Man tager jakkesæt på til bryllup, fordi det er det, man gør. Man betaler frivilligt 50 kr. for kaffe, selvom prisen er for høj. Kulturen gennemstrømmer os, og vi lader den gøre det, fordi det er menneskets natur at søge fællesskab og spejling.

Hvorfor har næsten alle danskere en iPhone og mange en Tesla? Er det fordi andre produkter er ringere? Svaret er måske nærmere, at de har det, fordi kulturen bærer os. Den sætter forventninger, skaber tilhørsforhold og former valg, vi tror er vores egne.

Men det er netop derfor, vi som samfund har et ansvar, når kulturen ikke blot former valg af telefoner eller køretøjer, men begynder at stille kroppe til rådighed som svar på identitetskriser og ubehag.

Vist er kønsidentitet en privatsag. Men hvad sker der, når en kulturel strøm, forstærket af akademisk teori og en moralsk atmosfære gennemtrænger den allermest sårbare krop. Barnets. Og hvad sker der, når de voksne vælger at fremstå rummelige frem for at beskytte?

Performativt køn
I 1990 udgav den amerikanske filosof Judith Butler sit hovedværk Gender Trouble. Her introducerede hun sin berømte tese om kønnets performativitet: "Køn er ikke noget, vi er, men noget, vi gør"

Selve ideen er lånt fra den britiske sprogfilosof J.L. Austin, der viste, hvordan ord ikke blot beskriver verden, men skaber den. Butler vendte denne idé mod kønskategorier i en elegant manøvre.

Der er imidlertid langt fra Austins sproglige eksempel med præsten, der siger "jeg døber dig" og derved skaber dåben, til kirurgens virkelige skalpel.

Hos Butler er køn ikke længere en biologisk kerne, men en kulturel gentagelse, en serie af handlinger, der over tid skaber illusionen om en fast kønsidentitet.

Fra teori til kulturel praksis
Butlers kritik af faste kønskategorier har hjulpet mange mennesker til at forstå, at de ikke behøver passe ind i en snæver kulturel skabelon. Man kan være kvinde og mand på mange måder. Men på alle måder?

Lige her sker der noget interessant. En akademisk teori, der i sin oprindelse handler om kulturkritik og frigørelse bevæger sig fra universitetets forelæsningssale til det politiske aktivistmiljø.

Derfra vandrer den videre til institutioner, hospitaler og dagligstuer. Undervejs mister den sin filosofiske forsigtighed. Den ophører med at være en kritisk linse og bliver en operationel doktrin.

En doktrin, der tilbyder en 15-årig pige i psykisk krise et brystfjernende indgreb som løsning.

Jeg ved ikke, hvad Butler forestillede sig, eller om hun så det som teoriens konsekvens. Men teorier lever ikke kun i de tekster, de opstår i, og læses ikke kun af filosoffer. De lever i den kultur, de sætter i søen.

Unges identitetskrise
Lad os tage udgangspunkt i det kendte og hverdagslige. En teenager befinder sig i den mest turbulente periode af sit liv. Hjernen er under kraftig udvikling. Selvet er uafklaret. Kroppen forandrer sig.

Det er en tilstand, som alle mennesker kender, og som historisk set har givet anledning til megen lidelse. Mange af os kigger tilbage og tænker: Bare jeg dog kunne dele et par råd med den unge mig.

For i denne tilstand er unge ekstraordinært modtagelige for kulturelle fortællinger. Det er netop det, der gør ungdommen til den periode, den er.

Man tror man kan redde verden, uden at man formår at rede sin seng. Man søger identitet udefra, fordi man endnu ikke har fundet den indefra. Man spejler sig i venner, i sociale medier, i de kategorier kulturen tilbyder.

Hvad sker der så, når kulturen med alle sine institutionelle, akademiske og sociale forstærkere tilbyder en særlig fortælling som svar på enhver form for fremmedhed over for kroppen? Fortællingen lyder: Du er måske fanget i den forkerte krop. Der findes en løsning. Den hedder transition.

