Henrik Sass Larsens retssag blev fulgt som en dramaserie. Der live-rapporteres i pressen, og vi serveres detaljerede forklaringer af, hvordan den ”sexdukke”, han var tiltalt for, så ud. Frihedsbrevet går i en reportage et skridt længere ved at eksplicitere, hvilke søgeord han har brugt, da han downloadede enorme mængder børneporno. Jeg skal spare jer for de værste – ”child rape” var en af de milde.

Peter Madsen og Peter Lundin har fået film, bøger og podcasts. Phillip Westh er den nyeste i flokken. Forældrene til den 13-årige pige, han havde kidnappet og voldtaget, er aktuelle med en bog om forløbet. Jeg spår, at den bliver revet ned fra hylderne.

For mennesket drages af det onde, det makabre og det grænseoverskridende. Vi siger, vi vil forstå. Men vi vil også svælge. Og i dette hypersamfund, hvor vi har adgang til alt hele tiden, bliver det onde allestedsnærværende — i aviserne, film, podcasts og musik.

Podcasten My Favorite Murder har millioner af lyttere og en global fanbase, der kalder sig “Murderinos”. Det er en titel, der får det til at lyde som om mord er noget, man samler på — som Pokémonkort, bare med retsmedicinske rapporter.

Med slogans som “Stay Sexy & Don’t Get Murdered” og live shows verden over har den været et væsentligt bidrag i vejen mod at gøre mord til mainstream underholdning. Et bizart fænomen, hvor mord skaber fanbase og communities.

Når man vil hygge sig med at få mord genfortalt på dansk, søger de fleste mod Mørkeland, der er den danske pendant til My Favorite Murder. Mørkeland taler primært om danske mord og er blevet så populær, at de har skabt deres eget awardshow kaldet Mørkeawards, der hylder og uddeler priser i true crime-genren. De har en webshop, hvor de blandt andet sælger et spil, der hedder The Horror Talks.

For at sælge varen skriver de: “Vi kalder The Horror Talks for en ond lillesøster til The Dark Talks, fordi det er ekstra mørkt. spørgsmålene beskæftiger sig med alt, der er paranormalt, makabert og uhyggeligt.”

Underholdning for kvinder
Det er ekstra mørkt – det er altså til dem, der ingen grænser besidder, dem der ikke kan tilfredsstilles af alment makabre ting. Spillet består af “13 urovækkende, morbide og okkulte spørgsmål, som tester dine forestillinger og pirrer dit nervesystem”. For at toppe absurditeten reklamerer de med, at kortene samles og pakkes af indsatte i Herstedvester Fængsel – uha, hvor det drager, måske er de endda fysisk berørt af en morder.

Kristeligt Dagblad konkluderer i en artikel: “Folk kan stadig ikke få nok af lydproduktioner om drab fra den virkelige verden, også kaldet true crime.” I artiklen henvises til en undersøgelse fra 2023, der viser, at genren på tre år er gået fra at være den fjerde mest lyttede podcastgenre til at være den mest lyttede.

Særligt kvinder er helt vilde med genren – værterne på Mørkeland estimerer i artiklen, at 9 ud af 10 af deres lyttere er kvinder. Producer på Kompagniet, Lars Høj, konkluderer, at “der er et uudtømmeligt marked for denne slags produktioner om virkelige forbrydelser. Tilsyneladende særligt blandt yngre kvinder.”

Og for drenge...
Mens de yngre kvinder dyrker makabre mord, er drenge mere optaget af kriminelle og brutale gangstarappere.

I 90’erne og 00’erne kendte de fleste drenge med en hættetrøje forskel på East Side og West Side. De kendte Bloods og Crips, farvekoderne, håndtegnene og de rappere, der repræsenterede dem. Tupac var West Side. Biggie var East. Og selvom man boede i Vejle, Gladsaxe eller Hvidovre, blev man bekendt med mytologien om gaden, æren og overlevelsen.

I Danmark har vi fået vores egne – fra gadedrenge som Gilli, der er den mest streamede danske artist det seneste årti, til rockerrapperen A’typisk. Det er ikke længere Compton. Det er København. Sidstnævnte er medlem af Comanches MC, der tidligere hed Satudarah. I Satudarah-dagene lavede han flere rekrutteringssange med tilhørende musikvideoer.

Med 3,9 millioner visninger på YouTube fik sangen 1919 med poserende rockere i vest, suppleret af linjer som “fuck din skudsikkervest, vi river hele hovedet af dig” og “maskinpistolernes patroner, spørg ikk' hvor du fra”, demonstreret, at der også er et publikum for det mest grænseoverskridende rapmusik i Danmark.

