“Hvem skal vi nu heppe på til VM?

Det var det spørgsmål, som min veninde fra Belgien stillede, lige så snart det stod klart, at vi havde tabt kvalifikationen til VM i fodbold. Mens jeg tyggede lidt på spørgsmålet, undersøgte hun, om Belgien og Frankrig, som havde været hendes andet hjem i mange år, qua hendes franske mand, var med.

Med julelys i øjnene svarede hun selv på spørgsmålet: “ Jeg kan heppe på Belgien og min mand kan heppe på Frankrig” Det er i sådanne øjeblikke, hvor du virkelig mærker, hvor du hører til. Hvem du identificerer dig med, og hvilket folk din sympati, støtte og affektion er forbundet med.

Tanken om at undersøge, om Iran var med til VM, dukkede aldrig op hos mig, selvom det er det sted, hvor jeg for 43 år siden blev født. Lige så lidt betød det land for mig som ethvert andet land. For hvis ikke Danmark, så var der intet andet land i min verden, jeg ville heppe på.

En følelse, som jeg tænker samtlige gæster havde på den bar, hvor vi så landskampen. Denne følelse er så indgroet i mig, at selv min hjerne ikke kunne tilsidesætte den.

Venstrefløjen har gjort debatten idiotisk
I disse dage kører debatten igen om danskhed og hvem, der kan kalde sig dansker, og hvem der ikke kan - eller må. Debatten er ophedet, kompliceret og decideret idiotisk. Fordi de fleste ikke længere gider at skelne mellem, hvad der er racistisk, og hvad der er kritisk argumentation.

Vi kan takke venstrefløjen for, idet ordet racist bliver brugt her, der og allevegne og dermed er blevet så udvandet, at selv relativt intelligente mennesker ikke længere kan høre, at de ytrer sig racistisk. Og de er i øvrigt også bedøvende ligeglade.

Men den ligegyldighed rammer desværre sådan en som mig. Jeg vil vove den påstand, at de fleste af mine højrefløjsfølgere på sociale medier anser mig som dansker. Jeg har haft tidligere medlemmer af Stram Kurs, der har forsvaret min ret til at kalde mig dansker. Og jeg anser også mig selv som dansker i alle henseender - med undtagelse af genetik.

Og netop genetik er omdrejningspunktet for idiotien i debatten. For det synes, at en del af de ivrige debattører ikke forstår forskellen mellem genetik, jura og etnicitet, når det kommer til definitionen af “dansker”.

Min genetik er mit udseende
Jeg anerkender fuldt ud, at jeg genetisk ikke er dansk. Jeg har ikke danske gener i mig, så vidt jeg ved, men er snarere en sammenblanding af persisk, armensk og endda lidt russisk. Og så en lille sjat royalt blod fra Persien, og hvad der ellers er skrabet sammen af gener i og omkring Iran.

En genetisk sammensætning, som jeg egentlig tror, at mange danskere genetisk vil kunne nikke genkendende til - om end i en europæisk og skandinavisk kontekst.

Men genetik er bare fundamentet for mit udseende. Mine mørke træk, brune øjne og lave højde, som mine børn morer sig over på min bekostning. Deres genetiske arvemasse er nemlig blevet opgraderet med skandinavisk, og det har givet dem en “højere” fordel - så at sige.

Evnen til at vælge
Men når politikere i dag sammenligner heste med katte, så er det en analogi på, at to genetiske arvemasser aldrig kan blive ens. Det er som sådan korrekt - både biologisk, racemæssigt og adfærdsmæssigt - for dyr!

Men vi mennesker er ikke dyr! Vi er biologisk én race med forskellig DNA/genetik og derudover tænkende, refleksive individer, der kan ændre adfærd, tilpasse og assimilere os i nye grupper.

Det er et aktivt valg, vi træffer, og netop friheden og evnen til at vælge er det, der adskiller os fra dyrene. Vores genetik bestemmer ikke vores adfærd.

Eftersom jeg har dansk statsborgerskab, kan jeg kalde mig selv dansker i juridisk forstand. Det står i mit pas, at min nationalitet er dansk. Og der står også, at mit fødested er Iran. Så selv passet indikerer, at jeg er tilknyttet den danske nation juridisk, men ikke nødvendigvis genetisk.

Ikke plads til dualitet
Det anerkender jeg fuldt ud, og der er intet usandt eller kontroversielt i det. Denne dualitet er faktuel og påstanden om, at man er dansker er legitimt for dem, der anser danskhed som en juridisk definition. Tilbage står definitionen af “etnisk dansker”.

En definition kan og bør ikke efterlade plads til dualitet. For i det øjeblik min veninde havde en mulighed for at heppe på Belgien, så viste hun også, at hendes etniske ophav ikke var rodfæstet i Danmark.

Etnicitet er nemlig ikke absolut størrelse. Det er en sammenfatning af kultur, socialitet, sprog, historie, traditioner, religion og fællestræk. Det er alle parametre, der er både former os, men som vi også selv er med til at forme.

Som barn kan du sagtens blive opdraget til at tilhøre en etnisk gruppe og finde eller blive pålagt din identitet i den gruppe. Men i det øjeblik nogle af de parametre ændrer sig, og flere etniske fællestræk skifter karakter, så bliver det sværere at definere, hvor dit etniske tilhørsforhold hører hjemme.

Dualiteten skaber mistillid
Det er denne dualitet og det aktive valg om at fravælge visse dele af ens etniske ophav, der gør det svært for mange udlændinge at identificere sig som danskere. De ved simpelthen ikke, hvilket hold de hepper på pr. automatik, og de kan vælge og vrage som de lyster - hvilket vi jævnligt er vidner til.

Det er her debatten om, hvorvidt en person er dansker eller ej, kommer til sin ret.

En etnisk gruppe kan og vil ikke tolerere denne mistillid. For mistilliden kan betyde undergangen for gruppen. Det kan betyde en udvanding af de regler og normer, der er indført for at sikre tryghed.

Endvidere er en udvanding af det historiske og kulturelle sammenhold og forståelsesramme i en gruppe med til at fjerne legitimiteten og hele dens fundament.

Et fundament, der fortæller os, hvorfor vi gør som vi gør, og hvorfor det er vigtigt at bevare det eksisterende, hvis vi ønsker at leve fredeligt, tillidsfuldt og trygt med hinanden i gruppen.

Kritikken omfatter venstrefløjen
Når visse politikere - især med sammenblandet etnicitet - begynder at pille ved disse fundamenter, menneskelige interaktioner og eksistensberettigelsen af den etnisk danske gruppe, så er det på sin plads at påtale dette og råbe vagt i gevær.

Det er fair at sige, at de ikke er danskere i etnisk forstand, om end de er juridiske danskere. Men denne kritik bør omfatte alle dem, der ønsker at omskrive danskere som et etnisk folk - herunder det meste af venstrefløjen.

Det betyder dog også, at genetik pludselig bliver irrelevant i denne diskussion, og enhver med respekt for sig selv bør undgå at sammenligne heste, katte og mennesker i fremtidige debatter om danskhed.