Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at debatten om et initiativ mod koranafbrændinger har huseret i landets medier her i ugen. Og der har længe ikke været tvivl om, at det er statsminister Mette Frederiksen, der bestemmer den indenrigspolitiske dagsorden, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sætter den internationale.
Imidlertid havde Venstre nu en oplagt chance for at markere sig. For at vise, at man stadig er et parti baseret på borgerlige principper, og at man sætter sig mod fjollerier, når det virkelig gælder. At vise, hvad man står for, og hvad Venstre mener. Og at vise, at også Venstre tager kampe, som er farlige nok til, at nogen overhovedet opdager dem. Vælgerne stemmer som bekendt med maven, og ingen kan mærke, hvad Venstre står for.
Så meget desto mere er det ærgerligt at undlade at sparke ytringsfrihedsbolden i mål, for ingen vil så meget som have løftet et øjenbryn, hvis Venstre valgte at stå fast og sætte sig imod Løkke og Frederiksen. Et borgerligt parti, der værner om ytringsfriheden, ville slet ikke have været så skørt endda. Tværtimod. Venstre afskaffede blasfemiparagraffen, hvor Socialdemokratiet stemte imod. Anders Fogh Rasmussen førte en hård linje under Muhammed-krisen. Så på den måde havde principfastheden blot kommet i forlængelse.
Men Venstre er blevet verdensmester i at fortælle sig selv, at de gør ting af nødvendighed. Det var nødvendigt med en regering hen over midten. Det var nødvendigt at droppe rigsretten mod Mette Frederiksen og begrave minksagen. Og det er nødvendigt at stoppe koranafbrændinger for enhver pris. Noget med Danmarks sikkerhed, hemmelige vurderinger og yada yada. Intet om den præcedens-effekt, det skaber, eller om, hvad de kræfter, der kæmper imod despoterne internt i de muslimske lande, skal stille op, når et land som Danmark bukker under og indfører begrænsninger i basale rettigheder.
Det er ellers en oplagt mulighed for Venstre til at skabe kant til Lars Løkke, som på mange stræk fører sin gamle venstrepolitik ud i livet, nu blot i Moderaterne. Flere spår Løkke til en mulig blå statsministerkandidat ved næste valg, og Venstre mangler i forvejen at finde de få steder, hvor der akkurat er nok politisk distance mellem M og V, til at man kan sætte kniven ind. Nu havde de chancen.
Koranafbrændingerne er en sag, der har politisk opmærksomhed nok til, at ingen i Danmark kan undgå at høre om den. Dagsordenen har fat i både Ekstra Blads-læserne og Weekendavisen-segmentet, hvad der ellers må siges at være sjældent. Derfor en helt oplagt mulighed for Venstre at markere sig på, for netop at stadfæste, at man ikke blot er regeringens nikkedukker.
For nok ville Løkke og Frederiksen blive sure, hvis Venstre havde sat sig imod, men ikke vi-bryder-regeringssamarbejdet-sure. Det var formentlig ikke engang kommet som en stor overraskelse for dem, fordi den tidligere borgerlige position har været så klokkeklar. Men Venstres ræsonnement har i stedet været, at det var nødvendighedens pragmatisme. En sikkerhedsvurdering, man ikke kunne sidde overhørig. Splid i verden. Og Løkke ser sit snit til at lege samlende verdensborger.
Den kommende politiske sæson byder på mange sager, der kommer til at være svære for Venstre, hvor det er afvejningens kunst. Hvor vælgere vil kunne forstå, at der er på den ene side og den anden side. CO2-afgiften på landbruget, syrienbørnene, finansloven, postaftalen, og man kunne blive ved. Det vrimler med udfordringer i efteråret. Men at bytte ytringsfrihed for i bedste fald minimale skattelettelser, og i værste fald blot at få lov at blive siddende i regeringsstolene er meget langt fra det Venstre, vælgerne kender.
Hvis Venstre skal genopfinde sig selv, kræver det, at de tør indtage principielle standpunkter. Også når det gør ondt. De skal vise, at de har integritet, og tør trække en streg i sandet, både over for Mette Frederiksens linje, Løkkes verdensfader-skuespil, men mest af alt over for despotvælder. Det koster mere at lade være. Det gælder ikke kun for Venstres anseelse og borgerlige position, men for Danmark som land. For hvor går grænsen? Hvad mener regeringen næste gang, når Kina føler, vi krænker dem?
For én gangs skyld havde Venstre en oplagt chance til at bevise, at de stadig kan have bukserne på. At de overhovedet ejer et par bukser. Ellemann kunne stemple ind som den borgerlige stemme i regeringen, vise, at man stadig ved, hvor man har Venstre. Og at Venstre har noget at skulle have sagt i regeringen. Men nej. Og mon ikke danskerne er klar til at straffe dem for den manglende principfasthed endnu engang.
