På Bregentved Gods ved Haslev har man gemt sprøjtejournalerne fra 1992 og frem til i dag. I 34 år har man således dokumenteret, hvilke sprøjtemidler man har anvendt i landbrugsproduktionen. Godset bad rådgivningsvirksomheden GEO sammenholde oplysningerne med resultaterne af vandprøver fra fire lokale vandværker.
Resultatet af undersøgelsen, som Jyllands-Posten omtaler i dag, burde få nogen til at stoppe op midt i vandværket, inden det bliver til et vandvidsværk. Ikke en eneste gang er der ifølge undersøgelsen fundet pesticidrester fra landbrugsdriften i koncentrationer, der overskrider den tilladte grænseværdi.
Ikke desto mindre står Bregentved til at få nedlagt et permanent sprøjteforbud på 425 hektar af sine landbrugsjorde, som så må tages ud af drift eller dyrkes med underskud.
Undersøgelsen kan ikke udelukke, at der i fremtiden vil dukke pesticidrester op i grundvandet. Det kan tage årtier for vandet at bevæge sig fra markerne til de grundvandsmagasiner, som vandværkerne henter deres vand fra, men undersøgelsen fremtvinger nogle principielle spørgsmål om den måde, vi bedriver miljøpolitik på i Danmark.
Forsigtighed uden fornuftens følgesvend
Forsigtighedsprincippet er et fornuftigt princip. Det giver god mening at gribe ind over for en potentiel miljøtrussel, inden skaden er sket. Men forsigtighedsprincippet har en lige så fornuftig følgesvend i proportionalitetsprincippet. Det indebærer, at et politisk indgrebs omfang skal stå i et rimeligt forhold til det problem, man ønsker at løse.
I den politiske debat om det nationale sprøjteforbud har det første princip løbet med al opmærksomheden. Dygtigt sat i scene op til folketingsvalg, hvor der i de hektiske debatter bliver kun lidt om ingen plads til reservationer, tilbageholdenhed, rationalitet og eftertanke
Hvilken politiker har lyst til at stå på et vælgermøde og blive beskyldt for at ville gamble med danske børns drikkevand? Ingen. Venstre forsøgte sig med det, og mærkede konsekvensen. I dag har Venstre resigneret og meldt sig ind i den anden klub.
Rent drikkevand er blevet et politisk konsensusprojekt, hvor det ikke kun er enighed om målet, men midlet, der binder politikerne sammen. Det nationale sprøjteforbud - fornuftigt eller ej - er blevet et mantra. Er man imod, er man imod rent drikkevand.
De helt almindelige spørgsmål om sandsynlighed, omkostninger og alternative løsninger bliver opfattet som en anfægtelse af selve målsætningen - altså rent vand, som man kan drikke uden risiko for at blive syg.
Vi har allerede et kontrolsystem
Danmark har i et kvart århundrede haft et varslingssystem, hvor man på forsøgsmarker undersøger, om godkendte sprøjtemidler eller deres nedbrydningsprodukter siver ned i grundvandet. Så sent som i april i år offentliggjorde forskerne en rapport, der dokumenterede, at tre af otte undersøgte sprøjtemidler gav anledning til overskridelser af grænseværdien.
For to af de tre aktivstoffers vedkommende har Miljøstyrelsen allerede truffet beslutning om et forbud. Det kan man naturligvis udlægge som et argument for et generelt sprøjteforbud. Men man kan lige så vel udlægge det som en dokumentation for, at det eksisterende kontrolsystem gør det, det er sat i verden for.
Når et stof findes problematisk, fjernes det fra markedet. Ikke fordi, nogen er blevet syge af at drikke vand, men af forsigtighed for at undgå det. Det er forsigtighedsprincip med rationale og fornuft. Helt anderledes end et nationalt sprøjteforbud, som er forsigtighed med hovedet under armen.
I den forbindelse er det også værd at bemærke, at grænseværdien for pesticider i drikkevandet på 0,1 mikrogram pr. liter ikke er fastsat på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering af de enkelte stoffer. Grænseværdien stammer fra 1980 og afspejler, at det dengang var den mindste måleenhed, man kunne detektere.
Ifølge Miljøministeriet ligger de sundhedsmæssigt begrundede grænseværdier i langt de fleste tilfælde 100 til 1.000 gange højere end den 'kravværdi', som er politisk fastsat. Vandet er altså ikke sundhedsskadeligt, selvom man konstaterer en overskridelse.
En milliarddyr forsikring
Det nationale sprøjteforbud forventes at omfatte omkring 140.000 hektar landbrugsjord. Et areal større end Lolland. Organisationen Landbrug&Fødevarer anslår, at der skal udbetales mellem 20 og 30 milliarder kroner i erstatning for landmændenes økonomiske tab, hvis de skal holdes skadesløse.
Det er et enormt beløb. Man ville næppe i andre sammenhænge træffe en beslutning om at tegne en forsikring til et milliardbeløb uden at interessere sig nærmere for sandsynligheden for, at skaden indtræffer. Det gør man her.
Pris og risiko følges ellers normalt ad - undtagen i politik. Politikerne besluttede sig uden at kende prisen. Måske fordi de ikke selv skal betale. Det skal skatteborgerne.
Erstatningsbeløbet er i en størrelsesorden, hvor staten i princippet kunne købe det meste af den berørte landbrugsjord. Altså staten kunne - hvis ellers den kunne få domstolene med til at anerkende nødvendigheden - ekspropriere landmændenes jord.
Det er ikke på tale. Hvorfor? Ja, formentlig fordi, Grundlovens bestemmelser om ekspropriation siger, at det skal være nødvendigt af hensyn til almenvellet, hvis staten ophæver den private ejendomsret. En domstol vil have meget svært ved at anerkende nødvendigheden, når risikoen er så lille, som den er.
Endnu et signal om, at politikerne har bevæget sig ud på overdrevet i stedet for at blive i folden med fornuft.
Et indgreb i ejendomsretten
Det er heller ikke den faktiske forekomst af pesticidrester i grundvandet, der ligger til grund for Miljøstyrelsens udpegning af de områder, hvor der skal indføres et sprøjteforbud. Det er de hydrologiske forhold.
Man kan derfor have drevet landbrug i årtier uden at have forårsaget en eneste konstateret overskridelse af grænseværdien og alligevel blive pålagt vidtgående restriktioner i anvendelsen af sin ejendom. Det er den erfaring, de har gjort sig på Bregentved Gods.
Det er værd at spørge, hvad man for blot en brøkdel af de anslåede erstatningsbeløb kunne opnå ved måske at udbygge det eksisterende varslingssystem, så man fanger problemstoffer tidligere, lave mere detaljerede lokale undersøgelser og så gennemføre et sprøjteforbud de steder, hvor der er en reel risiko for at forurene grundvandet.
Man ville kunne nå et enormt højt sikkerhedsniveau med langt mindre indgribende midler. Det var Venstres fornuftige standpunkt, inden der gik politisk rundhyl i sagen. At flere andre borgerlige partier tilsluttede sig venstrefløjens forsigtigheds-fanatisme, kan man kun beklage.
For det kan aldrig være borgerlig politik at erstatte en differentieret og vidensbaseret regulering med endnu et generelt forbud, som griber ind i den private ejendomsret.
Forsigtighed er en dyd. Men forsigtighed på andres vegne, for andres penge og med råderetten over andres ejendom er en noget billigere dyd for den, der udøver den, end for den, der betaler forsikringspræmien.









