Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er utilfreds med de etablerede mediers dækning af den danske, den europæiske, den amerikanske og den globale virkelighed. Især finder jeg det meget mærkeligt, at de store aviser og DR og TV 2 ofte overser eller negligerer journalistiske historier, der er virkeligt interessante ud fra en nyhedsvinkel.
Weekendavisen og Kristeligt Dagblad bringer oftere end de ”fem store” (de tre morgenaviser og de to tv-stationer) nyhedshistorier, der får en til at ville læse med. Det kan fx være om muslimsk undertrykkelse af kristne, eller det kan være interviews med folk, der gør læseren klogere på, hvorfor Donald Trump er i gang med sin anden præsidentperiode.