Kort Nyt

16.11.22

Lodtrækning: Danmarksdemokraterne får plads i Folketingets ledelse

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne blev lige store og trak onsdag lod om plads i Folketingets ledelse.
Der var onsdag lodtrækning i Folketingssalen på Christiansborg om den sidste plads i Folketingets Præsidium. Her deltog en repræsentant fra hver af de to partier.
Der var onsdag lodtrækning i Folketingssalen på Christiansborg om den sidste plads i Folketingets Præsidium. Her deltog en repræsentant fra hver af de to partier.

Der var drama i Folketingssalen onsdag, hvor Danmarksdemokraterne vandt en lodtrækning over Liberal Alliance.

Partiet får dermed den sidste plads i Folketingets Præsidium, som er tingets daglige ledelse.

Folketingets kommende formand, Søren Gade (V), trak i en ellers tom folketingssal navnet på partiet op af en japansk krukke, der bruges ved lodtrækninger.

- Vi er forhåbentlig lige gode venner bagefter. Begge partier ønskede at få posten, men de tog det pænt, og det er sådan, reglerne er, siger Søren Gade.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne blev lige store ved folketingsvalget for to uger siden og skulle således trække lod om den sidste plads i Præsidiet.

Folketinget træder onsdag sammen efter folketingsvalget 1. november og skal besætte flere pladser.

I Præsidiet er der foruden formanden plads til fire, som får titlen af henholdsvis første, anden, tredje og fjerde næstformand.

Foruden Søren Gade bliver medlemmerne Leif Lahn Jensen (S), Jeppe Søe (M), Karsten Hønge (SF) og Karina Adsbøl (DD). Partierne får også plads i Kontroludvalget, der ser efterretningstjenesterne efter i kortene.

Præsidiet leder møderne i Folketingssalen, og det er de fem medlemmer, der officielt repræsenterer Folketinget.

Det var Peter Skaarup, der repræsenterede Danmarksdemokraterne ved afstemningen.

- Det var Søren Gade, der var lykkens gudinde for os. Men det kunne lige så godt have været omvendt, og det var blevet Liberal Alliance.

- Det er en vigtig plads, for det betyder, at man er med i Folketingets ledelse. Der er mange små og store ting, som Præsidiet skal afgøre, siger Peter Skaarup.

Præsidiet er valgt for et år ad gangen, og derfor skal den japanske krukke ikke sættes for langt væk, da der sandsynligvis skal trækkes lod igen næste år.

Den japanske krukke var for nogle år siden i en periode blevet væk, men Folketinget fandt den i 2014 på et gavelager før en afstemning. Det menes, at en formand har fået den forærende engang.

Partierne valgte at trække lod forud for mødet i Folketingssalen, som før har været vidne til dramatiske afstemninger.

En af de mest dramatiske afstemninger fandt sted efter valget i 1998, hvor der blev trukket lod om posten som formand, der er aflønnet på samme niveau som statsministeren.

På grund af stemmelighed endte det med en lodtrækning mellem socialdemokraten Birte Weiss og Venstres Ivar Hansen.

Ivar Hansen var fungerende formand, og han skulle derfor trække. Han trak sig selv.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter