Der tales meget om ensomhed i disse år. Om unge, der mistrives, og om det moderne menneskes evige jagt efter mening i en verden, hvor alt synes at være til forhandling. Men måske er det ikke ensomheden, der i sig selv er problemet. Måske er det fraværet af fællesskab — eller valget af de forkerte.

Der er noget tragikomisk over, hvordan vi taler om fællesskab i dag. Det er blevet et buzzword, en brandingstrategi, en valuta, man kan veksle til likes og LinkedIn-anerkendelse. Vi "deltager", "bidrager", "skaber rum" — men altid med én fod udenfor. Klar til at trække os, hvis det bliver for ægte.

Performance eller Kierkegaard
Fællesskabet dyrkes i det sagte. Fællesskab er blevet en performance. Vi iscenesætter os som engagerede individer, men tør ikke forpligte os til noget, der kræver mere end et swipe eller en story. Vi er med, men aldrig helt. Til stede, men aldrig bundet. Det er egoisme klædt i altruisme — selvrealisering forklædt som engagement. Det er på jobbet, men ikke i hjemmet. Det er dér, hvor det styrker identiteten, ikke dér, hvor det opstår naturligt.

Min generation er vokset op med valgfrihed som livsideologi. Alt kan vælges til, alt kan vælges fra. Studie, job, partner, køn, tro, ståsted — alt er flytbart. Selv Kierkegaard ville få svimmelhed af tempoet. Han skrev om at vælge sig selv, men også om, hvordan for mange valg kan lamme mennesket. Når alt er muligt, bliver intet nødvendigt. Og når intet er nødvendigt, bliver det svært at vælge sig selv.

Kierkegaard skriver: "Det er ganske sandt, hvad Filosofien siger, at Livet maa forstaaes baglæns. Men man glemmer den anden Sætning, at det maa leves forlæns." Vi lever forlæns i frihedens navn, men forstår først baglæns, hvad vi har mistet: forbindelsen, fællesskabet, samhørigheden. I frihedens lys bliver vi blændet for det, der binder os sammen. Først når det er væk, ser vi, hvor nødvendigt det var.

Den tabte tråd
Vi har en ungdom, der står med friheden, men kæmper med forbindelsen. En ungdom, der danser alene, når de danser sammen. Musikken brummer over dansegulvet, fyldt med unge mennesker, men dansen er for dem selv — som havde de usynlige høretelefoner på. En arm, der rykker til bassen. En finger, der peger ud i lokalet. Det er, hvad det kan blive til.

Omgangsformen er steril og generisk. Kontakt sker efter aftale. Mødet med hinanden er sat på form. De unge er vant til at fravælge — og til at blive fravalgt med et strøg hen over skærmen. Det kødelige er rykket ind i det kolde. Ghosting. Blokering. Forhold, der afsluttes med en besked. Hurtigt. Effektivt. Uden spor.

En generation, der har fået at vide, at de kan blive hvad som helst — men som ikke aner, hvad de skal være for hinanden. Vi har lært at vælge, men ikke at blive valgt. Vi har lært at være unikke, men ikke at være sammen.

Trivselskommissionen har fat i noget
Det er ikke kun en kulturel tendens — det er også en politisk erkendelse. Trivselskommissionen har fremlagt 35 anbefalinger, og fællesskab er ikke bare nævnt — det er omdrejningspunktet. Kommissionen taler om et "sporskifte" i forståelsen af trivsel: væk fra individet som projekt, hen imod relationen som grundvilkår.

Kommissionen peger på, at børn og unge skal indgå i forpligtende fællesskaber — ikke som en fritidsaktivitet, men som en livsform. Det er en kritik af den måde, vi har organiseret ungdomslivet på: fragmenteret, skærmbaseret og uden sociale strukturer, der kræver noget af os.

Når kommissionen foreslår, at alle børn skal have en fritidsaktivitet med andre, og at mobiltelefoner skal ud af skolen, er det ikke bare pædagogik — det er en erkendelse af, at vi har mistet noget fundamentalt. Vi har normaliseret fraværet af forpligtelse og gjort relationer til noget, man kan swipe sig ud af.

