Regeringen er i gang med at indføre endnu en lov, der er designet til at lyde fornuftig, men lugter af censur - fordi den er det. Omkring årsskiftet 2023/24 kom Koranloven, og nu er næste begrænsning af ytringsfriheden på vej - en dybt bekymrende trend hos vores politiske magthavere, både herhjemme og i EU. For kadencen er stigende.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har netop sendt et lovforslag i høring, der kriminaliserer brugen af kunstig intelligens til at efterligne virkelige personer – en beskyttelse mod deep fakes og digitale forfalskninger, som ved første øjekast kan virke rimelig. Ingen ønsker jo, at deres ansigt sættes ind i en pornofilm eller en voldsvideo, de intet har haft med at gøre.
Men som altid i disse sager ligger djævlen i detaljen – eller rettere: i undtagelsen.
Lovens §73a siger: “Magtkritik, satire, parodi og samfundskritik er stadig tilladt” – efterfulgt af den altødelæggende hale: “… medmindre det kan siges at være misinformation, som kan medføre alvorlig fare for andres rettigheder, renommé eller væsentlige interesser.”
Dermed er vi præcis dér, hvor ytringsfrihedens fjender elsker at være: I den juridiske gråzone. For hvem afgør, hvad der er “alvorlig fare”? Hvem definerer, hvad der er “misinformation”? Hvem bestemmer, hvilke interesser er “væsentlige”? Svaret er: staten selv. Og det bør få alle advarselslamper til at blinke.
Statsmagten beskytter sig selv
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig de konsekvenser, dette åbner for. En kritisk AI-video, hvor min partiformand Mette Frederiksen, ondt grinende, gasser en mink – kan det opfattes som farlig misinformation? Et billede af Lars Løkke på et privatfly, hvor han mæsker sig i kaviar, champagne og lækre damer – kan det skade hans renommé? En satirisk fremstilling af en politiker i kompromitterende kontekst – kan det være en “alvorlig fare” for “væsentlige interesser”?
Selvfølgelig. Det er det, satire gør: Den gør magten latterlig og sårbar.
Netop derfor er den så vigtig – og så udsat.
Regeringens lovforslag er ikke en isoleret hændelse. Det er en brik i et langt større mønster, hvor politiske og juridiske kræfter i både Danmark og EU gradvist udhuler ytringsfriheden, samtidig med at de forsikrer os om, at den skam er “beskyttet”.
Men frihed, der kun må bruges inden for tryghedens og rimelighedens grænser, er ikke frihed. Det er tilladelse. Og tilladelse kan trækkes tilbage.
Frihed med fodnoter
Hvis man vil se, hvor denne tilgang fører hen, skal man ikke kigge mod Rusland eller Iran – men mod Bruxelles. Med EU’s Digital Services Act (DSA) har Europa skabt et uhyre af et censurinstrument, som giver både kommissionen og medlemslandenes myndigheder en uhørt magt til at fjerne og kontrollere indhold på digitale platforme.
DSA lyder, som så meget andet, tilforladelig: Den skal bekæmpe “ulovligt indhold” og beskytte borgerne mod skade. Men i praksis er det en model, hvor sandheden skal filtreres gennem EU’s egne forestillinger om misinformation, desinformation og “risikabelt indhold”.
Man har skabt et system, hvor nationale tilsynsmyndigheder kan sende besked til sociale medier og kræve indhold fjernet med henvisning til nationale love. Det lyder teknisk. Det er teknisk. Men effekten er alt andet end teknisk. Det er en model for struktureret censur.
Det er også derfor, EU-kommissionen nu er i regulær konflikt med Elon Musks platform X, som nægter at følge med i den europæiske dans på æggeskaller. Og det er derfor, at techgiganterne – ironisk nok – er blevet de sidste bastioner for ytringsfrihed i en europæisk offentlighed, der bliver mere og mere reguleret. Inden for EU er Tyskland det værste eksempel - og uden for EU er Storbritannien endt som en ren dystopi med borgere, mødre, fængslet i årevis ... for tweets.
Ytringsfrihed udvandes
Den aktuelle danske lov er kun ny i sin 'teknologi'. Ikke i sin mekanik. Hver gang ytringsfriheden har fået nye redskaber, har staten ofte svaret med nye forsøg på begrænsninger.
Det begyndte med trykpressen (1.0), som skræmte kirkens og kongens mænd fra vid og sans. Så kom revolutionspamflet og politisk satire (2.0). Dagbladets udbredelse (3.0). Radio-røre hjemme i stuerne (4.0). Fjernsynets massepsykologi (5.0). Internettets grænseløse informationsrækkevidde (6.0). Sociale medier, hvor vi alle blev debattører og redaktører (7.0). Og nu: AI (8.0), hvor virkeligheden kan iscenesættes på ny. Sømløst overbevisende.
Hver gang det sker, følger forsøg på kontrol. Det er næsten en naturkraft. Men løsningen er aldrig at lade magten definere, hvad borgerne må se, dele eller tro. Løsningen er dannelse – og borgerligt, demokratisk ansvar.
Vi skal lære at leve med satire, fordrejninger og falske billeder. Ikke fordi vi ønsker dem, men fordi alternativerne – censur, filtrering, statslig kontrol – er langt værre. Ytringsfrihed handler ikke om komfort. Det handler om kapacitet. Om at kunne tåle og rumme det ubehagelige for at bevare det værdifulde.
Når frihed føles tryg, er den forsvundet
Der findes en farlig illusion i Europa, og måske navnlig i Danmark, om, at frihed skal føles tryg. At vi skal “beskyttes” mod misinformation og forkerte idéer. Men ytringsfriheden er netop friheden til at tage fejl, friheden til at provokere, friheden til at være irriterende.
Når friheden ikke længere føles truende, er det fordi den er forsvundet. Når vi ikke længere møder det stødende, er det fordi nogen har fjernet det for os. Og når vi vænner os til det, er det fordi vi har glemt, hvordan det føles at være frie.
Det er derfor, jeg dagligt rammes af det, jeg kalder constitutional envy - forfatningsmisundelse. Amerikanerne har med deres First Amendment en enkel og kompromisløs beskyttelse af ytringsfriheden. Staten må ikke gribe ind i borgernes tale – uanset hvor dum, fræk, usand eller ubehagelig den er. Det gør ikke USA perfekt – men det gør dem frie på en måde - og med sikkerhed for den frihed - vi i Europa kun kan drømme om.
Herhjemme står vi uden samme grundlovssikrede værn. Og det mærkes. I DSA. I Koranloven. I det nye AI-forslag. §266b, ofte refereret til som Racismeparagraffen, har vist sig at være lavet af den mest formbare gummi, man kunne frygte. Det nye lovforslag er helt i dens ånd.
Hvis vi ikke siger fra nu, vil friheden forsvinde. Ikke med et brag – men med en række ‘velmenende’ lovforslag, gummiparagraffer og regler, der lyder 'kloge' og 'ansvarlige'. Det er den måde, friheden dør på i velfærdssamfundet.
Derfor må vi sige klart fra: Lovforslaget bør skrottes. Ikke forbedres. Ikke tilpasses. Skrottes. Fuldstændig.
For man beskytter ikke demokratiet ved at beskytte magten mod latter. Man beskytter det ved at lade latteren runge højt, også når den ‘går over stregen’ - og bliver latterliggørelse.
