Ytringsfrihedens grænser har i årevis været genstand for skarp debat. Vi taler, lytter, skriver og læser en masse om, hvad og hvor meget man må sige. Men snakken går meget sjældent på præcis, hvor vi må sige noget. For langt de fleste danskere hersker der slet ingen tvivl om, at man selvfølgelig skal have lov til at stille sig ned på torvet og ytre sig. Det har siden demokratiets fødsel i oldtidens Athen været dér, man har kunnet stille sig og råbe højt, hvis man har noget, man vil ud med. Men hvordan ville de athenske demokrater forholde sig til en digital amfiscene?
Siden årtusindeskiftet er stadigt større dele af den demokratiske samtale foregået på internettet. Til at starte med kunne vi slet ikke få nok af det store vide net. Man hyldede internettet som en sejr for udbredelsen af demokratiet. Pludselig kunne man ytre sig til hele verden. Uafhængigt af landegrænser, afstande og kulturelle og sproglige barrierer. Borgere i autoritære stater kunne organisere demonstrationer og protester på sociale medier, og mobiliseringen af demokratiske kræfter havde kår som aldrig før. Optimismen var ikke til at kue.
Og dog. I anden halvdel af 2010’erne gik det for alvor op for offentligheden, at internettet og de sociale medier ikke udelukkende var et middel, der kunne styrke demokratiet. De russiske troldehære kan blande sig i det amerikanske valg. Man kan sprede store mængder fake news, som kan påvirke, hvordan vi som demokratiske borgere stemmer til valg. Supermagter kan overvåge hele verden og dermed kontrollere vores frie vilje. Og stater kan censurere politikere, der ikke er enige med statens politiske kurs.
Disse hændelser har vi længe haft fokus på i den demokratiske verden og i debatten om e-demokratiets vilkår. En vinkel, jeg dog har savnet i den debat, er snakken om selve platformene, hvorpå hele spillet spilles. For mens vi ganske vist – og med rette – har kritiseret og endevendt de førnævnte udemokratiske kræfter (såvel som de mere demokratiske), så er selve de rammer, de opererer indenfor, nærmest gået fri for kritik.
Hvis man forestiller sig, hvordan demokratiet i sin grundform ville se ud, kunne man meget vel forestille sig et amfiteater i oldtidens Athen. Her er borgere og politikere i færd med livlig demokratisk debat på de gamle amfitrapper, der centrerer sig i en halvcirkel omkring amfiscenen. Det lyder umiddelbart som en ideel demokratisk platform.
Forestil dig så, hvis der var én person, som pludselig rådede over amfiteatret og derfor egenhåndigt kunne styre, hvem som måtte ytre sig, og hvad de måtte ytre sig om. At denne ene athener kunne styre den demokratiske samtale og dermed, hvad der skulle røre sig længere ud i bystaten. Ville det ikke krakelere glansbilledet, at denne ene person satte rammerne?
Selvfølgelig skal enhver social medieplatform, som det stykke private ejendom den er, have sin ret til at sætte nogle retningslinjer for sine brugere. Men bør vi som samfund ikke tage debatten om, hvorvidt vi bør sætte rammer for dem – altså for, hvordan den digitale amfiscenes egne rammer sættes?
Vi må nytænke den digitale ytringsfrihed
For at bringe lidt fakta på bordet vil jeg lige tage en pointe med fra en rapport udført af Tænketanken Justitia. I maj 2020 offentliggjorde den nemlig en rapport, der viste, at det kun er 1,1pct. af slettede kommentarer, der er strafbare jf. dansk lovgivning. Og hele 39,7 pct. af alle kommentarer, der er blevet fjernet fra den digitale amfiscene, er generelle holdningsytringer. Det svarer til, at nogen holder mig for munden, mens jeg forsøger at ytre noget nede på torvet. Det ville være en unægtelig krænkelse af min ytringsfrihed, og handlingen ville dermed også være strafbar. Nu foregår den demokratiske samtale blot mere på internettet, så ville det ikke være det samme, hvis nogen holdt mig for munden dér?
En vigtig nuance er selvfølgelig, hvordan vi definerer de forskellige platforme – eller amfiteatre, om man vil – på internettet. Generelt taler man om, at der findes ”publishers” og ”public forums”. Publishers er medier, der selv bestemmer, hvad de vil have på deres medie. De er også juridisk ansvarlige for alt dét, der er på deres medie. Det indebærer eksempelvis aviser. Public forums er derimod platforme som Facebook og YouTube. De faciliterer blot samtalen, hvilket altså vil sige, at de ikke står til ansvar for det, der er på deres medie. Det er, fordi de udelukkende tilbyder en platform, hvor vi som individer kan ytre os. En amfiscene. Her står udelukkende den, der ytrer sig, til ansvar for det sagte, og derfor bør almene rettigheder for ytringer også gælde.
Nok kan man mene, at vi ikke bør bestemme over private virksomheder, men frie virksomheder kan kun trives i et frit samfund. Derfor er ytringsfriheden øverst på dagsordenen. Hvis en virksomhed skal have lov til at fjerne os fra amfiscenen, skal de også selv være ansvarlig for alt, der vises derpå. Vi kan ikke tillade, at vores ret til at ytre os frit på demokratiets amfiscene siver fra os, blot fordi demokratiet langsomt flyttes over på den digitale scene. Ytringsfriheden er en af de vigtigste forudsætninger for vores demokrati, og at den skal bevares, kan vi vel alle enes om. Det er derfor på tide, at vi nytænker den digitale ytringsfrihed og sætter en hårdere grænse for, hvor meget magt digitale platforme har over vores demokrati.