Hav og Kamel
Makkerparret Hav og Kamal blev kendt på at lave podcastprogrammer med gangstarappere – et program, hvor de tydeligt var beærede over at dele rum med deres gæster. Det var ikke kritiske interviews i Henrik Qvortrup-stil, snarere glorificerende heltedyrkelse. Programmet blev så stort, at Kamal har været med i Vild med dans, og Hav har deltaget i Forræder på TV 2.

De kaldte deres lyttere “shababs”, og deres gæster blev mødt med formuleringer som “du har inspireret os” og “du har været en rollemodel for mange”. De blev kendt på at skabe et medieformat, hvor gangstarappere og personer fra gademiljøet blev mødt med beundring og respekt, snarere end kritisk distance. A’typisk kaldte de for eksempel ”vores elskede bror A’typisk”.  

Og det er netop beundring og respekt, snarere end refleksion, der har bredt sig til en folkelighed. Rapperne dyrker volden, våbnene, og den kulturelle kapital af farlighed. En æstetisering af farlighed, der underholder på afstand, men også dyrkes og sætter sig i kulturen.

Bandeland
Børn og unge bruger slang fra gademiljøet, true crime er blevet et hyggeformat, og retssager dækkes som filmiske reportager. Farlighed som æstetik lever ikke bare i subkulturer — den breder sig ind i mainstream, i medier, i merchandise og i skolegårde.

I medierne har vi Ekstra Bladets Bandeland, podcasten, der har gjort den danske underverden til lydkulisse for tusindvis af lyttere. Her fortælles om rockeropgør, bandehævn og våbenkultur med en intensitet, der nærmer sig det filmiske. Ekstra Bladet har derudover ansat Brian Sandberg som podcastvært, hvor han både tager lytterne gennem dagsaktuelle bandesager og beriger med nostalgiske fortællinger fra de gode gamle rockerdage.

Alt i alt må man stille sig selv spørgsmålet: Hvad gør det ved os, at vi forlener ondskab med hygge og underholdning? Og hvad gør det ved os, at gangsta-dyrkelse er rykket helt ind i kulturen?

Hvor kommer ondskaben fra?
Filosofisk har det onde altid været en gåde. Hos Kant er det en viljesakt. Hos Arendt er det banalt. Hos Kierkegaard er det fortvivlelse. Men i populærkulturen er det blevet til en genre. Vi ser seriemordere som karakterer, ikke som katastrofer. Vi hører om vold som flow, ikke som brud. Det onde er ikke længere noget, vi afviser. Det er noget, vi abonnerer på. Ikke en gåde – en genre. Og vi streamer den.

Kant mente, at det onde er iboende – det er til stede i os. Han kaldte det “det radikalt onde”, fordi det stammer fra menneskets indre maksime.

Min lokale præst sagde forleden noget lignende – at vi skal passe på med at gøre andre til umennesker. Så lader man både dem slippe for let, og man slipper for let selv. De slipper for at have et (med)menneskeligt ansvar, og du slipper for at se i øjnene, at du ligeledes bærer potentiale til ondskab.

Normaliseringen af ondskab
Jeg er i tvivl, om vi ved at kommercialisere ondskab, normaliserer den, eller om vi skubber den på skadelig afstand. For når det bliver underholdning og sensation, bliver handlingerne til show.

Så mister vi måske forståelsen for, at det er virkelighed — med virkelige ofre. På samme måde som vi også kan glemme, at kendisser er mennesker.

Når mennesker bliver til brands, mister vi evnen til at se dem som mennesker. Det er en parallel til ondskabens genre: vi abstraherer, og dermed afkobler vi os fra virkeligheden. Vi har fortællingerne, myterne og dramaet tæt, men forstår vi, at mennesket muligvis er lige så tæt på?

Måske er det netop dét, der er den moderne fare: at vi kan citere gerningsmandens retspsykiatriske profil, men ikke husker navnet på offeret. At vi kan genfortælle mordet med dramaturgisk præcision, men ikke mærker sorgen. Når ondskab bliver til indhold, bliver lidelse til kulisse. Når vi abstraherer mennesket, mister vi forbindelsen til det konkrete. Til kroppen. Til konsekvensen.

En folkelig kærlighed til ondskab, vold og mord er ikke ny. Hvor der tidligere var offentlige henrettelser med hujende folkemasser, dyrkes det nu i en mere æstetisk og kurateret form — men det gør det ikke mere romantisk. For når virkelighedens mordere og virkelighedens bander opnår heltestatus, og virkelighedens ofre bliver en parentes — går vi fra at forholde os til virkelighedens faktiske forhold til at dyrke dens brutalitet. Vi stopper ikke, før vi har fået alle Sass Larsens søgeord, alle detaljer om Emilie Mengs mord — eller kåret årets favoritmord.

Det er ondskaben, der vinder — ikke os, der gav den scenen.