også tredje generation af ikkevestlige indvandrere markant overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne sammenlignet med danskerne. Parolerne om snarlig forbedring af tingenes tilstand gentages imidlertid rituelt i de fleste medier, der aldrig udfordrer præmissen om muligheden for vellykket integration af flere hundredtusinde ikkevestlige indvandrere og efterkommere på få årtier. I den talende klasse er det åbenbart utænkeligt, at problemerne aldrig forsvinder.
På den måde giver debatten efterhånden mindelser om munkemarxisternes verdensfjerne, teoretiske diskussioner om den ”virkeliggjorte” kommunisme i 1970’erne. De diskuterede gang på gang, om Sovjetunion nu også var et eksempel på den sande kommunisme. Eller om det socialistiske utopia først ville indfinde sig, hvis man realiserede idealerne på den angiveligt helt rigtige måde som foreskrevet af Karl Marx?
Sådan forholder det sig på sin vis også med multikulturalismen, som i årtier har været den herskende ideologiske doktrin hos den kulturelle, politiske og økonomiske elite i Vesten. En elite, som i stil med munkemarxisterne ikke vil acceptere, at problemerne forbundet med indvandringen i høj grad skyldes multikulturalismen. At idealerne kort sagt aldrig kan realiseres i virkeligheden, men tværtimod som kommunismen strider mod menneskets indre natur og derfor fører til katastrofale resultater alle steder, hvor de praktiseres af myndighederne.
Multikulturalisme er ikke – som mange måske tror – et andet ord for multikulturel. Det er, som ordet antyder, en ideologi. En ideologi, der dikterer, hvordan man politisk bør håndtere de kulturelle forskelle i et multikulturelt samfund. Og det er naturligvis afgørende for de vestlige politikere at kunne svare på, da årtiers masseindvandring fra ikkevestlige lande har omdannet de førhen homogene nationer til multikulturelle stater.
Ifølge multikulturalismen skal majoriteten i et multikulturelt samfund udvise særhensyn over for etniske minoriteters normer, traditioner og værdier. Deres særlige kulturelle forhold skal anerkendes og respekteres. Og det er netop et af de afgørende problemer med multikulturalismen. Den fastholder og forsvarer de kulturelle og religiøse forskelle, som i høj grad forårsager de samfundsmæssige problemer forbundet med ikke-vestlig indvandring. I stedet for den nødvendige assimilationspolitik dikterer multikulturalisterne reelt en separationspolitik. For dem er kulturer ikke rangordnede, men sidestillede. Og de er heller ikke dynamiske, men statiske.
Kvindeundertrykkende, religiøse dogmatikere vil ifølge multikulturalisterne groft sagt altid forblive kvindeundertrykkende, religiøse dogmatikere. Det må samfundet acceptere i stedet for at kræve forandringer af minoriteten. Myndigheder skal derfor udvise særhensyn, som når Københavns Kommune indfører kønsopdelt svømning. Eller Københavns Universitet accepterer kønsopdelte arrangementer organiseret af ekstremistiske islamister. Det er her, at kimen til mange politiske konflikter skal findes de kommende år. For sidestillingen af modstridende kulturer er naturligvis umulig at praktisere i den virkelige verden. Enten har man kønsopdelt svømning. Eller også har man ikke.
Med multikulturalismen ender det altid med det første. Samfundet tilpasses de facto til minoritetens kultur. Majoriteten må med andre ord vige. Eller sagt på en anden måde: Med multikulturalismen ender vi alle med at spise falafel, fordi et mindretal ikke vil have frikadeller.
Fra multikulturalisterne lød det i årtier, at indvandringen fra ikkevestlige lande ville være berigende for Vesten. At den medfølgende kulturelle diversitet ligefrem var nødvendig og ville føre til et bedre samfund. Tiden har vist, at det var og er en fejl. Endestationen for multikulturalismen er ikke et utopia af harmoni mellem forskellige folkeslag, men et dystopia af konflikt og opløsning. De vestlige samfund af i dag er eksempler på den virkeliggjorte multikulturalisme. Resultaterne er lige katastrofale i alle lande.
Tidligere europæiske toppolitikere som David Cameron, Nicolas Sarkozy og Angela Merkel har lejlighedsvis erklæret multikulturalismen død og begravet, men ingen vesteuropæisk stat har i praksis vendt den ryggen. Myndighederne udviser fortsat særhensyn til etniske minoriteter. Hvis Europas indvandringsproblemer skal gøres mindre, kræver det imidlertid ikke kun en stram udlændingepolitik og hjemsendelser i tusindvis, men et fuldtonet opgør med den multikulturelle doktrin. Kravet til indvandrerne fra ikkevestlige lande må utvetydigt være assimilation eller remigration. Ellers vil problemerne fremover kun blive større, mens den muslimske kultur langsomt fortrænger vores kristne kultur i Vesteuropa.
