Det er blevet en sport og måske også en lidt for fastgroet vane blandt borgerlige politikere og meningsdannere at skyde på FN’s verdensmål – i hvert fald når man færdes til højre for mainstreampolitikerne, hvor også de borgerlige går med verdensmålsnålen til officielle lejligheder. På den del af højrefløjen, der læser og skriver i Kontrast, er det mit indtryk, at Henrik Dahls ”Nej”-nål er mere comme il faut end den ægte FN-version.

Til trods for det vil jeg alligevel her i Kontrast prøve med et forsvar for de forkætrede mål og prøve at forklare, hvorfor borgerlige burde omfavne målene uden at omfavne al den menneskelig dårskab, de i øvrigt inviterer til. Sagen er nemlig, at målene som sådan er gode nok, og at de i øvrigt forudsætter rationalitet, frihandel og en fortsættelse af den liberale verdensorden i bredeste forstand. 

Det afgørende i omgangen med målene er at få skilt dem fra alt det afledte nonsens og i øvrigt indse, hvor begrænset effekt det i sig selv har, at målene eksisterer som politisk objekt.

Frihandel, vækst, enorme mængder energi
Hvis man ser på målene i sig selv, altså uden at vurdere realismen i dem, eller hvordan de anvendes politisk, er der grundlæggende tale om en række fornuftige målsætninger, som de færreste kan være uenige i. Et par enkelte formuleringer lyder politiske, men nok kun læst i en dansk kontekst. At reducere uligheden er nok i Danmark et politisk spørgsmål, men i forhold til de fattige tredjeverdenslande, der formodentlig sigtes til i FN’s målformulering, er der nok ikke mange danske liberale, der ikke selv ville kæmpe for en øget lighed i sådanne samfund.

Langt de fleste af de 17 mål handler dog grundlæggende om, at mange flere mennesker skal have adgang til de goder, som vi i Vesten opfatter som afgørende for livskvalitet: fravær af økonomisk fattigdom, økonomisk vækst, et sundhedsvæsen, stabil energi, ordentlige og rigelige fødevarer, rent vand i hanen osv.

Hvis man koger ind, så handler det faktisk mest om økonomisk vækst. I hvert fald hvis man vender problemstillingen, sådan at man spørger, hvordan vi i den rige del af verden faktisk opnåede disse goder i det hele taget? Det gjorde vi ved hjælp af stadig friere og mere veluddannede samfund, der gennem kontinuerlig innovativ teknologiudvikling og samfundsudvikling fik mulighed for at opfylde flere og flere af borgernes fysiske og sikkerhedsmæssige behov. I takt med velstandsstigninger – dvs. i takt med udviklingen i BNP – forbedredes de fleste af de forhold, som verdensmålene adresserer.

Hvis man tillige tager med, at målene også indeholder mere klassiske økonomiske samfundsmål som beskæftigelse, ”anstændigt arbejde til alle” og ”bæredygtig industrialisering”, er det oplagt, at midlerne til deres opnåelse i lande, som ikke i dag kan levere den slags til sine borgere, i en eller anden grad kræver adgang til globale markeder for kapital og varehandel og dermed grundlæggende nødvendiggør en opbakning til en liberal verdensorden med en stor grad af frihandel.

Målene indeholder et gigantisk modsætningsforhold, når det kommer til klimaudfordringen, som kun kan løses gennem den borgerlige og rationelle tilgang til det problem. Det hedder sig nemlig i mål nummer 13, at verden skal ”handle hurtigt” for at løse klimaproblematikken, men de fleste af de andre mål kan ikke løses uden meget, meget store stigninger i det globale energiforbrug.

Man kan simpelthen ikke give milliarder af mennesker bedre adgang til gode fødevarer, et rigtigt sundhedsvæsen og alle de andre behovsstillende forslag uden uhyre mængder af energi. Kun gennem en strengt rationel tilgang til klimaproblemet kan man løse den gordiske knude. Det vil kræve en udbygning og udnyttelse af alle eksisterende grønne teknologier, herunder selvfølgelig atomkraft, og det vil kræve cost-benefit-baserede investeringer i alle former for mulige teknologier og ikke blot dem, der er politisk populære. 

