Taliban anklager prins Harry for krigsforbrydelser, efter at han i en bog har skrevet, at han som soldat dræbte 25 mennesker i Afghanistan.
Harry gjorde tjeneste i det britiske forsvar i ti år og tilbragte to perioder ved fronten i Afghanistan.
I bogen "Reserven", som udkommer i næste uge, beskriver han, at han dræbte de 25, "som man fjerner skakbrikker fra et bræt".
- Mit tal var 25. Det var ikke noget, som fyldte mig med tilfredsstillelse, men jeg skammede mig heller ikke over det, skriver han.
En af Talibans ledere, Anas Haqqani, skriver i et tweet, at de afghanere, som blev dræbt af prinsen, var folk med familier.
– Harry! Dem, som du dræbte var ikke skakbrikker, de var mennesker, skriver Haqqani, som anklager prinsen for "krigsforbrydelser".
Prins Harry har sagt, at han tænkte på dem, der blev ofre for al-Qaedas angreb i New York og Washington den 11. september 2001.
- De ansvarlige for angrebene og deres tilhængere var "menneskehedens fjender." Det at kæmpe mod dem var hævn for en forbrydelse mod menneskeheden, skriver han i bogen.
Taliban i Afghanistan holdt al-Qaeda-lederen Osama bin Laden skjult og nægtede at efterkomme et krav om at udlevere ham til retsforfølgelse i USA. Det var baggrunden for den amerikansk ledede invasion i Afghanistan den 7. oktober 2001.
Prins Harry kritiseres også af britiske militærfolk for de afsløringer, han er kommet med i bogen.
Tidligere oberst Tim Collins siger til Forces News, at Harry med sine udtalelser har vendt det britiske forsvar ryggen.
– Han skriver blandt andet en påstand om, at han dræbte 25 mennesker i Afghanistan. Det er ikke sådan man opfører sig i militæret. Det er ikke sådan vi tænker, siger Collins og tilføjer:
- Harry har nu vendt ryggen til sin anden familie, som var militæret, som engang omfavnede ham. Det sker, efter at han har hamret løs på sin biologiske familie, siger Tim Collins med henvisning til prinsens udfald mod sin far og sin bror.
Også briternes tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Kim Darroch og tidligere kommandosoldat Ben McBean retter kritik mod Harry.
Den engelske forfatter Andrew Norman Wilson, der er kendt for kritiske biografier, og som også er klummeskribent, kalder bogen fra prinsen "ondsindet". Han siger, at prinsen kun har formået at få offentligheden til at sympatisere mere med kongefamilien - og ikke med Harry.
Kilde: /ritzau/AFP <b