Trods Taliban-bevægelsen ved magten og konstante indskrænkninger af friheden for især kvinder i Afghanistan er det tid til at Vesten overvejer at genåbne sine ambassader i det mellemøstlige land.
Det er budskabet fra Markus Potzel, en højtstående FN-udsending i Afghanistan.
- Min opfordring er, at flere vestlige lande igen skal være repræsenteret her (i Afghanistan, red.), siger han til det tyske medie RND.
Potzel begrunder opfordringen med, at det er nemmere at få et præcist billede af forholdene i landet, hvis landene er til stede med officiel repræsentation.
Taliban generobrede magten i Afghanistan i august sidste år, da den efter en række angreb mod nøglebyer formåede at indtage hovedstaden, Kabul, og jage landets præsident på flugt.
Siden da har Taliban-regimet indført streng lovgivning i overensstemmelse med den islamistiske bevægelses fortolkning af islams hellige love.
Især er der kommet strikse begrænsninger for, hvad kvinder må foretage sig. Blandt andet blev det for nylig forbudt for kvinder at gå på universitetet.
Talibans overtagelse af magten fik en lang række lande, heriblandt Danmark, til at lukke ambassader og nægte at anerkende bevægelsen som Afghanistans retmæssige regering.
En genåbning af ambassaderne behøves dog ikke betyde en anerkendelse af Taliban som den legitime afghanske regering, siger Potzel.
- At genåbne ambassader behøves ikke at gå hånd i hånd med at anerkende Taliban-regimet, siger han.
Vestlige lande, hævder han, har en interesse i at stabilisere Afghanistan for at undgå, at Islamisk Stat vokser yderligere. Desuden skal det hjælpe den vestlige verden med at slå ned på fremstilling af narkotika i Afghanistan, som er verdens største producent af opium.
Kilde: /ritzau/dpa