Det fremgår af forordet til Trivselskommissionens rapport, at den "fik til opgave at forstå den paradoksale udvikling, vi i Danmark og andre vestlige samfund står midt i, hvor en stadig voksende rigdom og en accelereret frigørelse tilsyneladende ikke slår om i større livstilfredshed og trivsel blandt børn og unge."

En civilisatorisk illusion
Paradokset er ikke blot en fejlslutning — det er en civilisatorisk illusion, der præger Vesten. Forestillingen om, at det frit svævende individ, løsrevet fra sine rødder, fra forpligtelser og fællesskaber, skulle være det fuldkomne menneske, er en af vor tids største vildfarelser. Man har forvekslet materiel frihed med lykke og frigørelse med mening.

Vi er frie, men frie til hvad?

Frie til at vælge alt — og dermed stå uden retning, uden rødder, uden ansvar.

Mennesket har brug for den nære kontakt i familien og meningsfulde fællesskaber, for at danne dybe tilhørsforhold. For at kunne tage ansvar og føle sig myndig. For at være en del af noget, der overstiger individet.

Kommissionen gør op med den herskende fortælling om uafhængighed og individuel frigørelse som vejen til det rige og gode liv. En fortælling, unge har fået fortalt i årtier. Det vigtigste var, at de unge fandt sig selv — nu skal de i stedet finde hinanden. Det selvkørende individ, der skulle køre uden omtanke for andre, uden rodfæstethed i andre, er byttet ud med et individ, der skal tage ansvar. Være noget for nogen.

Logistisk fællesskab
Familien er i klassisk forstand et sted for det naturlige fællesskab. Et fællesskab, man ikke selv har valgt — hvorfor det i sin natur er hævet over individet. Stedet, hvor man burde høre til uden forbehold. Ikke fordi man har fortjent det, men fordi man er. Men selv her er noget gået i opløsning.

Familien er blevet et logistisk fællesskab. Et sted, hvor man koordinerer, men ikke konverserer. Og hvor mange er præget af individuelle projekter og selvrealisering — hvor det ydre er vigtigt. Hvor skallen er flot.

Den moderne familie er en enhed drevet som en virksomhed, hvor alle har hvert sit kontor. Det, der rækker ud over driften, er skemalagt. Teambuilding i firmaet. I familien kalder vi det kvalitetstid. Begge dele er symptomer på det samme: nærvær kræver nu en kalender og et begreb.

Når varmt samvær med sine børn kaldes for kvalitetstid, formålsgør man familielivet. Nærhed bliver til et projekt — noget, der skal plejes og optimeres. For når nærhed hedder kvalitetstid, er den ikke længere følt. Den er målt.

Når hjemmet mister sin varme, bliver kulden en vane. Familien reduceres til drift og koordinering, og relationen bliver en kontrakt — nem at opsige, svær at forpligte sig til. Vi glider fra hinanden, som sne, der smelter i sollys: stille, ubemærket.

Alene hjemme
Aldrig har så mange boet alene. Vi har lært at beskytte os selv, men ikke at binde os til hinanden. Vi har tabubelagt gensidig afhængighed, mens vi hylder individuel uafhængighed. Vi vokser ikke sammen, men fra hinanden. Familien opløses i individualisme.

Vi har gjort intimitet til en risiko og nærhed til noget, der kræver planlægning. Og i den proces har vi glemt, at fællesskab ikke kun handler om at koordinere, men om at bære hinanden.

Hjemmet
Skal vi genopbygge fællesskabet, må vi begynde dér, hvor det burde være stærkest: i hjemmet.

Når fællesskabet får lov at spire i familien, breder det sig som ringe i vandet — til skolen, til nabolaget, til samfundet. Det er her, vi lærer at høre til, før vi lærer at vælge. Min egen generation er vokset op med alle muligheder, men få forpligtelser.

Jeg tror at det er derfor vi længes – ikke efter mere frihed, men efter noget at være en del af.