Endelig vil det nok også kræve en mere realistisk tilgang til hele spørgsmålet om CO2-reduktion versus tilpasning, hvor Greta Thunberg-retorikken ikke er meget bevendt, hvis man både vil øge levestandarden for den fattigste femte- eller sjettedel af verdens 7.7 milliarder mennesker og samtidig løse klimaudfordringerne bedst muligt.

Så overordnet set inviterer FN’s verdensmål ikke til andet end en fortsættelse af den liberale verdensorden, som vi har kendt siden 1989. De løses kun gennem de samme midler, som i de seneste 30-40 år globalt har været afgørende for at flytte milliarder af mennesker væk fra et liv under den absolutte fattigdomsgrænse og ind i det, Hans Rosling kalder den store mellemgruppe.

På den anden side …
Problemerne ved verdensmålene er altså ikke deres indhold og midlerne til deres eventuelle opnåelse, men i stedet almindelig menneskelig dårskab.

For det første er målene ikke en udtømmende beskrivelse af, hvad verden mangler i dag. Det er i stedet et politisk kompromis, og sådanne er jo altid fejlfyldte. En af de mest åbenlyse mangler er forsvaret for og udbredelsen af negative frihedsrettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed. De burde selvfølgelig være en hjørnesten i vores kollektive drømme om en bedre verden.

For det andet er der alle de afledte tåbeligheder, som vi har kunnet observere i Danmark: Syddansk Universitet, der ofrer sin status som et helligt sted for den kritiske tanke for i stedet at blive institutionel verdensmålsaktivist. Offentlige institutioner som skoler, biblioteker, museer og lignende steder, som omfavner målene på måder, som åbenlyst ingenting gør for verdens udvikling, men som i stedet forringer disse institutioners evne til at leve op til egne formål. 

Fremblomstringen af verdensmålindustrien, hvor diverse konsulenter finder veje til at suge fra de offentlige kasser gennem verdensmålsprojekter i alle afskygninger. Fælles for det meste af dårskaben er, at målene bruges af individer og organisationer til at signalere identitet og egne dyder – alt sammen helt forudsigeligt i et senmoderne samfund, hvor de eneste behov fra Maslows gamle pyramide, vi stadig jagter, er selvrealisering og påskønnelse. Alt det fra verdensmålene har vi for længst adgang til.

Det sidste problem ved målene er det kedelige faktum, at det ikke altid fungerer sådan, at verden ændrer sig til det bedre, fordi vi skriver nogle mål ned og så i øvrigt arbejder for dem i ny og næ. 

For det første fordi fremgang ofte kommer, når vi mindst venter det, og det måske var noget helt andet, vi egentlig arbejdede for. Internettet og Facebook – som trods en del kritik reelt er klare billeder på fremgang – er gode eksempler på, at innovation og menneskelig udvikling ikke lader sig kommandere frem, men at de opstår, når dedikerede individer eller organisationer arbejder med mere nære og konkrete målsætninger end verdens generelle forbedring.

For det andet fordi menneskers motiver og handlinger aldrig er simple og ensrettede, men i stedet altid mudrede og selvmodsigende. Vi arbejder aldrig blot for det gode. Vi er alle hyklere, der den ene dag går op i klimapolitik og den næste dag spiser oksekød og køber en rejse til New York. Selv de mennesker, der går med verdensmålnåle i reverset på deres jakkesæt, udfører masser af handlinger, der peger den modsatte vej end mange af målene. Sådan er mennesker – der er altid mange forskellige og overlappende mål, og de kan sjældent fuldstændigt forenes. 

Det korte af det lange er, at vi bør møde FN’s verdensmål med glæde, om end en afmålt og behersket en af slagsen. Afmålt, fordi vi kender menneskets væsen, og ved at dets aspirationer og dets forfængelighed samt dårskab aldrig er langt fra hinanden.