Til juni overtager Danmark EU-formandskabet. Sidst vi havde formandskabet, var i 2012, hvor Europa stadig var præget af finanskrisens efterdønninger. Dengang var Danmarks rolle pragmatisk og afdæmpet med fokus på stabilitet og tekniske forbedringer som patentloven. Nu, godt et årti senere, står vi med en ukontrolleret migrationskrise, stigende inflation og geopolitiske omvæltninger. Europa befinder sig i en brydningstid, hvor gamle idealer kolliderer med nye realiteter.
Ideal vs. virkelighed
Et af de mest presserende spørgsmål, der præger den europæiske debat, er asylpolitikken. Retten til asyl og fri bevægelighed – nedfældet i internationale aftaler som FN’s Menneskerettighedserklæring – er blevet en hjørnesten i europæisk politik. Men hvad sker der, når universelle menneskerettigheder begynder at underminere den sociale sammenhængskraft og nationale identitet i lande som Danmark?
I mange europæiske lande oplever man, at en alt for åben asylpolitik kan føre til kulturelle og økonomiske udfordringer. Når migranter ankommer fra lande med markant anderledes værdier – ofte fra autoritære regimer eller samfund præget af klanstrukturer – opstår en konflikt mellem globale idealer og lokale realiteter. Danmark har en unik mulighed for at tage fat i denne problemstilling under formandskabet og forme en asylpolitik, der ikke blot tager hensyn til flygtninges rettigheder, men også til modtagerlandenes kapacitet og sammenhængskraft.
Den etiske spænding i asylpolitikken
For at forstå hvordan vi bør gribe denne debat an, må vi se på det filosofiske grundlag, der understøtter moderne menneskerettigheder. Immanuel Kant, en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige tradition, argumenterede for en deontologisk etik: Alle mennesker har en iboende værdighed, og vi har en moralsk pligt til at respektere dem som mål i sig selv – ikke blot som midler til et større gode.
Anvender vi Kants tankegang på asylpolitikken, betyder det, at ethvert individ, der søger beskyttelse, bør modtages uden hensyntagen til konsekvenserne. Dette perspektiv deles i høj grad af venstrefløjen og globalistiske kredse, hvor retten til asyl ses som absolut og ukrænkelig.
Men denne tolkning overser en vigtig pointe i Kants filosofi: Moral kræver gensidig anerkendelse af forpligtelser. Hvis nytilkomne ikke deler værtslandets værdier – såsom ligestilling, ytringsfrihed og demokrati – kan det skabe en moralsk ubalance, hvor den ene part opretholder forpligtelser, mens den anden ikke gør.
Når stabilitet vejer tungere end idealer
Modsat Kants absolutte etik står utilitarismens spørgsmål om qui bono som formuleret af bl.a. Jeremy Bentham og John Stuart Mill. De vurderer handlinger ud fra deres konsekvenser og nytte. En utilitaristisk tilgang til asylpolitikken vil derfor spørge: Gavner en åben indvandringspolitik det bredere samfund? Hvis konsekvenserne af massiv indvandring er sociale spændinger, stigende kriminalitet eller økonomisk pres på velfærdssystemet, kan en strammere politik da forsvares ud fra hensynet til det fælles bedste?
Flere europæiske lande, herunder Frankrig og Italien, har i stigende grad bevæget sig i en utilitaristisk retning og strammet deres asylregler. Danmark har allerede taget skridt i samme retning med paradigmeskiftet i udlændingepolitikken, men spørgsmålet er, om vi under EU-formandskabet kan, vil og tør bidrage til at gøre denne linje til en bredere europæisk strategi.
Universelle rettigheder lyder smukt, men...
Forestillingen om universelle menneskerettigheder er smuk i teorien, men i praksis kan den føre til paradokser. Når migranter får adgang til europæiske velfærdssystemer uden nødvendigvis at bidrage til dem, kan det skabe en situation, hvor oprindelige borgere føler sig tilsidesat.
Når ytringsfriheden må vige for religiøse særhensyn, eller når kriminalitet i visse indvandrermiljøer ignoreres af frygt for at virke diskriminerende, opstår en konflikt mellem de universelle rettigheder og nationale rettigheder.
Et konkret eksempel er den svenske udvikling, hvor åbne grænser har ført til omfattende problemer med parallelsamfund og stigende kriminalitet. Skal Danmark lære af disse erfaringer og insistere på, at national suverænitet og kulturel kontinuitet også er legitime hensyn i menneskerettighedsdebatten?
Under EU-formandskabet har Danmark en enestående mulighed for at tage lederskab i debatten om asyl- og migrationspolitik. Det kræver dog en villighed til at udfordre etablerede dogmer og en evne til at formulere en politik, der balancerer mellem idealisme og realisme. Danmark kan vise, at det er muligt at værne om basale menneskerettigheder uden at ofre national sammenhængskraft og borgernes sikkerhed.
Ny balance mellem idealer og realiteter
Det borgerlige forår kan blive begyndelsen på en ny politisk kurs i Europa, hvor vi tør tage debatten om, hvordan vi bedst beskytter både flygtninges værdighed og europæeres ret til et stabilt samfund.
Kant lærte os, at moral kræver gensidighed, mens utilitarismen minder os om, at politik må tage højde for konsekvenser.
Hvis Danmark evner at fremme disse perspektiver under sit EU-formandskab, kan vi være med til at forme en ny, mere bæredygtig tilgang til migration i Europa. Dermed kan Danmark få en unik mulighed for at trække EU mod en mere realistisk og bæredygtig asylpolitik. Ved at kombinere Kants respekt for menneskelig værdighed med en utilitaristisk forståelse af samfundets bæreevne kan vi skabe en politik, der både beskytter migranters rettigheder og oprindelige europæeres legitime krav på selvbestemmelse.
Borgerligheden må ikke lade sig paralysere af frygt for venstrefløjens moralske anklager, men skal tage føringen i en strid, der afgør Europas fremtid. Det borgerlige forår kan begynde i 2025 – hvis vi tør tage ansvaret.
Forslag til læsning under formandsskabet:
Kant, Immanuel: Grundlæggelse af moralens metafysik (1785)
Kant, Immanuel: Sædernes metafysik (1797)
Bentham, Jeremy: En introduktion til moralens og lovgivningens principper (1789)
Mill, John Stuart: Utilitarisme (1863)
