En tilfældig 28-årig hvid britiskemand står op klokken 7 en onsdag morgen, kører 430 km tværs gennem England og myrder cirka kl. 12.30 den 78-årige ekstremt kontroversielle politiker Ann Widdecombe i hendes hjem – og kører hjem igen uden at have stjålet noget.

Det britiske politi, venstrefløjens medier og topbureaukrater mener ikke, at ”der er noget, der tyder på, at drabet var politisk motiveret”. Det er det britiske politi så overbevist om, så det i uendelige bulletiner henstiller til offentligheden ikke at diskutere et eventuelt motiv.

Politiet fastslår også, at intet indikerer, at forbrydelsen er terror relateret. Det på trods af, at da man arresterede den formodede gerningsmand, blev anholdelsen foretaget af folk fra Counter Terrorism Policing North East (CTPNE).

Den køber den hårdt prøvede britiske offentlighed selvfølgelig ikke. Der er hundredtusinder af reaktioner på de sociale medier, hvor den røde tråd er, at man ser det som endnu et coverup af et politikorps, der har mistet enhver troværdighed.

Det drab må bare ikke været politisk og det må slet, slet ikke kunne defineres som en terrorhandling. Og for alt i verden ikke forbindes med ”dem” – de illegale immigranter, de etniske minoriteter, de farvede eller de kønspolitisk forvirrede.

Derfor har været enormt vigtigt for myndigheder og medier at understrege, at manden var en hvid britisk statsborger.

Normalt er politi og medier ekstremt påpasselige med ikke at nævne etnicitet, kulør, eller om anholdte identificerer sig som han, hun, den eller det. Det har sendt mange briter i fængsel at overskride de grænser på de sociale medier.

Men her var undtagelsen. Politiet arresterede først en uskyldig mand. Det eneste der tilflød offentligheden var, at det var en hvid britisk mand. Han blev hurtig løsladt. Kort efter blev en anden hvid britisk mand arresteret mistænkt for at være gerningsmanden.

Det blev kolporteret videre ikke kun i den britiske presse, men også i den danske via det fodformede pressebureau Ritzau. Normalt vil Ritzau gøre sig store anstrengelser og krumspring for at undgå at nævne personers farve og etnicitet. Men Ritzau kunne også berette om de hvide britiske mænd.

Ved den første arrestation gjorde bureauet et stort nummer ud af, at hun var en konservativ politiker gennem 23 år. Ikke et ord om at Ann Widdecombe for længst havde lagt den bløde konservatisme bag sig, og ved sin død var en af Storbritanniens mest højreradikale og kontroversielle politikere.

At hun efter sin konservative fortid var sprunget ud som Brexit-politiker og i de senere år tilhørte Nigel Farages Reform Parti som partiets ordfører på immigrations- og retsområdet. Med en betydelig gennemslagskraft i medierne og konstant deltager i debatprogrammer, hvor hun ikke lagde skjul på sine markante synspunkter som modstander af abort, LGBT og tilhænger af dødsstraf for nu at nævne et par stykker.

Nogle ville jo nok synes, at den første tanke ville været at se dette drab i en politisk sammenhæng. Men sådan ser hverken politiet, venstrefløjens medier på det.

Politi og medier klapper i af hensyn til ”det videre forløb”. Medierne synes, et det helt rigtige at gøre. Men manipulationen er så åbenlys, så folk simpelthen er stået af. Mistroen og mistilliden er øredøvende. Tilliden til og tiltroen til politi og medier styrtdykker i disse år.

Med god grund.