Repræsentanterne fra den danske regering udviser en sublim ekspertise i den form for mangel på opmærksomhed i forbindelse med drabet på den svenske politibetjent på Islands Brygge. Og talrige andre aktuelle eksempler i de seneste uger på en kulturberigelse, der koster uskyldige mennesker livet eller påfører dem livsvarige fysiske og mentale mén.

Ingen, der har adgang til de sociale medier, kan undgå at have bemærket en storm fra dybet, der er voldsommere end nogensinde tidligere set. ”Nok er nok” er et af de begreber, der går igen og igen.

Frustrationerne er øvrigt lige så voldsomme i forhold til medierne.

”Man ved at det er ”en af dem”, når der ikke nævnes navn eller etnicitet”, som det gentages i det uendelige.

Hemmelighedskræmmeriet, der både stammer fra politi og domstole men også er mediernes egen politik, har fået troværdigheden til medier og myndigheder til at styrtdykke.

Kritikken af politikkerne er ubønhørlig, utvetydig og konstant i titusindvis af indlæg og ”likes”.

Krav om genindførelse af dødsstraf lyder højere end nogensinde.

Hvem skulle have troet det i en nation, der i generationer har været en af verdens mest standhaftige modstandere af den ultimative straf.

I denne heksekedel har man forgæves ledt efter en reaktion fra regeringen. Den er omsider dukket op i forbindelse med det vanvittige drab på den unge svenske politimand under et fredeligt fodboldarrangement på Islands Brygge i København.

”Fuld af sorg og vrede over, at ung svensk mand har mistet livet i København til det, der skulle være et fredeligt VM-arrangement.

Bedste tanker til hans familie, venner og hele vores svenske broderfolk. Må den skyldige blive hårdt og retfærdigt dømt”, skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på X. Ude at forholde sig til, om det eventuelt er et problem, han burde forholde sig til og gøre noget ved. Han kan ikke høre nødskriget fra sin egen befolkning.

Endnu mere tonedøv er justitsminister Nicolai Wammen (S), som (formentlig hårdt presset), har udsendt følgende erklæring via Ritzaus Bureau.

”Jeg er dybt berørt og vred over den forfærdelige og meningsløse handling, som en svensk betjent og familiefar blev udsat for i København tidligere på ugen. Mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende”.

Tror nogen på, at Wammen virkelig er ”dybt berørt og vred”? Tænker Wammen virkelig på de pårørende? Har Wammen virkelig dyb medfølelse med de efterladte”?

Erklæringen er en total iskold bureaukraterklæring hentet fra skuffen. De er lige så talrige som himlens stjerner og hentes frem hver gang, der sker noget, der ikke burde ske.

De siger ingenting og alting.

Om en varm kartoffel, der bare skal sendes væk og helst glemmes.

Hvor er Wammens reaktioner på oprøret i folkedybet? Hvor er løfterne om at handle? Om at gøre noget? Hvor er justitsministerens forsikringer om, at den frustration, den frygt og den afmagt, som vokser som en rivende understrøm nede på gulvet i det danske samfund, bliver hørt og taget alvorligt af det eneste organ, der kan gøre noget: Den Danske regering.

Den er lige præcis ikke-eksisterende. De politiske magthavere håber bare på, at faren som sædvanlig driver over. At i morgen er  alting glemt. Men det kan vise sig at være en betydelig fejlkalkulation – for Danmark har fået nok.