I den sidste uges tid har medier, ministre og meningsdannere kappedes om at demonstrere deres bekymring over den unge mandegeneration, der ifølge en rapport fra Center For Digital Pædagogik Og Analyse nærer et voldsomt had til kvinder, og som de dyrker på de sociale medier.

Rapporten kommer som var den bestilt af det moderne kvindedominerende samfund, der ikke kan få nok af kritik og mistænkeliggørelse af mandspersoner.

Det har ikke dæmpet debatten, at fagfolk har dumpet rapporten, som uvidenskabelig, enøjet, sporadisk og bestillingsarbejde, hvor konklusionen var fastlagt på forhånd.

Makværk
I det moderne samfund er sandheden ikke værdsat så meget som fortællingen om sandheden, og her er den ønskede fortælling, at skarer af unge mænd hader kvinder så meget, at hele to kvindelige ministre har udtrykt deres dybe bekymring over de unges overgivelse til manosfæren, som er betegnelsen for kvindehadskulturen.

Analysen er et makværk, siger fagfolk. Den burde aldrig være publicereret. Kun 29 mænds adfærd på nettet er blevet undersøgt, og hvad man fandt af manosfærisk indhold var stort set amerikansk. Endvidere har analysen fra Center For Digital Pædagogik behændigt undladt at undersøge det danske samfunds udbredte kritik og mistænkeliggørelse af mænds adfærd.

Hvis nogen skulle være i tvivl, tilrådes det at tage et møde med Familieretshuset, hvor der hersker et totalitært mødrevælde, hvis formål er at forhindre fraskilte fædre i at se deres børn.

Fejhed som surrogat for mod
Selv på baggrund af den tyndbenede analyse fra Centret kan det ikke afvises, at der på nettet er et betydeligt antal unge mænd, der rakker ned på kvinder og udtrykker had og vrede mod kvindekønnet. Det er imidlertid ikke udtryk for en hærdet, brutaliseret generation, der pønser på vold mod kvinder.

Det er derimod en taberkultur af ængstelige mænd, der ikke har modet til at tage en konfrontation med kvindevældet om mændenes tab af magt og frihed.

Ligesom som medarbejderen, der ikke tør tage en konfrontation med sin chef, men i stedet sidder dag efter dag i kantinen og docerer sit had til ledelsen og firmaet. Fejhed som surrogat for mod.

Uden modstand
Mænd kan ikke bebrejde kvinder, at de er blevet stærkere og, at mænd har tabt autoritet, status og magt i det moderne samfund. Kvindernes march mod samfundsdominans er sket helt uden modstand fra mandskønnet, der sagtmodigt har trukket sig bukkende tilbage til en plads i kulissernes tusmørke.

Det samme skete efter ungdomsoprøret i1968 mod ’professorvældet’. Det begyndte i Paris og spredte sig hurtigt op gennem Europa. I Frankrig og Tyskland gik professorerne til modstand mod oprøret, der endte i en række kompromiser mellem studerende og deres lærere.

I Danmark derimod lagde ’professorvældet’ sig fladt ned og overlod al magt til oprørerne. Værst gik det ud over direktøruniversitetet CBS, der i nogle år blev totalt styret af de røde studenteraktivister.

Det feminiserede samfund
Resultatet er et samfund, der skridt for skridt er blevet feminiseret. Kvinder dominerer i dag i politik, de styrer medierne, hvor selv mandlige chefer taler som om, de var kvinder. Kvinder har erobret den offentlige sektor og meningsdannelsen.

Den grønne omstilling, klimahysteriet, dyrkelsen af regnbuebevægelsen og islamtolerancen var aldrig sket uden kvindelig dominans.

I familien sidder kvinden centralt placeret i samtalekøkkenet, hvorfra hun ser alt, hører alt, ved alt og bestemmer alt. Moderne børn vokser op i familier med to mødre. Den ene har dog anlagt et silkeskæg for at markere, at han er en slags mand.

Tiderne skifter
Der er dog ingen grund til at fortvivle. ’Tempora mutantur et nos mutamur in illis’ (Tiderne skifter og vi med dem) skrev en tysk teolog i 1500-tallet. Mandsvældet har domineret i flere tusinde år, og det er på tide med forandring.

Det betyder, at mange mænd har det fint med at spille anden violin i familien, hvor det er konen, der tjener flest penge og har karrierejobbet, mens manden arbejder hjemmefra, køber ind og henter børn.

Vi skal ikke længere tilbage end i 1950erne, før en ægtemand hellere ville lade sig riste over en sagte ild end at overvære sine børns fødsel eller trille en barnevogn. Vi skal kun være glade for, at den moderne mand deler familiens pligter ligeligt med konen.

Uanset den aggressive påvirkning fra de feminiserede medier om ’Me Too’ og portrætteringen af mænd som potentielle voldtægtsforbrýdere eller ’groomere’, altså mænd der lokker eller tvinger kvinder til sex, finder vi heldigvis overalt i samfundet mænd, der hviler harmonisk i den maskulinitet, de nu engang er født med og som ikke lader sig kue af tidsåndens kvindevælde.

Det er typisk mænd, der er født med et godt biologisk selvværd, har et arbejde, de er glade for og et kærligt og harmonisk familieliv med kone og børn.

Hver mand må kæmpe for sig selv
I debatten efter manosfære-rapporten var der en kvinde fra en af kvindeorganisationerne, der udtalte til pressen, ”at det måske var på tide at give mændene mere plads.”

Vi er fortabte, hvis vi får et samfund, hvor vi tildeles vores plads i hierarki og kultur. Her er det hver mand for sig.

Nogle mænd har brug for meget maskulint frirum, andre for mindre. Hvis ikke vi hver især tør kæmpe for vores individuelle maskuline identitet, så får vi heller ikke nogen. Og har heller ikke fortjent nogen.

Hver mand må kæmpe for hvor meget mandfolk, han ønsker at være.

Artikel bringes i et samarbejde med aamund.dk