Nordisk Ministerråd har i al sin tjenstivrige visdom besluttet, at klima er vigtigere end kultur. Beslutningen har været undervejs i nogle år på konferencer og i strategioplæg, senest et med titlen ”Vision 2030”, der skal gøre de nordiske lande til en ”leder blandt ledere”, når det gælder den grønne omstilling, og Norden til ”verdens mest bæredygtige region”.
Det er ikke bare den sædvanlige politikersnak. Der følger penge med. Ministerrådet oplyser selv, at en ”tilhørende budgetomlægning i Nordisk Ministerråd har muliggjort større satsninger inden for grøn omstilling.”
Det betyder samtidig, at nogle må betale, herunder kulturen.
Weekendavisen kunne således i denne uge berette historien om, at Det Danske Hus i Rom, som har tilbudt logi til danske kunstnere i 160 år, ser sig nødsaget til at sælge ud af sine malerier for at kunne overleve. Faktisk en hel samling af malerier fra 1800-tallet, de såkaldte venskabsportrætter af blandt andre H.C. Andersen, Johan Thomas Lundbye, Edvard Collin, Vilhelm Marstrand, Ernst Meyer og Carl Bloch.
Den kunstneriske arv skal med andre ord kompensere for Ministerrådets klimafantasier.
Salget finder sted den 10. juni i auktionshuset Bruun Rasmussen i Lyngby. Her vil den særlige samling blive spredt for vinden til forventede stykpriser mellem nogle få tusinde kr. og en kvart million.
Samlingen er »exceptionel«, lyder vurderingen fra Julie Arendse Voss, der er specialist i ældre kunst hos Bruun Rasmussen: ”Tegningerne repræsenterer et helt århundredes dansk og skandinavisk kunst- og kulturhistorie og ikke mindst den interessante historie om tætte venskaber kunstnerne imellem – på tværs og på trods af landegrænser – udtrykt med pen på papir gennem indfølte skildringer af hinanden.”
Den slags romantik vil Nordisk Ministerråd nok kun have et skuldertræk til overs for og ligner derfor mere EU og andre internationale fora, som løber efter identiske mærkesager.
Den erklærede kamp for klimaet sætter et stedse større fodaftryk, og således trædes den vestlige verden mere og mere flad af politisk korrekthed. Prisen betales af alt det andet, som der ikke bliver råd til at prioritere.
Hvis vi ser bort fra, at Det Danske Hus i Rom sikkert er ledet af humanister uden forstand på plus og minus, peger husets forestående lukning hen på en anden udvikling. Den nordiske verden, som engang optog såvel kunstnere som forskere, for slet ikke at nævne den almindelige offentlighed, er helt og aldeles forsvundet fra den politiske dagsorden, som i tiltagende grad overtages af ”globale” mærkesager som noget med klima, Palæstina, hudfarver og trans dit og dat. Efterhånden lyder de politiske, økonomiske og kulturelle eliter, som var de marcheret ud fra samme kirke eller tiårsplan. Det er snart sagt ikke til at komme frem for bare enighed.
I stedet for historisk bevidsthed og sund skepsis har vi fået fremtidspolitikere, karrieremagere og professionelt håberi blandt Vestens urbane eliter. Udenfor denne boble fortsætter resten af verden derimod, som den altid har gjort.
Forklaringen på det første må være, at vi ikke længere forstår os som danskere eller nordboere, men som ”verdensborgere”, dvs. helt og aldeles underordnet et ”globalt” systems værdisæt.
Forklaringen på det sidste må være, at kineserne, inderne, russerne, iranerne, mexicanerne og alle mulige andre har det fint med at være sig selv.
