Det er med en vis nervøs latter og let eksistentiel bæven, at jeg nu toner frem i disse spalter – for lad os være ærlige: At få en erklæret socialdemokrat ind i kolofonen på et borgerligt medie må for nogle virke som en gaffel i en våd stikkontakt. 

Og dog.

Der findes nemlig flere slags socialdemokrater. Jeg er en af dem, der tror på idéen – ikke nødvendigvis realiseringen som den er p.t. – af et stort, folkeligt, ansvarligt midterparti. Et parti, der kan samle snarere end splitte, dræne yderfløjene og holde de mest rabiate impulser i ave. Et parti, der passer på Danmark og danskerne. På vores børn. 

Fra klassekamp til kassekamp
Det er i hvert fald det, jeg engang troede, Socialdemokratiet stod for.

Men med identitetspolitikkens triumftog er partiet på afgørende parametre begyndt at ligne det, vi historisk har holdt os fra: en ideologisk yderfløj forklædt som folkeparti. For når man som parti går fra arbejderkamp til omfavnelsen af neomarxistisk kønsaktivisme, så har man meldt sig ud af virkeligheden. Til skade for parti, vælgere og samfund.

Alligevel bliver vi. I partiet. For vi socialdemokrater lider notorisk af stockholmsyndrom, hvor ofrene for en kidnapning beskytter deres kidnappere. Vi er de vælgere, der sjældnest af alle skifter parti – og det er ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at gå, men fordi vi, nogle af os, insisterer på at blive for at kæmpe. Indefra. 

Bøssebrev til socialdemokrater
Min egen kamp har blandt andet manifesteret sig i en række af såkaldte Bøssebreve (jeg er homoseksuel og medstifter af Dansk Regnbueråd, herom senere) – en jævnlig mail til hver af Socialdemokratiets 50 folketingsmedlemmer, med kopi til A-borgmestre og DSU-formænd.

Brevene, hvoraf jeg har besluttet at dele det første med Kontrasts læsere, er kærlige, men kontante påmindelser om, hvor meget på vildspor, vi er som parti. Og at det ikke er mig, der har flyttet mig – det er partiet, der er endt med at ligge forfærdende forkert på afgørende områder. 

Og, ja, jeg har fået svar. Ikke mange. Men de, der er kommet, siger rigtig meget. De giver håb. Essensen af svarene vender jeg tilbage til i en kommende artikel. 

Der findes kvinder!
Over de sidste fire år er jeg trådt ind i offentligheden med alt, hvad jeg har af stemme, åben pande og mavefornemmelse. Som næstformand i Dansk Regnbueråd har jeg de seneste år stået midt i kønsdebatten og insisteret på, at sandheden ikke er transfobisk, og at børn ikke skal bruges som didaktiske og medicinske forsøgsdyr for forkvaklede voksenideologier - og tænk sig - at kvinder findes! Deres rettigheder ligeså.

Jeg har skrevet, redigeret, talt, debatteret, produceret podcast, sat satire i spil, været på Folkemødet og i medierne – og forsøgt at flytte en debat, som i alt for lang tid kun ukritisk gik én vej.

USA og Israel - misforstået
Jeg har også stærke holdninger til USA og Israel – to lande, der p.t. deler Danmark voldsomt, om end de ikke burde. Jeg har boet i USA i en årrække, og mit syn på fx Trump er præget af erfaring snarere end overskrifter. Jeg var inviteret til Obamas indsættelse i 2009, men har – ligesom mange amerikanere – været på en politisk rejse, der ikke endte hos ham og Demokraterne, men et helt andet sted. 

Jeg mener, Trump er groft misforstået, og at medierne – især de danske – har spillet en syndig rolle i den karikatur, der er blevet tegnet af både ham og det land, han repræsenterede. Og jeg siger det højt. På Facebook. På X. På Substack. Og nu altså også her.

Det samme gælder Israel. Jeg stod sidste år på Israels Plads og holdt tale på årsdagen for Hamas’ massakre 7. oktober. Jeg "står der stadig". Uden vaklen. Jeg er 17. generation kartoffeldansker - og uapologetisk zionist.

Ordets magt
Privat er jeg lærer, iværksætter og kristen. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Jeg tror på Gud, og jeg tror på ord. Ordets magt. Jeg bruger aldrig min tro som argument – jeg bruger den som kompas. Og jeg tror på, at noget er rigtigt og noget forkert.

Det gælder også i politik. Politik er tro - hvordan man så definerer den - udmøntet i lovgivning. Det kulturkristne fælleskompas, er det, der havde rundet os - indtil noget andet tog over.

En neoreligion, vil nogen hævde. Og bl.a. børnekønsskiftet er den guldkalv om hvilken, der er blevet danset. Også af socialdemokrater. Det fylder mig dagligt med lige dele rædsel, raseri og motivation. 

Jeg skal kyles ud
Så kære Kontrast-læser: Hvis du kan abstrahere fra, at mit medlemskab af Socialdemokratiet endnu ikke er blevet opsagt (jeg skal kyles ud), og at mit hjerte banker for et folkeligt parti, som p.t. ikke rigtigt eksisterer – så lover jeg at være et for den ydre venstrefløj stærkt øretæveindbydende indslag fra skyttegraven midt i kulturrevolutionen.

En slags omvendt infiltratør: En sjæleborgerlig, frygtløs-når-velmedicineret, jævnt begavet, modpressende, højrehældende venstrefløjser. Ikke desertør. Bare én, der nægter at opgive slaget om midten, og derfor må gå i tjeneste som dobbeltagent. I fuld offentlighed. 

En kaptajn i Livgarden sagde sidst i 80'erne i mit påhør, komplet med oberst Hachelsk diktion:

"Gardere, når vi sender Dem i krig, så skal De acceptere, at De allerede er død - så kan De gøre det arbejde, vi betaler Dem for." 

Jeg forstod ikke dybden af ordene dengang, men det er det bedste life-hack, jeg nogensinde har fået. Således udstyret med fuld forlods-accept af min socialdemokratiske bortgang melder jeg mig hermed til tjeneste på Kontrast.