Denne fortælling er ikke nødvendigvis forkert for en meget lille gruppe. Men den er farlig, fordi den præsenteres som svar på en lang række spørgsmål, den ikke dækker. Og fordi de, der sætter spørgsmålstegn ved den, læger, psykologer, forældre, venner er blevet mødt med et moralsk pres, der har gjort kritisk omhu nærmest syndig.

Den moralske kæphest og dens ofre
Her møder vi det fænomen, jeg har omtalt i andre sammenhænge på Kontrast: at dele af venstrefløjen ikke blot har en moral, men har ophøjet sig til moralen. Og den, der er moralen, kan ikke kritiseres, for kritik ville jo så være bevis på moralsk fejltagelse.

Det er en lukket cirkel. Og den har konkrete konsekvenser. Forældre, der udtrykte tvivl om hurtige hormonbehandlinger til deres børn, er blevet fremstillet som transfobe. Læger, der ønskede en grundigere udredning, er blevet beskyldt for at nægte børn livsnødvendig behandling.

Psykologer, der pegede på sameksisterende tilstande som autisme, depression og traumer, er blevet behandlet som fjender. Den kulturelle strøm var så kraftig, at den almindelige omhu, som man ville forlange ved enhver anden gennemgående medicinsk intervention, pludselig fremstod som en moralsk forbrydelse.

Og de rummelige, de gode, de vågne? De applauderede. De viftede med regnbueflag. De gav de transitionerende børn den anerkendelse og opmærksomhed, som deres egen godhed skulle afspejle. Men få spurgte: Hvad nu, hvis vi tager fejl?

Det er præcis det, den tyske filosof Odo Marquard kalder absoluthedsfilosofi, herunder konstruktionen af et lukket moralsk univers, hvor tvivlen er forvist og usikkerheden er gjort til skam. Ingen moralsk usikkerhed. Ingen pause. Det er at være moralen snarere end at have den.

Børnene betaler prisen
Nu begynder regningen at komme. Og den er brutal. Fox Varian var 16 år, da hun fik fjernet sine bryster. I år traf en jury i New York afgørelse om, at hun var blevet udsat for fejlbehandling. Hun tilkendtes erstatning svarende til knap 14 mio. kr.

Moderen var imod operationen, men gav samtykke af frygt for, at datteren ville tage sit eget liv, en frygt psykologen forstærkede aktivt. Lægerne havde ifølge dommen ikke indhentet et reelt, informeret samtykke.

Men selv her må jeg igen spørge: samtykke til at skære sine bryster af som 16 år-årig? Det lader vi lige stå et øjeblik.

Prisha Mosley var 17. Soren Aldaco var teenager. De er ikke undtagelser. De er del af en voksende gruppe unge kvinder. Det er bemærkelsesværdigt, at det overvejende er unge kvinder, der i en sårbar fase af deres ungdom mødte en medicinsk og kulturel strøm, der løb for stærkt, til at stille de nødvendige spørgsmål.

Hvad har de til fælles? Psykisk sårbarhed inden transitionen: depression, angst, autisme, traumer fra barndommen. En fornemmelse af, at overgangen ville løse problemet. En medicinsk verden med en teknisk løsning.

Prisha Mosley og de andre ville ikke have en operation. De ville have fred i deres kroppe, ro i deres psyke. Det er to meget forskellige ting. Kun den ene kunne medicinen levere. En smertelig erkendelse: De lovede, de ville gøre hende til en dreng.

Hun fik en dobbelt mastektomi. Kun det løfte kunne kulturens håndlanger holde.

Ingen er immun over for kulturen
Her kræver den filosofiske redelighed, at vi indrømmer noget ubehageligt. Den indsigt, som Butler og andre kulturkritikere har bidraget med, nemlig at vi formes af vores kulturelle kontekst langt mere, end vi er tilbøjelige til at erkende, er korrekt.

Vi er alle kulturelle væsener. Vi bærer alle de fortællinger, vores tid tilbyder os.

Præcis denne indsigt bør imidlertid gøre os mere forsigtige. For hvis kulturen former identiteten, så er det en alvorlig sag, når kulturen begynder at fortælle et barn, at løsningen på dets smerte er kirurgisk eller medicinsk.

Og det er en endnu mere alvorlig sag, når vi ophøjer den fortælling til politisk og moralsk dogme.