“Man bliver ikke borgmester i Ishøj, hvis der ikke er nogen med indvandrerbaggrund, der har lyst til at stemme på en”
Citatet er af Ishøjs borgmester, socialdemokraten Merete Amdisen. Og citatet fortæller et lille stykke Danmarkshistorie.
En tidligere socialdemokratisk borgmester i Ishøj, den navnkundige Per Madsen, som var bykonge i 25 år fra 1974 til år 2000, blev landskendt i 1990’erne, da han som frontperson i oprøret fra vestegnsborgmestrene tordnede mod den daværende socialdemokratiske regering.
Oprøret handlede om den lempelige udlændingepolitik, der var ved at fylde vestegnskommunerne med indvandrere og efterkommere. Især familiesammenføringerne var i indvandrermiljøerne sat i system, så hver en ung indvandrer kunne fordoble sig ved at hente en brud eller brudgom i hjemlandet.
Stramninger blev afvist af Nyrup-regeringen, der sad på magten sammen Radikale Venstre.
Advarslen blev hørt men ikke fulgt
Vestegnsborgmestrene advarede imod, at hvis man ikke fik stoppet tilstrømningen, ville deres kommuner i en ikke så fjern fremtid ikke længere kunne styres ud fra socialdemokratiske idealer. Man ville blive overvældet af en indflydelsesrig minoritet af muslimer, der ville omforme samfundet i deres eget billede.
I dag er Per Madsen fyldt 90 år og har for længst forladt sin fremskudte position som forsvarer af det kulturelt nationalt forankrede folkestyre. Han fortjener ære, selvom han blev hældt ned af brættet af sin egen partiformand Poul Nyrup Rasmussen, der aldrig rigtig forstod, hvad han havde med at gøre i udlændingepolitikken, og mest af alt huskes for at erklære Dansk Folkeparti for ikke-stuerene.
Advarslen fra borgmestrene blev hørt på Christiansborg og VK-regeringen, der efterfulgte Nyrup-regeringen i 2001, skramlede med problemerne igennem mange år, men fik dem tydeligvis ikke løst. For var problemet blevet løst, ville Merete Amdisen ikke behøve sige – og gøre – som hun har gjort.
Frygten er blevet virkelighed
Citatet af Merete Amdisen er hverken dumt eller historieløst. Det er ærligt og ligefremt. For det viser virkeligheden i det Danmark, som politikerne i deres konstante afvisninger af at gribe fat om nældens rod og løse udlændingepolitikken fra bunden har skabt.
For det er sandt, at Merete Amdisen som socialdemokrat ikke kunne være blevet borgmester, hvis muslimerne i hendes kommune ikke ville stemme på hende. De er i dag blevet så mange, at de udgør et bestemmende mindretal, som man ikke kan regere udenom.
Sådan er det i Ishøj og i de andre kommuner på den flade og i øvrigt utroligt frugtbare slette, der strækker sig vestpå ud på Sjælland fra København, og sådan vil det efterhånden blive i flere og flere kommuner, når den demografiske forandring sætter sig igennem.
Ishøjs muslimske stemmesluger
Awale Mohamed blev Socialdemokratiets stemmesluger nummer to i Ishøj. Awale Mohamed er medlem af Ishøj Masjid - også kaldet Dansk Pakistansk Kulturforening. En af de mange såkaldte kulturforeninger, som i realiteten er moskeer.
I valgkampen opfordrede Ishøj Masjid til at stemme på Awale Mohammed med følgende begrundelse:
“Mohamed, der er født i Islamabad og opvokset i Danmark, arbejder som jurist i Ishøj Kommune. Han ønsker at skabe positive ændringer ved at etablere en muslimsk begravelsesplads, sikre lige vilkår for moskéen og oprette et muslimsk plejehjem.”
Tillige skrev Awale Mohamed under sine mærkesager til kommunalvalget:
”At tilbyde svinekødsfrie måltider er almindelig, saglig hensyntagen – Det gør, at alle kan deltage på lige fod uden at ændre på fællesskabets rammer."
Awale Mohammed er personificeringen af borgmesterens indsigt. Uden en muslimsk stemmesluger højt på listen, ville hun ikke kunne blive borgmester i Ishøj. Og for at få de muslimske stemmer, skal man som politiker være parat til at betale med særordninger og fordele for islam i Ishøj.
I dette tilfælde med et kommunalt plejehjem indrettet specielt til muslimer, en begravelsesplads til muslimer, bedre forhold for moskeens virke og svinekød ud af kommunens institutioner og kantiner.
Demokratisk men forfærdeligt
Man kan dårligt tillade sig at bebrejde de muslimske mindretal, at de sætter sig igennem politisk. Det er demokratiets vilkår, at borgerne finder sammen i interessefællesskaber og øver den politiske indflydelse, deres antal berettiger dem til – og helst mere til.
Det har arbejderne gjort tidligere gennem fagforeninger, bønder gennem landbrugsforeninger, fabrikanter gennem industriforeninger og nu også muslimer gennem de såkaldte ’kulturforeninger’, som ude i kommunerne er dæknavnet for islamisk aktivisme og moskeer.
At det foregår demokratisk, gør det dog ikke mindre forfærdeligt. For det, der forsvinder, er det danske kulturelle fællesskab forankret i en folkelig nationalisme. Det erstattes af et modulopbygget samfund uden fælles fundament, hvor muslimske særinteresser uden national hukommelse eller veneration, kommer til at udvikle regelsæt og normer, der tilgodeser en islamisk livsførelse og i det omfang, de får magt på bekostning af de idealer, der tidligere var kendt som danske.
Det er en fremtid, som jeg synes, ser ret forfærdelig ud for mine børn og børnebørn at vokse op til, og det er derfor, jeg opfordrer politikerne til at tage Merete Amdisens ord til sig. Hun skal hverken fordømmes eller udskammes for at søge magten på muslimske stemmer i Ishøj. Det er hendes vilkår.
Man kan heller ikke bebrejde Awale Mohammed at han vil bruge sit mandat til at tilgodese islamiske interesser i Ishøj. Det, er det, han er gået til valg på. Han er hverken en undergraver af demokratiet eller noget andet fælt. Han vil bare noget andet med det stykke land, vi hidtil har kaldt Danmark.
Det er dem, som nedtoner problemet, taler udenom eller slet og ret understøtter den demografiske skævvridning, som kritikken skal rettes imod.
