I 1970 ankom den 20-årige venezuelaner Ilich Ramírez Sánchez til Beirut. Han opsøgte en journalist på den arabiske avis al-Hadaf, men det var ikke journalistik, han interesserede sig for. Avisens vicechefredaktør Bassam Abu Sharif var også en ledende skikkelse i den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Han ville vide, hvem den unge mand ønskede at bekæmpe.
De israelske, kapitalistiske imperialister, svarede den uge venezuelaner. Han skulle senere blive kendt som Carlos Sjakalen og udvikle sig til en af verdens mest eftersøgte terrorister.
Hans historie fortælles i den nye bog The Jackal: The Rise and Fall of Carlos, the World's First Super-Terrorist af den amerikanske journalist Joby Warrick.
Men historien er ikke blot spændende læsning med et tilbageblik på 1970'ernes terrorisme. Når vi kigger efter kan vi se, at datidens revolutionære forestillinger er ved at vende tilbage i den radikale venstreorienterede ungdom.
Da marxister og palæstinensere fandt sammen
Carlos kom fra en velhavende familie i Venezuela. Hans far var overbevist kommunist og havde opkaldt sine tre sønner efter Lenin. Carlos studerede i Moskva, før han sluttede sig til den palæstinensiske kamp.
