Da jeg for lidt over et år siden slog op i den bog, der vel nok må karakteriseres som den tyske venstrefløjspolitiker, Sahra Wagenknechts hovedværk, ”Die Selbstgerechten” eller på dansk ”De Selvretfærdige”, blev jeg hurtigt mødt af det af Wagenknecht opfundne begreb, venstreliberalisme.
Det foranledigede en dybere eftertanke hos mig selv, der som erklæret klassisk liberal blev konfronteret med den spaltning af liberalismen, der siden enden på verdenskrigene, og ikke mindst siden globaliseringen og kosmopolitismens fremkost, har kendetegnet den verdensdefinerende ideologi.
