Iran har afskaffet landets omstridte moralpoliti efter cirka to en halv måneds protester udløst af den 22-årige kvinde Mahsa Aminis død.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og dpa søndag.
Mahsa Amini døde, da hun var i moralpolitiets varetægt.
Ifølge AFP skriver det iranske nyhedsbureau ISNA, at Irans chefanklager, Mohammad Jafar Montazeri, lørdag har udtalt sig på en religiøs konference.
Her blev han angiveligt spurgt, "hvorfor moralpolitiet bliver nedlagt".
- Moralpolitiet har ikke noget at gøre med den dømmende magt, sagde han.
Nyhedsbureauet dpa skriver, at chefanklageren har bekræftet, at moralpolitiet afskaffes over for den iranske avis Shargh.
- Moralpolitiet er blevet opløst, men den dømmende autoritet fortsætter med at tage hånd om de sociale udfordringer, siger han.
Moralpolitiet blev etableret under den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og har patruljeret gaderne i Iran siden 2006.
Moralpolitiet er omstridt og har været kritiseret på grund af dets metoder.
22-årige Mahsa Amini, mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.
Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.
Den iranske chefanklagers udmelding om moralpolitiet kommer, efter at han for nylig også har udtalt sig om loven om hovedbeklædning.
Han siger ifølge AFP, at "både parlamentet og den dømmende magt arbejder på", om der muligvis skal laves ændringer af loven.
De nuværende demonstrationer i Iran er nogle af de største mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979.
Den norske avis Dagbladet har søndag formiddag været i kontakt med Masud Gharahkhani, der er formand for Stortinget - Norges pendant til Folketinget.
Han er født i Iran og har flere gange udtalt sig kritisk om præstestyret.
Han tror ikke, at man skal lægge det store i chefanklagerens udmelding.
- I Irans gader bliver unge mennesker, som drømmer om den samme frihed og demokrati som os, dræbt, banket og fængslet.
- Regimet har endda dømt folk til døden. Det spiller ingen rolle, hvad regimet kalder moralpolitiet. Deres brutalitet og vold fortsætter, skriver han i en sms.
Kilde: /ritzau/