Måske findes den stadig. Den særlige borgerlige danske dyd i at lade ens egen person stå som kaution for ens ord. I sangen ’I alle de riger og lande’ om Holger Danskes bedrifter fra 1837 beskriver B.S. Ingemann den danske ridder som eksponent for folkekarakteren:

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fór,
jeg fægted med åben pande for,
hvad jeg for alvor tror.

Og lidt senere:

Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm;
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.

Det er gammeldags ord. Men tanken bag dem er ikke vanskelig at forstå. Vil man udfordre andre, må man vise, hvem man er. Her på Kontrast har vi samlet et hold af modige borgerlige meningsdannere. De kalder sig ’Modløberne’.

Det vil aldrig kunne komme på tale, at vi optog en Modløber under pseudonym. Det ville underløbe hele ideen om, at den politiske kamp med ord skal kæmpes med åben pande, som Holger Danskes kamp med sværd og lanse blev det.

En dyd fra en anden tid
Ingemann skrev i en tid, hvor Holger Danske blev brugt som billede på hele det danske folk. Den gode dansker var ligefrem. Han stod ved sit ord. Han førte ikke sin kamp forklædt og skjulte sig ikke, når han udfordrede andre.

Ingemann kræver, at Holger står som kautionist for sine ord og sine handlinger. Han sætter med andre ord sit navn, sit omdømme, ry og ære på spil. Når man gør det, kan man også ære og respektere sin modstander, hvilket er vigtigt både for at kunne håndtere sejre i krig og politik i et demokrati.

Idealet virker måske på mange næsten fremmed i dag. Den digitale offentlighed er fuld af pseudonymer, anonyme profiler og mennesker, hvis identitet er ukendt for dem, de diskuterer med. Nogle af de anonyme har titusinder af følgere og kan sætte historier i gang, som ender hos politikere, journalister og ministre.

Gode grunde til anonymitet
Ikke desto mindre findes der gode grunde til anonymitet. Og andre grunde, som ikke er gode. En whistleblower skal kunne fortælle om svindel på sin arbejdsplads uden først at acceptere risikoen for at miste sit arbejde. En medarbejder i en organisation kan afsløre forhold, som vedkommende ellers ikke ville turde bringe frem.

Soldaterne i vores Jægerkorps er anonyme i offentligheden af hensyn til deres egen og deres familiers sikkerhed. Det gælder også for forsvarets agenter i FE og undercover-betjente i politiet. Her er anonymiteten en beskyttelse.

Når rapportøren bliver aktør
Men der indtræffer et skifte, når man ikke længere nøjes med at bringe oplysninger frem. Når man udvælger sager, fortolker dem, kommenterer dem og bruger dem til at fremføre en bestemt politisk kritik. Når man navngiver ansvarlige, kræver svar, polemiserer mod modstandere og opbygger en fast følgerskare.

Så er man ikke længere blot rapportør. Man er blevet offentlig aktør. Så er man ikke whistleblower eller en embedsmand med job og karriere på spil. Det er ikke et juridisk skel. Ingen skal tvinges til at offentliggøre sit navn for at have lov til at mene noget politisk. Men det er et moralsk skel.

En moral der bygger på dyden fra Holger Danske, som B.S. Ingemann skrev om.

Undtager sig selv for det, han kræver af andre
For den offentlige aktør forlanger noget af andre. Han kræver, at ministre forklarer sig. At embedsmænd står til ansvar. At journalister dokumenterer deres historier. Han retter projektøren mod andre menneskers handlinger, forbindelser og motiver.

Hvis han samtidig selv står i mørket, opstår der en asymmetri. Vi kan undersøge den politiker, han kritiserer. Vi kan spørge, hvilke interesser politikeren har, hvem han arbejder sammen med, og om han selv har noget på spil.

Det kan vi ikke gøre med den anonyme aktør. Det betyder, at hans egen person er undtaget fra den prøvelse, han udsætter andre for.

Baronen med det lukkede visir
Hen over sommeren har ”Baronen af Øresund” offentliggjort en række eksempler på anvendelsen af danske udviklingsmidler. Flere af historierne har fået betydelig opmærksomhed.

Hans forsvarere har en god pointe, når de siger, at kritik af hans anonymitet ikke må bruges til at slippe for at diskutere substansen. Hvis hans oplysninger er korrekte, skal de naturligvis vurderes som sådanne.

Baronen har selv begrundet anonymiteten med hensynet til sin familie. Han ønsker ikke at udsætte sine nærmeste for den spot, chikane og måske de trusler, som kan følge med politisk eksponering på sociale medier.

Handsken kastes, men visiret bliver nede
Det er forståeligt. Men forståeligt er ikke det samme som i orden. For Baronen optræder ikke blot som anonym meddeler. Han har skabt en offentlig persona. Han udvælger sager, fortolker dem og påvirker debatten. Han kaster med Ingemanns ord handsken, men visiret bliver nede.

Ingemann skrev, at den, der vil fægte mod sine fjender, udfordre dem på liv og ære, må vise sit ansigt for ikke selv at tabe anseelse, respekt og ære. Fordi der følger et personligt ansvar med at udfordre andre.

Det er måske et urimeligt højt ideal i en tid, hvor sociale medier kan gøre den personlige pris for en politisk ytring langt større end tidligere. Men at opgive idealet vil nok være værre.